Så er det blevet tid til at lukke og slukke for denne omgang. Tid til afslutning og tid til afsked.
Jeg må indrømme, at som jeg sidder her og skriver dette sidste indlæg, er der ikke er meget vedmod i luften omkring mig. Måske fordi jeg har opnået det jeg ville. Jeg havde én overordnet ambition med bloggen da jeg startede. Jeg ville give dig, kære læser, et indtryk af hvad det vil sige at lide af bipolar affektiv lidelse. Af hvordan livet som tosse er. Jeg ville nuancere det billede af sindslidende som folk har. Især gennem pressen. Jeg ville sætte et ansigt på sygdommen og beskrive de personlige udfordringer jeg har kæmpet med undervejs.
Og lige fra starten vidste jeg, at der var én præmis for at opnå den ambition. Jeg var bevidst om, at hvis dette projekt skulle virke, så måtte jeg give mig selv 100 %. Jeg kan ikke adskille mit "jeg" fra sygdommen og derfor måtte jeg være het ærlig og oprigtig. Det har til tider været svært. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Til tider angstprovokerende. Jeg har i det store hele lagt min sjæl i det og blottet mig. Ikke bare for venner og bekendte, men også for totalt fremmede. Men jeg har gjort det fordi jeg har været bevidst om, at hvis jeg skulle leve op til ambitionen, var ærlighed en forudsætning.
Det er et meget tungt emne. Ingen tvivl om det. Der er ikke mange velduftende roser i luften. Alligevel har bloggen haft mange faste læsere. Mange tilkendegivelser og klap på ryggen. Mange "tommelfinger op" og mange kommentarer. Det har betydet enormt meget, fordi jeg ind imellem kom i tvivl. Usikker på om bloggen nu også havde sin berettigelse. Om det overhovedet var interessant. Men så har jeg kigget på statistikken og er blevet overbevist om, at jeg bare skulle give den gas og fortsætte derudaf. Og der skal lyde et rungende TAK til alle jer læsere.
Måske sidder du og tænker: hvorfor stoppe? Og svaret er på en måde ganske enkelt. Jeg har det simpelthen for godt. Og har haft det i meget lang tid. Det betyder at jeg hele tiden kommer længere og længere væk fra smerten og hjerteblodet. Og jeg har kunne mærke at indlæggene var blevet stadig mere abstrakte og har fjernet sig fra udgangspunktet. Og det er i modstrid med den oprindelige ide.
Omvendt har bloggen været en følgesvend i 7 1/2 måned. Den har hele tiden været med mig. Der har har hele tiden været ideer der skulle modnes, kladder der skulle skrives og indlæg der skulle udgives. Og det har været en god følgesvend, som jeg kommer til at savne. Men det er ikke nok til at fortsætte.
Jeg vil endnu engang sige tak. Mange tak. Uanset hvem man er som skriverkarl, skal der altid være nogen at skrive til. Modtagere derude i cyperspace, som man har i tankerne når man sidder ved tasterne.
Jeg ved ikke om ovenstående udtrykker det tydeligt nok, men dette er et følelsesladet moment for mig. Jeg siger ikke kun farvel til min følgesvend, bloggen, men også farvel til dig, kære læser. Men nu er det tid til at sige good bye, og vende skiltet på døren. Skiltet hvor der står: lukket pga manglende sygdom.
Lige lidt praktisk. Jeg fjerner ikke bloggen fra nettet. Så hvis der er et par indlæg du lige mangler at læse, kan du altid komme til dem.
tirsdag den 13. september 2011
tirsdag den 6. september 2011
Før og nu
Endnu engang, er der gæsteskribent her på bloggen. Denne gang et bidrag fra et medlem af familien. Nærmere betegnet min bror Thomas. God fornøjelse.
Du kender følelsen af at stå op om lørdagen. Alt ånder fred og du er i sikre hænder. Verden vil dig kun godt. Sådan har jeg det nu. Jeg tænker ikke på i morgen. Søndagen truer ikke. Ikke endnu.
Da jeg var dreng, indhyllet i idyl og grønne områder, var livet lidt en lørdag. Min yngre bror og jeg voksede op i Sønderjylland med Deutsche fernsehen, varme somre, store is og masser af venner. Det har skabt mig. Vi havde også vores eget blod. I mig og mine. Tyk og sej. Men også smeltende blød og forfærdelig bitter. Det har skabt mig og skaber mig stadig. En fantastisk og uendelig Tour de force af indtryk, samtaler, syn og smag. Hede omfavnelser og kolde afvaskninger. Konstant i bevægelse. Frem og ud og ind.
Der er mange motorer i det løb. En af dem er min bror. En bror som i min barndom fyldte meget lidt. Men langsomt gik han fra incognito til cognito. I takt med min egen ælde og større nysgerrighed blev han til et af mit kæreste ejer. Som alle andre brødre så jeg min storebror, som - ja den store. Alvidende og alt skuende. Coolest af alle. Alle fejlene, som jeg med tiden også så, betyder intet i dag. Varmen nærmest strømmede af den høje pande under den stramme hårpisk. Han kunne næsten alt. Han var en lysende stjerne. Den næsegrus beundring er der stadig.
Men noget har ændret sig. Noget er gået skævt. Efter i mange år at have levet ubekymret sammen som brødre og venner er der kommet noget i vejen for det ubekymrede.
Jeg husker den første erkendelse af, at noget var ravruskende galt. Vi er tre brødre som er vokset op med hinanden og mod hinanden. Et trefold, men ikke en treenighed. Forskellene var for store til symbioser. Men mindre kunne også gøre det.
Vi tre sad en aften i særdeles festligt lag. Alt hvad der kunne indtages i et buldermørkt sommerhus røg ned. Det var her, jeg for første gang så hvad min bror var. Som han var blevet. Vild og blodig efter livet. Han kastede han sig ud ekstreme spekulationer og usammenhængende ideer og tanker om ting, der skulle gøres. For første gang gik det op for mig at min bror ikke havde sovet i årevis. Det kan ødelægge enhver og bringe en ud i hysteri. Det ved alle, der har børn. For første gang så jeg hvordan min bror havde mistet fatningen og mistet kontrollen. Den aften var vi stadig ubekymrede. Men næste morgen vidste jeg, at noget havde ændret sig. Men ikke præcis hvad.
Thorbjørn var syg. Det var der ikke længere nogen tvivl om. Heller ikke hos ham selv. Men han kunne heller ikke sige hvordan. Det er først kommet senere. Erkendelse af uhelbredelig sindssygdom tager ufattelig lang tid. Det gjorde det for ham. Den aften viste han de første tegn på selv, at have set det. Jeg vidste slet ikke hvad det var. Og det har gnavet i mig lige siden. Fra ubekymret til bekymret. Fra ro og sikkerhed til angst. Det startede den nat.
I lang tid var jeg bange. Bange for hvad han kunne finde på. Bange for hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde. Bange for hans opture og skrækslagen for hans nedture.
I dag er jeg ikke bange mere. Jeg er i hvertfald ikke skrækslagen. Jeg er i hverfald ikke hysterisk. Ringer ikke længere til gud og hver mand, når han ikke tager telefonen. I dag ved jeg godt hvorfor. Lige i dag kan han ikke samle sig om andet end sin hånd, sin seng og sine smøger. I en tætlukket lejlighed på Reverdildsgade. Dillergade, som min søn kalder et, med globalt udsyn til nøgne polske mænd og kvinder. Legende børn fra Østeuropa, kinesere på trods i deres små og propfyldte kældre. Narkomanerne på trappen og de store biler på jagt efter fjams. De smukke og spændende. Storbyens tabere og vindere i en sammekogt ret til deres liv. Der sidder han og ønsker kun at han kan være med. At det skal gå væk så han igen kan leve som han vil. Så skulle fanden da stå i det, at han skal tage telefonen, og tale med nogen.
Jeg krydser fingre og arbejder videre på at være en bror og en ven. En ny ven, som i en periode efter hans totale kollaps var en federe bror som han selv var. En bror der langsomt arbejdede sig ind i sig selv og ville have andre med. For at forstå og acceptere, at livet var noget andet nu. Maniodepressiv, bipolar og rapid cycling. Det lyder mere som heavy bands end lidelser. Men tungt er det. Langsomt fandt han ind til en anden måde at se sig selv og sit liv på. Han tog mig med, og det har betydet alt for mig, ham og os.
Han siger selv han var milimeter fra at give op. Kaste håndklædet i ringen. Overgive sig til modstanderens konstante jab og ubbercut. Men han klarede det. Han fik den rigtige medicin. Bogstaveligt talt. Men det var kun et hjælpemiddel. Det svære var at kaste alt hvad han troede han var og alt hvad han ville, overbord. Det er en bedrift som jeg ikke i min vildeste fantasi troede var muligt. Magen til mod. Dyb respekt for noget jeg aldrig til fulde vil forstå.
Thorbjørn har tæmmet meget. Han er stadig en bedre bror end i de mørkeste år. Men det holder aldrig op. Værst er den lange og opslidende nedstigning. Fordi det går den forkerte vej. De mørkeste år er nok dem der kommer. Han bliver mere begrænset med tiden - kan mindre. Forfladiger og keder sig i bedste fald. Komatos og på vej væk, i værste fald. Det kan hans gule rejsekuffert bevidne. Men ellers ikke mange.
Men nedad går det i roligt tempo. Den er der stadig og den gnasker sig støt videre. Det ved jeg. Den er bare blevet en del af ham. Den er også blevet en del af mig. Det er meget svært at komme til tåls med, at tingene ikke er som man tror. Det tog lang tid og krævede til tider verbale tæsk. Jeg er kommet langt, men det er stadig en ordentlig mundfuld. Jeg vil forsøge at følge med. Få det bedste ud af det der er.
Visheden om at min brors liv ikke er et liv han vil ønske for nogen og et liv der ikke bliver langt, æder ham op. Og den æder sig ind i mig. Det er dybest set noget pis, som jeg helst ikke vil tænke for meget over. Det lykkes af og til. Mit liv er også ændret.
Men I dag er jeg ikke bange. Det er jeg måske i morgen. Så lad os få det bedste ud af i dag. Tak for det Thorbjørn.
Thomas
Du kender følelsen af at stå op om lørdagen. Alt ånder fred og du er i sikre hænder. Verden vil dig kun godt. Sådan har jeg det nu. Jeg tænker ikke på i morgen. Søndagen truer ikke. Ikke endnu.
Da jeg var dreng, indhyllet i idyl og grønne områder, var livet lidt en lørdag. Min yngre bror og jeg voksede op i Sønderjylland med Deutsche fernsehen, varme somre, store is og masser af venner. Det har skabt mig. Vi havde også vores eget blod. I mig og mine. Tyk og sej. Men også smeltende blød og forfærdelig bitter. Det har skabt mig og skaber mig stadig. En fantastisk og uendelig Tour de force af indtryk, samtaler, syn og smag. Hede omfavnelser og kolde afvaskninger. Konstant i bevægelse. Frem og ud og ind.
Der er mange motorer i det løb. En af dem er min bror. En bror som i min barndom fyldte meget lidt. Men langsomt gik han fra incognito til cognito. I takt med min egen ælde og større nysgerrighed blev han til et af mit kæreste ejer. Som alle andre brødre så jeg min storebror, som - ja den store. Alvidende og alt skuende. Coolest af alle. Alle fejlene, som jeg med tiden også så, betyder intet i dag. Varmen nærmest strømmede af den høje pande under den stramme hårpisk. Han kunne næsten alt. Han var en lysende stjerne. Den næsegrus beundring er der stadig.
Men noget har ændret sig. Noget er gået skævt. Efter i mange år at have levet ubekymret sammen som brødre og venner er der kommet noget i vejen for det ubekymrede.
Jeg husker den første erkendelse af, at noget var ravruskende galt. Vi er tre brødre som er vokset op med hinanden og mod hinanden. Et trefold, men ikke en treenighed. Forskellene var for store til symbioser. Men mindre kunne også gøre det.
Vi tre sad en aften i særdeles festligt lag. Alt hvad der kunne indtages i et buldermørkt sommerhus røg ned. Det var her, jeg for første gang så hvad min bror var. Som han var blevet. Vild og blodig efter livet. Han kastede han sig ud ekstreme spekulationer og usammenhængende ideer og tanker om ting, der skulle gøres. For første gang gik det op for mig at min bror ikke havde sovet i årevis. Det kan ødelægge enhver og bringe en ud i hysteri. Det ved alle, der har børn. For første gang så jeg hvordan min bror havde mistet fatningen og mistet kontrollen. Den aften var vi stadig ubekymrede. Men næste morgen vidste jeg, at noget havde ændret sig. Men ikke præcis hvad.
Thorbjørn var syg. Det var der ikke længere nogen tvivl om. Heller ikke hos ham selv. Men han kunne heller ikke sige hvordan. Det er først kommet senere. Erkendelse af uhelbredelig sindssygdom tager ufattelig lang tid. Det gjorde det for ham. Den aften viste han de første tegn på selv, at have set det. Jeg vidste slet ikke hvad det var. Og det har gnavet i mig lige siden. Fra ubekymret til bekymret. Fra ro og sikkerhed til angst. Det startede den nat.
I lang tid var jeg bange. Bange for hvad han kunne finde på. Bange for hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde. Bange for hans opture og skrækslagen for hans nedture.
I dag er jeg ikke bange mere. Jeg er i hvertfald ikke skrækslagen. Jeg er i hverfald ikke hysterisk. Ringer ikke længere til gud og hver mand, når han ikke tager telefonen. I dag ved jeg godt hvorfor. Lige i dag kan han ikke samle sig om andet end sin hånd, sin seng og sine smøger. I en tætlukket lejlighed på Reverdildsgade. Dillergade, som min søn kalder et, med globalt udsyn til nøgne polske mænd og kvinder. Legende børn fra Østeuropa, kinesere på trods i deres små og propfyldte kældre. Narkomanerne på trappen og de store biler på jagt efter fjams. De smukke og spændende. Storbyens tabere og vindere i en sammekogt ret til deres liv. Der sidder han og ønsker kun at han kan være med. At det skal gå væk så han igen kan leve som han vil. Så skulle fanden da stå i det, at han skal tage telefonen, og tale med nogen.
Jeg krydser fingre og arbejder videre på at være en bror og en ven. En ny ven, som i en periode efter hans totale kollaps var en federe bror som han selv var. En bror der langsomt arbejdede sig ind i sig selv og ville have andre med. For at forstå og acceptere, at livet var noget andet nu. Maniodepressiv, bipolar og rapid cycling. Det lyder mere som heavy bands end lidelser. Men tungt er det. Langsomt fandt han ind til en anden måde at se sig selv og sit liv på. Han tog mig med, og det har betydet alt for mig, ham og os.
Han siger selv han var milimeter fra at give op. Kaste håndklædet i ringen. Overgive sig til modstanderens konstante jab og ubbercut. Men han klarede det. Han fik den rigtige medicin. Bogstaveligt talt. Men det var kun et hjælpemiddel. Det svære var at kaste alt hvad han troede han var og alt hvad han ville, overbord. Det er en bedrift som jeg ikke i min vildeste fantasi troede var muligt. Magen til mod. Dyb respekt for noget jeg aldrig til fulde vil forstå.
Thorbjørn har tæmmet meget. Han er stadig en bedre bror end i de mørkeste år. Men det holder aldrig op. Værst er den lange og opslidende nedstigning. Fordi det går den forkerte vej. De mørkeste år er nok dem der kommer. Han bliver mere begrænset med tiden - kan mindre. Forfladiger og keder sig i bedste fald. Komatos og på vej væk, i værste fald. Det kan hans gule rejsekuffert bevidne. Men ellers ikke mange.
Men nedad går det i roligt tempo. Den er der stadig og den gnasker sig støt videre. Det ved jeg. Den er bare blevet en del af ham. Den er også blevet en del af mig. Det er meget svært at komme til tåls med, at tingene ikke er som man tror. Det tog lang tid og krævede til tider verbale tæsk. Jeg er kommet langt, men det er stadig en ordentlig mundfuld. Jeg vil forsøge at følge med. Få det bedste ud af det der er.
Visheden om at min brors liv ikke er et liv han vil ønske for nogen og et liv der ikke bliver langt, æder ham op. Og den æder sig ind i mig. Det er dybest set noget pis, som jeg helst ikke vil tænke for meget over. Det lykkes af og til. Mit liv er også ændret.
Men I dag er jeg ikke bange. Det er jeg måske i morgen. Så lad os få det bedste ud af i dag. Tak for det Thorbjørn.
Thomas
torsdag den 1. september 2011
Cocktail
De er begyndt at dukke op, tegnene. Jeg kender dem. Træthed. Ugidsomhed. Ulyst. Dårlige minder. Følelser af utilstrækkelighed. Tvivl på mig selv. Det er ikke voldsomt. Bare små prik. Men de er der og de er et dårligt varsel. Denne gang har de dog en ledsager. Rastløshed. Kontaktbehov. Utålmodighed. Alle sammen tegn på mani. Jeg er kommet i den trejde tilstand. Blandingstilstanden. En cocktail. Begge dele på én gang. Og de ophæver ikke hinanden. Tværtimod. Lad mig give et eksempel, jeg har ikke lyst til at gå ud. Men er ultra rastløs. Det er umugligt at være tilfreds der hvor jeg er. Når jeg er ude vil jeg være hjemme og når jeg er hjemme vil jeg være ude. Jeg er træt, men kan ikke slappe af. Min krop roder rundt, mens min hjerne døser hen.
Jeg sidder ved mit spisebord og higer efter kontakt. Genindlæser mailen hvert femte minut. Men intet. Tjecker facebook. Intet. Kigger forhåbningsfuldt på mobiltetefonen. Men ingen tekstbeskeder. Eller sådan virker det i hvertfald. Men jeg ved godt, at det ikke er rigtigt. At det udelukkende er et udtryk for et overdimentioneret kontaktbehov. Men følelsen af skuffelse får overtag. Sammen med kontaktbehovet. Manien og depressionen har rottet sig sammen. Ladhed og rastløshed samlet i mit hoved og min krop.
Jeg kom ud i dag. Næsten på trods. Der er ellers ingen lokkemidler der virker. Ikke løftet om kaffe. Om sol. Om mad. Selv om jeg elsker kaffe, savner sol og higer efter mad. Så det blev til den gamle traver. Først bad. Pause. Så tøj. Pause. Sko. Pause. Så ned på gaden og endelig ude. Jeg må holde mig igang. Tage den i opløbet. Stå op klokken ni og i seng klokken elleve. Bad hver dag. Ud hver dag. To måltider hver dag. Heldigvis tager rastløsheden sig af rengøring.
Jeg synes jeg mangler alt. En efterårsjakke. Et forhjul. Flerstyrkeglas. Proteiner. Bananer. Lyst. Ro. Sult. Charme. Energi.
Men blandingstilstanden er ikke nær så slem som depressionerne. Og jeg er ikke rigtig bekymret. Den slags kommer og går. En del af min palet. Jeg tager den med ro. Presser ikke mig selv for meget, men nok til at jeg ikke går i stå.
Kære dagbog det ku´ være værre.
Jeg sidder ved mit spisebord og higer efter kontakt. Genindlæser mailen hvert femte minut. Men intet. Tjecker facebook. Intet. Kigger forhåbningsfuldt på mobiltetefonen. Men ingen tekstbeskeder. Eller sådan virker det i hvertfald. Men jeg ved godt, at det ikke er rigtigt. At det udelukkende er et udtryk for et overdimentioneret kontaktbehov. Men følelsen af skuffelse får overtag. Sammen med kontaktbehovet. Manien og depressionen har rottet sig sammen. Ladhed og rastløshed samlet i mit hoved og min krop.
Jeg kom ud i dag. Næsten på trods. Der er ellers ingen lokkemidler der virker. Ikke løftet om kaffe. Om sol. Om mad. Selv om jeg elsker kaffe, savner sol og higer efter mad. Så det blev til den gamle traver. Først bad. Pause. Så tøj. Pause. Sko. Pause. Så ned på gaden og endelig ude. Jeg må holde mig igang. Tage den i opløbet. Stå op klokken ni og i seng klokken elleve. Bad hver dag. Ud hver dag. To måltider hver dag. Heldigvis tager rastløsheden sig af rengøring.
Jeg synes jeg mangler alt. En efterårsjakke. Et forhjul. Flerstyrkeglas. Proteiner. Bananer. Lyst. Ro. Sult. Charme. Energi.
Men blandingstilstanden er ikke nær så slem som depressionerne. Og jeg er ikke rigtig bekymret. Den slags kommer og går. En del af min palet. Jeg tager den med ro. Presser ikke mig selv for meget, men nok til at jeg ikke går i stå.
Kære dagbog det ku´ være værre.
mandag den 8. august 2011
Ånden i lampen
Forleden var jeg lige ved at snuble over den ..... normaliteten. Som ånden i lampen materiraliserede den sig foran mig og stillede det banale spørgsmål "Hvor hører du til?". Jeg havde for år tilbage læst om normaliteten. Filosofi, psykologi, sociologi og sågar antropologi. Men det var i bøger, ofte abstrakte, og havde ikke rigtig rod i virkeligheden. Bare ord. Jeg kiggede skeptisk på den. I de seneste par år er begrebet blevet et skældsord i nogle af de kredse jeg færdes i. At normalisere er lig ensretning. Der igen er lig med udstødelse af genstridige subkulturer fra storklanen Danmark.
Men lige nu og her er det ikke det, som det drejer sig om. Spørgsmålet var rettet mod mig. Og jeg måtte bede om betænkningstid. Mine fødder betrådte mange brosten (Jeg tænker bedst når jeg går) og jeg gennemgik i hovedet alle de grupper jeg har tilhørt. Været en del af uden at tænke over det, vel at mærke. Og jeg tænkte over hvordan vi ikke alene var normaliserede, men også uniformerede. Tænkte i samme baner. Havde (nogenlunde) de samme meninger og, ikke mindst, det samme tøj (uniformer).
Når man siger uniformer tænker alle instinktivt på soldater, politibetjente, sygepjelsker og så videre. Men alle klaner har hver deres uniform. For tiden er det for eksempel ternede skjorter og halvlangt skæg på Vesterbro. I bankkredse er det hvide skjorter, slips og jakkesæt. De autonome i slidte lædderjakker, piercinger og hår farvet i opfindsomme kulører. Jeg kunne blive ved. Alle bærer en uniform, der viser hvilken gruppe de tilhører. Og uniformen er ikke bare tøj og frisure. Det er en markering af et ståsted. Et tilhørsforhold der samtidig markerer forskel til andre subkulturer. Når man møder en fyr fra en anden klan på gaden, er der ikke tid til at udveksle meninger og markere forskel med ord. Nej, det er uniformen, det visuelle, der viser forskellen. Måske endda afstandtagen.
Jeg bærer ikke rigtig uniform. Ikke fordi jeg er specielt original eller på anden måde noget særligt. Slet ikke. Det er fordi jeg er i tvivl. I tvivl om hvor jeg hører til. Selv min uniform (eller mangel på samme) emmer af tvivl. Jeg går med hvide eller lyseblå skjorter med halvstive kraver, som for at holde fast i min fortid som embedsmand i centraladministrationen. Mens området syd for navlen består af slidte denimbukser og halvbeskidte skater-gummisko, som en markant andel af andre drenge på Vesterbro.
Tvivlen kommer sig mest af, at den gruppe af mennesker jeg har mest tilfælles med, er tosser som mig. Det er dem jeg har et skæbnefællesskab med. Problemet er bare, at vi ikke rigtig hænger ud sammen. Ingen parforholdsmiddage med Amarone og Wok-mad. Fordi vi alle samtidig hører til andre grupper. Det pudsige er, at vi rent faktisk har meget nemt ved at spotte hinanden. Tossetække kalder jeg det. Og vi har meget nemt ved at tale sammen. Men vi bærer ikke uniform og vi skaber ikke et fasttømret kompleks af holdninger og tanker. Og vi bekender oftes kun kulør når vi krydser hinandens veje.
"Er du kommet frem til noget?" Normaliteten dukker op to dage senere. Jeg rømmer mig og er nok lidt frustret over at jeg ikke er kommet frem til nogen konklusion. "Jeg er splittet. Jeg kan se tre forskellige klaner. Den akademiske bureaukrat. Den pseudokluturelle Vesterbrodreng. Og tossen der kæmper for at finde et ståsted." Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke havde bestået prøven. Men den rare ånd kigger mildt på mig og siger "Godt svaret. Det er i tvivlen, at vejen til personlig udvikling ligger. Hold fast i det." Så smelter han/hun sammen med den mørkegrå fortovsflise. Væk er normaliteten. Og jeg går ned i supermarkedet, mens jeg tvivler videre.
Men lige nu og her er det ikke det, som det drejer sig om. Spørgsmålet var rettet mod mig. Og jeg måtte bede om betænkningstid. Mine fødder betrådte mange brosten (Jeg tænker bedst når jeg går) og jeg gennemgik i hovedet alle de grupper jeg har tilhørt. Været en del af uden at tænke over det, vel at mærke. Og jeg tænkte over hvordan vi ikke alene var normaliserede, men også uniformerede. Tænkte i samme baner. Havde (nogenlunde) de samme meninger og, ikke mindst, det samme tøj (uniformer).
Når man siger uniformer tænker alle instinktivt på soldater, politibetjente, sygepjelsker og så videre. Men alle klaner har hver deres uniform. For tiden er det for eksempel ternede skjorter og halvlangt skæg på Vesterbro. I bankkredse er det hvide skjorter, slips og jakkesæt. De autonome i slidte lædderjakker, piercinger og hår farvet i opfindsomme kulører. Jeg kunne blive ved. Alle bærer en uniform, der viser hvilken gruppe de tilhører. Og uniformen er ikke bare tøj og frisure. Det er en markering af et ståsted. Et tilhørsforhold der samtidig markerer forskel til andre subkulturer. Når man møder en fyr fra en anden klan på gaden, er der ikke tid til at udveksle meninger og markere forskel med ord. Nej, det er uniformen, det visuelle, der viser forskellen. Måske endda afstandtagen.
Jeg bærer ikke rigtig uniform. Ikke fordi jeg er specielt original eller på anden måde noget særligt. Slet ikke. Det er fordi jeg er i tvivl. I tvivl om hvor jeg hører til. Selv min uniform (eller mangel på samme) emmer af tvivl. Jeg går med hvide eller lyseblå skjorter med halvstive kraver, som for at holde fast i min fortid som embedsmand i centraladministrationen. Mens området syd for navlen består af slidte denimbukser og halvbeskidte skater-gummisko, som en markant andel af andre drenge på Vesterbro.
Tvivlen kommer sig mest af, at den gruppe af mennesker jeg har mest tilfælles med, er tosser som mig. Det er dem jeg har et skæbnefællesskab med. Problemet er bare, at vi ikke rigtig hænger ud sammen. Ingen parforholdsmiddage med Amarone og Wok-mad. Fordi vi alle samtidig hører til andre grupper. Det pudsige er, at vi rent faktisk har meget nemt ved at spotte hinanden. Tossetække kalder jeg det. Og vi har meget nemt ved at tale sammen. Men vi bærer ikke uniform og vi skaber ikke et fasttømret kompleks af holdninger og tanker. Og vi bekender oftes kun kulør når vi krydser hinandens veje.
"Er du kommet frem til noget?" Normaliteten dukker op to dage senere. Jeg rømmer mig og er nok lidt frustret over at jeg ikke er kommet frem til nogen konklusion. "Jeg er splittet. Jeg kan se tre forskellige klaner. Den akademiske bureaukrat. Den pseudokluturelle Vesterbrodreng. Og tossen der kæmper for at finde et ståsted." Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke havde bestået prøven. Men den rare ånd kigger mildt på mig og siger "Godt svaret. Det er i tvivlen, at vejen til personlig udvikling ligger. Hold fast i det." Så smelter han/hun sammen med den mørkegrå fortovsflise. Væk er normaliteten. Og jeg går ned i supermarkedet, mens jeg tvivler videre.
søndag den 31. juli 2011
Forvirret
Jeg forstår mig ikke. Mine valg og ønsker forekommer ulogiske. Og det virker som om intet rigtigt tilfredsstiller mig. Men det gør ikke noget. Ikke spor. Jeg ser det som et sundhedstegn. Jeg er blevet som alle andre. Alle dem, der konstant går og føler at de mangler noget. Måske en cola. Måske en mening med det hele. Et mål med det man gør. Det må være et sundhedstegn. Jeg tænker ikke længere kun en dag frem. Eller en uge. Min horisont er bredt ud og dækker næsten resten af året. Og i gode stunder endnu længere. Men der hænger stadig en mørk skygge på mit helbreds himmel. Der er ingen garantier. Jeg kan stadig blive overfaldet af min mørke sindstilstand. Når som helst. Og det trækker et spor af usikkerhed med sig. En skygge jeg aldrig slipper af med. Men den er presset længere tilbage i kraniet og virker ubetydelig i øjeblikket. Det må være et sundhedstegn. Og det er blevet tid til at tænke frem.
Livet som pensionist er et privilegium. Jeg har ikke mange penge, men en betydelig bunke frihed og fritid. Mere end jeg havde før. Tidligere havde jeg også frihed. Men det var det var ikke rigtig frihed, fordi den var uløselig koblet sammen med sygdom. Det var frihed til at være syg. Eller rettere tryghed til at være syg uden drastiske konsekvenser. Så nu har jeg ægte frihed. Ægte fri-tid. Men jeg er stadig forvirret og usikker. Det er så uendelig lang tid siden at jeg har kunne tænke så langt frem. Så uendelig lang tid siden jeg har kunne spørge mine ambitioner hvad de vil. Så lang tid siden jeg ikke med jævne mellemrum har set døden i øjnene og tænke på hvornår det var tid. Og jeg er kommet ud af form. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan man gumler over, hvad man vil med sit liv. Hvordan man identifiserer ønsker og hvordan man forfølger dem. Men omvendt, måske er jeg ikke den eneste. Måske er det normalt. Jeg ser forvirringen som et sundhedstegn. Som overskud til overhovedet at stille spørgsmålene.
Jeg er stadig forsigtig. Jeg har stadig forbehold overfor at binde mig til mennesker. Til at forpligte mig. Forbehold der sidder på rygraden. Det er altid have en flugtvej som jeg kan storme ud af ved det mindste tegn på tristhed og træthed. Og jeg kan ikke det samme som før. Det er syv år siden jeg blev syg. Og i mellemtiden er jeg, sjovt nok, blevet syv år ældre. Jeg kan ikke helt genkende mig selv. Jeg ser alderstegn, der ikke kan henføres til sygdom, men blot til tidens logik. Tiden der roligt gnaver sig ind på krop og sjæl. Jeg er vågnet op af en sløret søvn fyldt med mareridt og blevet til en halvgammel mand.
Jeg føler mig forvirret og jeg er stadig forbeholden og skeptisk. Jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg kan. Og hvor mine grænser går. Jeg mangler at være i stand til at forpligte mig. Til mennesker eller til ting. Jeg skal lære mig selv at kende. En ny rejse, hvor jeg skal udforske Thorbjørn anno 2011. En velfungerende Thorbjørn, der kan kigge verdenen i øjnene med et skævt smil over ansigtet.
Livet som pensionist er et privilegium. Jeg har ikke mange penge, men en betydelig bunke frihed og fritid. Mere end jeg havde før. Tidligere havde jeg også frihed. Men det var det var ikke rigtig frihed, fordi den var uløselig koblet sammen med sygdom. Det var frihed til at være syg. Eller rettere tryghed til at være syg uden drastiske konsekvenser. Så nu har jeg ægte frihed. Ægte fri-tid. Men jeg er stadig forvirret og usikker. Det er så uendelig lang tid siden at jeg har kunne tænke så langt frem. Så uendelig lang tid siden jeg har kunne spørge mine ambitioner hvad de vil. Så lang tid siden jeg ikke med jævne mellemrum har set døden i øjnene og tænke på hvornår det var tid. Og jeg er kommet ud af form. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan man gumler over, hvad man vil med sit liv. Hvordan man identifiserer ønsker og hvordan man forfølger dem. Men omvendt, måske er jeg ikke den eneste. Måske er det normalt. Jeg ser forvirringen som et sundhedstegn. Som overskud til overhovedet at stille spørgsmålene.
Jeg er stadig forsigtig. Jeg har stadig forbehold overfor at binde mig til mennesker. Til at forpligte mig. Forbehold der sidder på rygraden. Det er altid have en flugtvej som jeg kan storme ud af ved det mindste tegn på tristhed og træthed. Og jeg kan ikke det samme som før. Det er syv år siden jeg blev syg. Og i mellemtiden er jeg, sjovt nok, blevet syv år ældre. Jeg kan ikke helt genkende mig selv. Jeg ser alderstegn, der ikke kan henføres til sygdom, men blot til tidens logik. Tiden der roligt gnaver sig ind på krop og sjæl. Jeg er vågnet op af en sløret søvn fyldt med mareridt og blevet til en halvgammel mand.
Jeg føler mig forvirret og jeg er stadig forbeholden og skeptisk. Jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg kan. Og hvor mine grænser går. Jeg mangler at være i stand til at forpligte mig. Til mennesker eller til ting. Jeg skal lære mig selv at kende. En ny rejse, hvor jeg skal udforske Thorbjørn anno 2011. En velfungerende Thorbjørn, der kan kigge verdenen i øjnene med et skævt smil over ansigtet.
tirsdag den 26. juli 2011
Min nieces øjne
Hun har mørkeblå øjne, min niece. Et roligt gemyt og i modsætning til hendes storebror skriger hun ikke meget. Familien er allerede begyndt på at komme med deres bud på hvem hun ligner. Og selv om hun kun er et par måneder gammel, er det som om hun allerede er begyndt at have en personlighed. En personlighed, der på ingen måde er præget af hendes omgivelser. Det er hun alt for spæd til.
Når jeg betragter hende, dukker et tema frem som jeg ind imellem går meget op i. Arv contra miljø. Hvor bliver vi skabt? Hvor kommer vores personlighed fra? Der er kun én ting der ligger fast, det er ikke et spørgsmål om enten/eller. Det er et spørgsmål om fordeling mellem de to. Fifty/fifty? Halvfems/ti? Til hvilken side?
Jeg er langt fra den eneste der interesserer mig for det tema. Litteraturen (for eksempel hr. Andersens "Den grimme æling"). Filosofien, her er eksiensialismen en klar kandidat. Idealismen, særligt kommunisme. Psykologi. Og i høj grad religion, "Guds veje er uransagelige", "Karma". Men på det seneste er der kommet en ny spiller på banen: genforskningen. En spiller der ikke forholder sig til spørgsmålet, men kun til svaret. Og det er en spiller, der er skræmmende svær at afvise.
Måske er det et lidt tungt emne at kaste ind i en blog om psykisk sygdom. Men dem af jer, der har læst indlæget Kynismens fødsel ved, er det ganske relevant for folk der er født med en kronisk og arvelig sygdom. En sygdom, der er kodet ind i generne. Og mit spørgsmål er: er jeg min sygdom eller er min sygdom mig? Kan jeg adskille de to? Og mere grundlæggende, er min personlighed dermed defineret i mine gener? Mit svar er, Ja.
Tilbage til det videnskabelige. For, efterhånden, mange år siden begyndte forskere fra hele kloden, at kortlægge vores gener i projektet Genemapping. I processen begyndte man at finde gener for det ene efter det andet. Også ting man slet ikke ledte efter. Et af de mere kuriøse fund man snuplede over, var et gen for tyveri. Det betyder ikke, at alle der har det gen er tyve, men at de er mere disponerede og at det derfor er sværre at lade være. Fordi det i virkeligheden er deres natur. Det samme gælder misbrugsgenet.
Man ledte efter gener, der var årsag til forskellige sygdomme så resten var bonusmateriale. Kortlægningen af vores gener har affødt en revideret opfattelse af fordelingen mellem arv og miljø. Og der er idag mange der mener at fordelingsnøglen er halvfems/ti til arvs favør. Og groft oversat betyder det, at vores skæbne i stort omfang er fastlagt på forhånd. Religion og videnskaben danner således par. Noget man ikke ser så tit.
Jeg bliver nok nødt til at uddybe det med skæbnen lidt. Med personlighed følger et bestemt sæt af præferancer. Det vil sige, ting, situationer og mennesker som man mere eller mindre altid vil søge. Det kunne være valg af mage og venner. Valg af job og meget andet. Og på samme måde vil vi hele tiden søge at undgå ting, der er imod vores præferancer. Og både bevidste og ubevidste valg bliver således styret af vores præferancer og i sidste instans vores personlighed. Og summen af alle de valg beskriver os og vores liv. (Ovenstående gælder selvføgelig kun mennesker, der lever i et frit samfund. Og dem er der desværre alt for få af.)
Jeg må konstatere at jeg gang på gang, søger svar i naturvidenskaben. Også på de helt eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Ja, hvis man skal tro ovenstående så er svaret; en bunke gener. Intet andet. Gener der ikke kun fortæller hvem jeg er, men også giver mig en skabelon for hvad min fremtid vil byde på. Det er en tankegang som mange ikke bryder sig om. Fordi det er en tankegang, der i høj grad fratager os kontrol over vores liv. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Fordi det kun er rammerne der er definerede. Og de er ikke nødvendigvis snævre.
Man kan sige at mine, bevidste og ubevidste, præferancer styrer mod et behov for absolut viden. Jeg har brug for et svar. Et urokkeligt svar, som kan hjælpe mig med at finde mening i alle de ting der styrer mit liv. Andre vil søge svar i filosofien eller psykologien. Og andre igen i religionen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvor svaret findes. Det er der ingen der kan. Jeg kan sige, at den naturvidenskabelige tilgang i bund og grund også bare er et trossystem. Men det er min tro. Min virkelighed.
Når jeg betragter hende, dukker et tema frem som jeg ind imellem går meget op i. Arv contra miljø. Hvor bliver vi skabt? Hvor kommer vores personlighed fra? Der er kun én ting der ligger fast, det er ikke et spørgsmål om enten/eller. Det er et spørgsmål om fordeling mellem de to. Fifty/fifty? Halvfems/ti? Til hvilken side?
Jeg er langt fra den eneste der interesserer mig for det tema. Litteraturen (for eksempel hr. Andersens "Den grimme æling"). Filosofien, her er eksiensialismen en klar kandidat. Idealismen, særligt kommunisme. Psykologi. Og i høj grad religion, "Guds veje er uransagelige", "Karma". Men på det seneste er der kommet en ny spiller på banen: genforskningen. En spiller der ikke forholder sig til spørgsmålet, men kun til svaret. Og det er en spiller, der er skræmmende svær at afvise.
Måske er det et lidt tungt emne at kaste ind i en blog om psykisk sygdom. Men dem af jer, der har læst indlæget Kynismens fødsel ved, er det ganske relevant for folk der er født med en kronisk og arvelig sygdom. En sygdom, der er kodet ind i generne. Og mit spørgsmål er: er jeg min sygdom eller er min sygdom mig? Kan jeg adskille de to? Og mere grundlæggende, er min personlighed dermed defineret i mine gener? Mit svar er, Ja.
Tilbage til det videnskabelige. For, efterhånden, mange år siden begyndte forskere fra hele kloden, at kortlægge vores gener i projektet Genemapping. I processen begyndte man at finde gener for det ene efter det andet. Også ting man slet ikke ledte efter. Et af de mere kuriøse fund man snuplede over, var et gen for tyveri. Det betyder ikke, at alle der har det gen er tyve, men at de er mere disponerede og at det derfor er sværre at lade være. Fordi det i virkeligheden er deres natur. Det samme gælder misbrugsgenet.
Man ledte efter gener, der var årsag til forskellige sygdomme så resten var bonusmateriale. Kortlægningen af vores gener har affødt en revideret opfattelse af fordelingen mellem arv og miljø. Og der er idag mange der mener at fordelingsnøglen er halvfems/ti til arvs favør. Og groft oversat betyder det, at vores skæbne i stort omfang er fastlagt på forhånd. Religion og videnskaben danner således par. Noget man ikke ser så tit.
Jeg bliver nok nødt til at uddybe det med skæbnen lidt. Med personlighed følger et bestemt sæt af præferancer. Det vil sige, ting, situationer og mennesker som man mere eller mindre altid vil søge. Det kunne være valg af mage og venner. Valg af job og meget andet. Og på samme måde vil vi hele tiden søge at undgå ting, der er imod vores præferancer. Og både bevidste og ubevidste valg bliver således styret af vores præferancer og i sidste instans vores personlighed. Og summen af alle de valg beskriver os og vores liv. (Ovenstående gælder selvføgelig kun mennesker, der lever i et frit samfund. Og dem er der desværre alt for få af.)
Jeg må konstatere at jeg gang på gang, søger svar i naturvidenskaben. Også på de helt eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Ja, hvis man skal tro ovenstående så er svaret; en bunke gener. Intet andet. Gener der ikke kun fortæller hvem jeg er, men også giver mig en skabelon for hvad min fremtid vil byde på. Det er en tankegang som mange ikke bryder sig om. Fordi det er en tankegang, der i høj grad fratager os kontrol over vores liv. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Fordi det kun er rammerne der er definerede. Og de er ikke nødvendigvis snævre.
Man kan sige at mine, bevidste og ubevidste, præferancer styrer mod et behov for absolut viden. Jeg har brug for et svar. Et urokkeligt svar, som kan hjælpe mig med at finde mening i alle de ting der styrer mit liv. Andre vil søge svar i filosofien eller psykologien. Og andre igen i religionen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvor svaret findes. Det er der ingen der kan. Jeg kan sige, at den naturvidenskabelige tilgang i bund og grund også bare er et trossystem. Men det er min tro. Min virkelighed.
torsdag den 21. juli 2011
Celeb-tosser
Engang i mellem føler jeg mig som en nasser. Jeg føler ikke jeg bidrager med noget. Føler ikke at jeg leverer min andel til skattekisten. Eller til fællesskabet som sådan. Det er selvfølgelig noget pjat. Fordi en af grundpræmisserne i velfærdssamfundet er ideen om at "yde efte evne og nyde efter behov". Og i det store hele, er der ingen der forventer, at alvorligt syge skal bidrage på samme niveau som raske. Men det er nu engang sådan med følelser, at de sjældent følger samme logik som tanker.
Vi tilhører alle sammen flere fællesskaber. Og hvis man mangler noget i ét fællesskab, kan man søge tilflugt i et andet. Og blandt den håndfuld fællesskaber jeg tilhører, er gruppen af bipolare. Hvis jeg ikke som enkeltperson bidrager, kan jeg i det mindste finde trøst i hvad andre i mit fællesskabs bidrager med. Lidt ligesom med fodbold. Selv om jeg ikke kan spille fodbold, kan jeg blive stolt hvis landsholdet vinder en vigtig kamp. De er en del af fællesskabet "Danmark" og deres succes er også min.
Hvem er så udtaget til mit bipolare fodboldhold? Hvem er de, alle dem, der bidrager så meget, at det kan smitte af på mig?
Der var en periode, hvor jeg samlede på bipolare. Celeb-tosser om man vil. Så hver gang jeg stødte på en kendt frænde, skrev jeg det ind i min lille sorte notesbog.
For ikke så lang tid siden så jeg en TV-udsendelse om den romerske kejser Caligula. Den handlede om hans liv og hans ekstreme adfærd. (Han udnævnte for eksempel hans hest til konsul). Ikke overraskende fandt de frem til at han var psykisk syg. Men de indsnævrede det til, at han var bipolar. Inden vi går videre vil jeg godt lufte min forbehold overfor denne, hvad skal vi sige: postdianostisering. Den bygger på kilder der sjældent beskæftiger sig direkte med emnet. Til gengæld er det underholdende.
Hitler og Napoleon også var bipolare. Ligesom Caligula havde jeg umidelbart troet at de var psykopater. Men psykopater har ingen empati og kan ikke elske. Så det passer nok meget godt. På den anden side af den engelske kanal sad Churchil med hans evige whisky i hånden, formegentlig fordi han led af søvnbesvær. Han må i hvertfald have været alkoholiker ligesom halvdelen af alle bipolare.
En anden person med søvnbesvær var Edvard Munck. Der er en historie der lyder på at han, når han skulle sove, tog han et nattog til Stockholm og tilbage til Oslo. Fordi det var et af de få steder han kunne falde i søvn. Jeg vil lige tilføje at hans berømte maleri Skriget er den tætteste gengivelse af en depressiv tilstand jeg hidtil har mødt. En anden stor bipolar maler er Van Goch. Ham med øret.
Generelt er der dog en tendens til at bipolare primæret har talent for at skrive. På det punkt kan jeg nævne et hav af forfattere, men vil prøve at holde mig til de mest kendte. Herhjemme menes både Grundtvig og H.C. Andersen at være bipolaer. Og i dansk litteratur gøres det vist ikke større. Mere bredt vil jeg fremhæve Oskar Wilde og Ernest Hemmingway. Hvad Ernest angår, må man koldt konstatere, at han skød sig selv i hovedet med et haglgevær. Og da han døde havde han ingen venner og hans familie ville ikke have noget med ham at gøre.
Vi bliver lidt ved haglgevær, men skifter genre. En af halvfemsernes største musikere og sangskrivere, Curt Cubain, valgte også at stikke det dødelige jagtredskab i munden. Og trykke på aftrækkeren.
Når jeg nævner alle disse koryfæer er det på ingen måde for at sammenligne mig med dem. Det er mere for at trøste mig med, at folk i mit andet fælleskab har, på godt og ondt, bidraget til historien. Og dermed til det store fællesskab, som den dag idag er med til at forme vores kultur og selvforståelse. Både levende og døde bipolare har gjort en forskel.
Vi tilhører alle sammen flere fællesskaber. Og hvis man mangler noget i ét fællesskab, kan man søge tilflugt i et andet. Og blandt den håndfuld fællesskaber jeg tilhører, er gruppen af bipolare. Hvis jeg ikke som enkeltperson bidrager, kan jeg i det mindste finde trøst i hvad andre i mit fællesskabs bidrager med. Lidt ligesom med fodbold. Selv om jeg ikke kan spille fodbold, kan jeg blive stolt hvis landsholdet vinder en vigtig kamp. De er en del af fællesskabet "Danmark" og deres succes er også min.
Hvem er så udtaget til mit bipolare fodboldhold? Hvem er de, alle dem, der bidrager så meget, at det kan smitte af på mig?
Der var en periode, hvor jeg samlede på bipolare. Celeb-tosser om man vil. Så hver gang jeg stødte på en kendt frænde, skrev jeg det ind i min lille sorte notesbog.
For ikke så lang tid siden så jeg en TV-udsendelse om den romerske kejser Caligula. Den handlede om hans liv og hans ekstreme adfærd. (Han udnævnte for eksempel hans hest til konsul). Ikke overraskende fandt de frem til at han var psykisk syg. Men de indsnævrede det til, at han var bipolar. Inden vi går videre vil jeg godt lufte min forbehold overfor denne, hvad skal vi sige: postdianostisering. Den bygger på kilder der sjældent beskæftiger sig direkte med emnet. Til gengæld er det underholdende.
Hitler og Napoleon også var bipolare. Ligesom Caligula havde jeg umidelbart troet at de var psykopater. Men psykopater har ingen empati og kan ikke elske. Så det passer nok meget godt. På den anden side af den engelske kanal sad Churchil med hans evige whisky i hånden, formegentlig fordi han led af søvnbesvær. Han må i hvertfald have været alkoholiker ligesom halvdelen af alle bipolare.
En anden person med søvnbesvær var Edvard Munck. Der er en historie der lyder på at han, når han skulle sove, tog han et nattog til Stockholm og tilbage til Oslo. Fordi det var et af de få steder han kunne falde i søvn. Jeg vil lige tilføje at hans berømte maleri Skriget er den tætteste gengivelse af en depressiv tilstand jeg hidtil har mødt. En anden stor bipolar maler er Van Goch. Ham med øret.
Generelt er der dog en tendens til at bipolare primæret har talent for at skrive. På det punkt kan jeg nævne et hav af forfattere, men vil prøve at holde mig til de mest kendte. Herhjemme menes både Grundtvig og H.C. Andersen at være bipolaer. Og i dansk litteratur gøres det vist ikke større. Mere bredt vil jeg fremhæve Oskar Wilde og Ernest Hemmingway. Hvad Ernest angår, må man koldt konstatere, at han skød sig selv i hovedet med et haglgevær. Og da han døde havde han ingen venner og hans familie ville ikke have noget med ham at gøre.
Vi bliver lidt ved haglgevær, men skifter genre. En af halvfemsernes største musikere og sangskrivere, Curt Cubain, valgte også at stikke det dødelige jagtredskab i munden. Og trykke på aftrækkeren.
Når jeg nævner alle disse koryfæer er det på ingen måde for at sammenligne mig med dem. Det er mere for at trøste mig med, at folk i mit andet fælleskab har, på godt og ondt, bidraget til historien. Og dermed til det store fællesskab, som den dag idag er med til at forme vores kultur og selvforståelse. Både levende og døde bipolare har gjort en forskel.
lørdag den 16. juli 2011
Kære dagbog
For tiden er det svært for mig at finde ord. Et længe planlagt indlæg vil ikke lade sig færdiggøre. Jeg føler skyld. Hvorfor ved jeg ikke.
Der står restitution på programmet. Jeg har overskrevet mine grænser uden at vide det før det var for sent. Har mine grænser flyttet sig? Et spørgsmål der nager. Er de blevet mindre? Kan jeg mindre end før? Jeg kan mindre. Bliver hurtigere træt. Udmattet.
Bivirkningerne er et helvede. Nu ryster jeg ikke kun om morgenen. Men hele dagen. Jeg har igen fået nye piller mod bivirkninger. Denne gang mod rystelserne. Betabloggere hedder de. De virker lidt. Men ikke nok. Mine hænder ryster når jeg skal føre gaflen op til munden. Kun halvdelen når helt op. Når nogen spørger om ild må jeg få dem til at tænde. Hvis jeg selv gør det, farer mine hænder side til side. Bare lidt under en centimeter. Men synligt. Jeg minder om en narkoman på afvænding. Jeg har vendet mig til det. Men hvad tænker folk? Parkinson? Spasmer? Jeg føler mig ydmyget. Jeg prøver at skjule det så godt jeg kan. Men jeg ved godt, at det kan ses.
Synsnerverne svigter også. Det har de sådan set altid gjort. Men som regel kun en formiddag et par gange om måneden. Nu er det i længere tid, oftere og værre. Jeg er begyndt at se dobbelt. Hjernen sender et signal om hvor jeg skal kigge hen, men synsnerverne er et nanosekund længere om det. Og jeg kan ikke fokusere. Klamrer mig til gelænderet når jeg skal ned af en trappe. Stirrer intenst på fortorvet for at imødegår enhver ujævnhed. Tidligere kunne jeg blive hjemme, men det varer det meste af dagen og jeg skal ned at købe ind. Skal ud.
Mine begrænsninger skriger efter mig. Grænsen har flyttet sig. Tror jeg. En dag lagde jeg alle mine piller på en række på bordet. Min daglige dosis til skue. Jeg blev overrasket. Forleden kiggede jeg på kvitteringen fra apoteket. Den viser værdien af et års forbrug. 40.000 kroner. På et år. Gudskelov for velfærdssystemet. Medicintilskud på 85%. Tænk hvis jeg havde været syg i et andet land.
Kære dagbog. Min hjerne er pumpet med kemi. Kemi til 40.000 kroner. Og det koster.
Der står restitution på programmet. Jeg har overskrevet mine grænser uden at vide det før det var for sent. Har mine grænser flyttet sig? Et spørgsmål der nager. Er de blevet mindre? Kan jeg mindre end før? Jeg kan mindre. Bliver hurtigere træt. Udmattet.
Bivirkningerne er et helvede. Nu ryster jeg ikke kun om morgenen. Men hele dagen. Jeg har igen fået nye piller mod bivirkninger. Denne gang mod rystelserne. Betabloggere hedder de. De virker lidt. Men ikke nok. Mine hænder ryster når jeg skal føre gaflen op til munden. Kun halvdelen når helt op. Når nogen spørger om ild må jeg få dem til at tænde. Hvis jeg selv gør det, farer mine hænder side til side. Bare lidt under en centimeter. Men synligt. Jeg minder om en narkoman på afvænding. Jeg har vendet mig til det. Men hvad tænker folk? Parkinson? Spasmer? Jeg føler mig ydmyget. Jeg prøver at skjule det så godt jeg kan. Men jeg ved godt, at det kan ses.
Synsnerverne svigter også. Det har de sådan set altid gjort. Men som regel kun en formiddag et par gange om måneden. Nu er det i længere tid, oftere og værre. Jeg er begyndt at se dobbelt. Hjernen sender et signal om hvor jeg skal kigge hen, men synsnerverne er et nanosekund længere om det. Og jeg kan ikke fokusere. Klamrer mig til gelænderet når jeg skal ned af en trappe. Stirrer intenst på fortorvet for at imødegår enhver ujævnhed. Tidligere kunne jeg blive hjemme, men det varer det meste af dagen og jeg skal ned at købe ind. Skal ud.
Mine begrænsninger skriger efter mig. Grænsen har flyttet sig. Tror jeg. En dag lagde jeg alle mine piller på en række på bordet. Min daglige dosis til skue. Jeg blev overrasket. Forleden kiggede jeg på kvitteringen fra apoteket. Den viser værdien af et års forbrug. 40.000 kroner. På et år. Gudskelov for velfærdssystemet. Medicintilskud på 85%. Tænk hvis jeg havde været syg i et andet land.
Kære dagbog. Min hjerne er pumpet med kemi. Kemi til 40.000 kroner. Og det koster.
onsdag den 6. juli 2011
A penny for your thoughts
Familie og nære venner er et bolværk mod armod. Her skal jeg ikke forklare mig. De forsvinder ikke. Jeg kan trække på dem også selv om jeg ikke gør det. Det er videnen om at jeg kan, der tæller. Videnen om, at de er derude. De er en livlinie til verdenen udenfor. Og de står klar, når jeg begynder at få det bedre.
Det sociale netværk (som det så ucharmerende hedder) er tit afgørende for, at vi tosser kommer på fode efter en depression. Og dermed afgørende for en tålelig tilværelse. Men de bliver også rullet ind i mit sygdomsforløb og derfor har jeg bedt en af mine gode venner, Eskild, beskrive hans oplevelse af min sygdom. Og hans tanker om hvordan det er at være nær ven med en bipolar.
”A penny for your thoughts”
Kender du det? Man sidder og taler med en ven, med kæresten eller en kollega. Pludselig bliver den du taler med fjern i blikket, og forsvinder sådan lidt ud det blå, tænksom i blikket. Næsten reflektorisk siger du: ”En krone for dine tanker”, og i kan igen fortsætte samtalen, indledt med ”nåh.. ja, jeg var lige væk et øjeblik”. Men hvad der lige skete i det lille fraværende sekund eller to, bliver man sjældent klogere på. Tit ved man heller ikke selv, hvad man egentlig tænkte på.
Da jeg efter lang tid lige så stille begyndte at erkende, at min gode ven gennem mange år, havde fået diagnosticeret en psykisk lidelse, som også indebar et meget mørk rum med et utal at tanker og følelser. Noget jeg nok aldrig rigtigt havde forholdt mig til, begyndte jeg nok som mange andre at fundere over, hvad der egentlig sker "derinde”.
Nu måtte jeg nok indse, at jeg overfor denne nye situation, var mere end på bar bund – slået hjem i ludo om man vil…! De fleste vil nok mene, at når de taler tæt og fortroligt med en god ven, så kan man altid på en eller anden måde hjælpe, hvis ens ven er trist til mode. Man vender og drejer situationen, bliver enige om, at ”hun nok også har det værre end dig”, og ”du er så stærk, du altid finder den gode vej ud af problemerne”. Og måske med et par øl og en flaske vin i tasken, finder lyspunkter i det triste, og er lidt mere klar til at gå videre. Vejen videre midt i det triste er som oftest nok egentlig ikke at man løser problemet, men at man – igen – får befæstet sit venskab. Det kender vi alle, vi ved hvordan vi skal tackle situationen.
Hvordan starter man med at forstå sin vens nye mentale univers, man ikke kender vejen ind til, og som virker uoverskueligt og fremmed? Paraderne er helt og aldeles nede! Hvad skal man gøre, når man finder ud af, at endnu en depression er i gang – skal man sparke døren ind for at komme og hjælpe? Skal man sidde pænt vente på det går over, så man kan tale om det, når ens ven igen er ”normal”?
I mine øjne er der kun en vej – bliv ved med at prøve at forstå. Gribe chancen, hver gang den er der. Acceptere at det nok ikke er hele billedet, jeg kommer til at forstå, men dog før eller senere nok til at det giver mening. Og det viser sig jo, at det kan lykkes at komme tættere og tættere på en forståelse.
Flere gange spørger jeg ind til, om han ikke kan beskrive nogle af de tanker, der huserer, når depressionen kører på, så jeg bedre kan forstå hvad der egentlig sker. Men jeg får ofte at vide, at det ikke kan beskrives. Men det kan det jo…! Så budskabet er, at i det følelsesmæssige liv kan vi godt tale usammenhængende og fragmenteret, og stadig forstå hinanden.
Og her er det den gamle sætning viser sit værd. Hver lille hint, hver lange dybe samtale eller hver lille ytring – sammenhængende eller ej – giver mening for en ven, og selv om vi måske ikke lige føler vi rammer helt plet i den konkrete samtale, så vil den altid bringe os videre – tåget og fraværende som ytringen måske kan vise sig. Så næste gang snakken går lidt i stå, og du siger: ”det kan nok ikke beskrives”, eller ”det vil du ikke ønske at tænke på” vil jeg straks sige: ”A penny for your thoughts!”
Det sociale netværk (som det så ucharmerende hedder) er tit afgørende for, at vi tosser kommer på fode efter en depression. Og dermed afgørende for en tålelig tilværelse. Men de bliver også rullet ind i mit sygdomsforløb og derfor har jeg bedt en af mine gode venner, Eskild, beskrive hans oplevelse af min sygdom. Og hans tanker om hvordan det er at være nær ven med en bipolar.
”A penny for your thoughts”
Kender du det? Man sidder og taler med en ven, med kæresten eller en kollega. Pludselig bliver den du taler med fjern i blikket, og forsvinder sådan lidt ud det blå, tænksom i blikket. Næsten reflektorisk siger du: ”En krone for dine tanker”, og i kan igen fortsætte samtalen, indledt med ”nåh.. ja, jeg var lige væk et øjeblik”. Men hvad der lige skete i det lille fraværende sekund eller to, bliver man sjældent klogere på. Tit ved man heller ikke selv, hvad man egentlig tænkte på.
Da jeg efter lang tid lige så stille begyndte at erkende, at min gode ven gennem mange år, havde fået diagnosticeret en psykisk lidelse, som også indebar et meget mørk rum med et utal at tanker og følelser. Noget jeg nok aldrig rigtigt havde forholdt mig til, begyndte jeg nok som mange andre at fundere over, hvad der egentlig sker "derinde”.
Nu måtte jeg nok indse, at jeg overfor denne nye situation, var mere end på bar bund – slået hjem i ludo om man vil…! De fleste vil nok mene, at når de taler tæt og fortroligt med en god ven, så kan man altid på en eller anden måde hjælpe, hvis ens ven er trist til mode. Man vender og drejer situationen, bliver enige om, at ”hun nok også har det værre end dig”, og ”du er så stærk, du altid finder den gode vej ud af problemerne”. Og måske med et par øl og en flaske vin i tasken, finder lyspunkter i det triste, og er lidt mere klar til at gå videre. Vejen videre midt i det triste er som oftest nok egentlig ikke at man løser problemet, men at man – igen – får befæstet sit venskab. Det kender vi alle, vi ved hvordan vi skal tackle situationen.
Hvordan starter man med at forstå sin vens nye mentale univers, man ikke kender vejen ind til, og som virker uoverskueligt og fremmed? Paraderne er helt og aldeles nede! Hvad skal man gøre, når man finder ud af, at endnu en depression er i gang – skal man sparke døren ind for at komme og hjælpe? Skal man sidde pænt vente på det går over, så man kan tale om det, når ens ven igen er ”normal”?
I mine øjne er der kun en vej – bliv ved med at prøve at forstå. Gribe chancen, hver gang den er der. Acceptere at det nok ikke er hele billedet, jeg kommer til at forstå, men dog før eller senere nok til at det giver mening. Og det viser sig jo, at det kan lykkes at komme tættere og tættere på en forståelse.
Flere gange spørger jeg ind til, om han ikke kan beskrive nogle af de tanker, der huserer, når depressionen kører på, så jeg bedre kan forstå hvad der egentlig sker. Men jeg får ofte at vide, at det ikke kan beskrives. Men det kan det jo…! Så budskabet er, at i det følelsesmæssige liv kan vi godt tale usammenhængende og fragmenteret, og stadig forstå hinanden.
Og her er det den gamle sætning viser sit værd. Hver lille hint, hver lange dybe samtale eller hver lille ytring – sammenhængende eller ej – giver mening for en ven, og selv om vi måske ikke lige føler vi rammer helt plet i den konkrete samtale, så vil den altid bringe os videre – tåget og fraværende som ytringen måske kan vise sig. Så næste gang snakken går lidt i stå, og du siger: ”det kan nok ikke beskrives”, eller ”det vil du ikke ønske at tænke på” vil jeg straks sige: ”A penny for your thoughts!”
onsdag den 29. juni 2011
Bowling og brædder
Ind imellem bliver jeg mindet om, hvor umådelig forunderlig og mystisk hjernen er. På mange måder facinerende og fantastisk. Og på andre måder grusom og uberegnelig. Vi har vel alle hørt påstanden om at vi kun udnytter 20% og at resten ligger og venter på at vi, som art, lærer at bruge den. Eller i det mindste lidt mere af den. Personligt er jeg overbevist om at manikere får adgang til en del mere af hjernen end resten.
Man opdeler manier i to. En "rigtig" mani er præget af voldsom aktivitet, overdreven talestrøm og boblende af ideer og tanker. Tanker som aldrig følges op på fordi rastløsheden kræver, at de hurtigt gå videre til andre tanker og ideer. Der er en del andre karakteristiska. Men lad os nu holde os til dem. Den anden form er hypomanier som er lettere manier, hvor man er tættere på jorden. Men stadig "høj". Og det er den slags manier jeg får.
Jeg vil lige slå fast at manier, ligesom depressioner, er en tilstand af virkelighedsforvrængning. Man har overdreven selvtillid udløst af store mængder belønningsstoffer i hjernen. Og man gør eller siger ting, som man senere fortryder. Et almindeligt fænomen er at bruge rigtig mange penge. Typisk på ting man slet ikke har brug for.
Temaet i dette indlæg er dog ikke penge eller talestrømme. Men derimod motorik. Det kan vel næppe overraske, at hjernen styrer alt. Også vores krop. Og mine kemiske forstyrelser påvirker de signaler den sender til styring af min finmotorik. I virkelgheden er det ret enkelt. Når jeg er i en depressiv tilstand, virker min motorik ikke særlig godt. Og når jeg har hypomanier virker den fantastisk. Ved depressioner har jeg ofte svært ved koordinere syn og bevægelse. Lad mig give et eksempel. Uden at vide det registrerer vi "jorden" når vi går rundt omkring. De fleste af os justerer vores gang når fliserne på fortovet ligger skævt. På den måde falder vi i de fleste tilfælde ikke. Uden at vide det registrerer vi ujævnheder og tilpasser vores skridt. Det er ikke en bevidst tanke. Det er ren refleks. Når jeg er i en depressiv tilstand snubler jeg konstant. Tror at der er et trin mere på trappen eller et trin mindre. Småting måske. Men jeg skal hele tiden gå og kigge ned for at undgå at falde.
Det ultimative eksempel på forstyrrelser i motorikken var en skitur i Aplerne for en del år siden. Jeg havde stået på ski i seks sæsoner og havde nogenlunde styr på bjerge og brædder. Men det år var anderledes. Jeg havde en depression. Og jeg skvattede konstant. En ting er at falde på en almindelig skibakke, noget andet er at falde på et transportstykke. Til de af jer der ikke ved hvad et transportstykke er, så er det en sti mellem to pister. Den har stort set ingen hælning og er fuldstændig jævn. Men jeg faldt alligevel ud over kanten. Noget der burde være umuligt. Jeg kunne bare ikke styre signalerne mellem hjernen og benene. Og for nu at dramatisere lidt så var kanten tæt på lodret og overstrøget med træer. Der skete ikke noget, men fornøjelsen ved turen til Tyrol, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted.
Omvendt har jeg ved mine relativt få manier, oplevet en intens kontrol over mine bevægelser. Det motoriske center er knivskarpt og den intuitive kommunikation mellem hjerne og krop voldsomt skærpet. Jeg vil, igen, give et par eksempler. Jeg vågnede en dag og var fuldstændig klar i hovedet. Og den formiddag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Lidt ambisiøst vil jeg godt indrømme. Pointen er dog anden. Jeg satte mig til tasterne og pludselig konstaterede jeg at jeg skrev med otte/ni fingre. Noget jeg aldrig tidligere havde været i stand til. Og noget jeg aldrig havde forsøgt at lære. Men der sad jeg og tidsrummet mellem en tanke og ordet på skærmen var utrolig kort. Ja, det var lige før jeg ikke behøvede at kigge på tastaturet.
Et andet eksempel forgik i en bowlinghal på Amager. Vi var en femten/tyve stykker og det var en venskabelig konkurrence. I modsætning til ski, havde jeg praktisk talt aldrig tidligere bowlet. Men den aften lavede jeg den ene strike efter den anden. Det var som om min arm vidste præcist hvordan der skulle kastes og drejes så den fik den helt rigtige skruning. Jeg vandt tourneringen. Til min store forundring. Jeg har siden forsøgt at gentage præstationen, men ender som regel med at tabe.
Det er i virkeligheden lidt snyd. Sportsfolk, kunstnere og håndværkere øver sig i årtier på at mestre deres diciplin. Og ind fra siden kommer en hypomaniker og kan gøre det samme uden synderlig øvelse. Men det siger også noget om hvad der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis vi kan styre de forskellige centre i hjernen. Kreative (hvilket jeg kommer ind på i et senere indlæg), motoriske og intellektuelle evner vil kunne stimuleres til uhørte højder. Men der er meget langt igen.
I mellemtiden vil jeg nyde de hypomanier min hjerne tildeler mig. Og prøve at udnytte dem. For eksempel ved at ringe rundt og foreslå bowlingtourneringer, når jeg kan mærke at den er lige i øjet.
Man opdeler manier i to. En "rigtig" mani er præget af voldsom aktivitet, overdreven talestrøm og boblende af ideer og tanker. Tanker som aldrig følges op på fordi rastløsheden kræver, at de hurtigt gå videre til andre tanker og ideer. Der er en del andre karakteristiska. Men lad os nu holde os til dem. Den anden form er hypomanier som er lettere manier, hvor man er tættere på jorden. Men stadig "høj". Og det er den slags manier jeg får.
Jeg vil lige slå fast at manier, ligesom depressioner, er en tilstand af virkelighedsforvrængning. Man har overdreven selvtillid udløst af store mængder belønningsstoffer i hjernen. Og man gør eller siger ting, som man senere fortryder. Et almindeligt fænomen er at bruge rigtig mange penge. Typisk på ting man slet ikke har brug for.
Temaet i dette indlæg er dog ikke penge eller talestrømme. Men derimod motorik. Det kan vel næppe overraske, at hjernen styrer alt. Også vores krop. Og mine kemiske forstyrelser påvirker de signaler den sender til styring af min finmotorik. I virkelgheden er det ret enkelt. Når jeg er i en depressiv tilstand, virker min motorik ikke særlig godt. Og når jeg har hypomanier virker den fantastisk. Ved depressioner har jeg ofte svært ved koordinere syn og bevægelse. Lad mig give et eksempel. Uden at vide det registrerer vi "jorden" når vi går rundt omkring. De fleste af os justerer vores gang når fliserne på fortovet ligger skævt. På den måde falder vi i de fleste tilfælde ikke. Uden at vide det registrerer vi ujævnheder og tilpasser vores skridt. Det er ikke en bevidst tanke. Det er ren refleks. Når jeg er i en depressiv tilstand snubler jeg konstant. Tror at der er et trin mere på trappen eller et trin mindre. Småting måske. Men jeg skal hele tiden gå og kigge ned for at undgå at falde.
Det ultimative eksempel på forstyrrelser i motorikken var en skitur i Aplerne for en del år siden. Jeg havde stået på ski i seks sæsoner og havde nogenlunde styr på bjerge og brædder. Men det år var anderledes. Jeg havde en depression. Og jeg skvattede konstant. En ting er at falde på en almindelig skibakke, noget andet er at falde på et transportstykke. Til de af jer der ikke ved hvad et transportstykke er, så er det en sti mellem to pister. Den har stort set ingen hælning og er fuldstændig jævn. Men jeg faldt alligevel ud over kanten. Noget der burde være umuligt. Jeg kunne bare ikke styre signalerne mellem hjernen og benene. Og for nu at dramatisere lidt så var kanten tæt på lodret og overstrøget med træer. Der skete ikke noget, men fornøjelsen ved turen til Tyrol, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted.
Omvendt har jeg ved mine relativt få manier, oplevet en intens kontrol over mine bevægelser. Det motoriske center er knivskarpt og den intuitive kommunikation mellem hjerne og krop voldsomt skærpet. Jeg vil, igen, give et par eksempler. Jeg vågnede en dag og var fuldstændig klar i hovedet. Og den formiddag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Lidt ambisiøst vil jeg godt indrømme. Pointen er dog anden. Jeg satte mig til tasterne og pludselig konstaterede jeg at jeg skrev med otte/ni fingre. Noget jeg aldrig tidligere havde været i stand til. Og noget jeg aldrig havde forsøgt at lære. Men der sad jeg og tidsrummet mellem en tanke og ordet på skærmen var utrolig kort. Ja, det var lige før jeg ikke behøvede at kigge på tastaturet.
Et andet eksempel forgik i en bowlinghal på Amager. Vi var en femten/tyve stykker og det var en venskabelig konkurrence. I modsætning til ski, havde jeg praktisk talt aldrig tidligere bowlet. Men den aften lavede jeg den ene strike efter den anden. Det var som om min arm vidste præcist hvordan der skulle kastes og drejes så den fik den helt rigtige skruning. Jeg vandt tourneringen. Til min store forundring. Jeg har siden forsøgt at gentage præstationen, men ender som regel med at tabe.
Det er i virkeligheden lidt snyd. Sportsfolk, kunstnere og håndværkere øver sig i årtier på at mestre deres diciplin. Og ind fra siden kommer en hypomaniker og kan gøre det samme uden synderlig øvelse. Men det siger også noget om hvad der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis vi kan styre de forskellige centre i hjernen. Kreative (hvilket jeg kommer ind på i et senere indlæg), motoriske og intellektuelle evner vil kunne stimuleres til uhørte højder. Men der er meget langt igen.
I mellemtiden vil jeg nyde de hypomanier min hjerne tildeler mig. Og prøve at udnytte dem. For eksempel ved at ringe rundt og foreslå bowlingtourneringer, når jeg kan mærke at den er lige i øjet.
torsdag den 23. juni 2011
Den sidste tur
Min gade vrimler med misbrugere. Hundredevis af tragiske menneskekæbner defilerer forbi min hoveddør hver dag. De sidder på trappesatsen ned til vores cykelkælder. Eller tager et hvil på trappen op til vores opgang. Der er så mange, at jeg knap lægger mærke til dem mere. De glider ind i mængden. Blandes med asiatiske og afrikanske handlerne, afganske grønthandlere, sigøjnere og polske håndværkere. Dansk er et mindretalssprog, der hvor jeg bor. Og jeg elsker det.
Men der er en ulempe ved at bor her. Man bliver imun overfor foks ulykke. Det er man nødt til. Hvis min empati-geigertæller rammer det røde felt hver gang jeg ser folk på den absolutte bund, kan jeg ikke bo her. Det bliver for meget. Så jeg noterer nøgternt at de er der.
De tilhører hver deres undergruppe. Spritterne. Narkomanerne. Grønlænderne. De hjemløse. Nigerianske luddere og mange andre.
Det sker dog at en enkelt skæbne sniger sig under radaren, sætter sig fast i min bevidsthed og kradser lidt i mit galvaniserede indre. Der er som regel altid en som jeg hæfter mig ved og som jeg kan følge hele vejen ned til bunden.
For et par år siden dukkede der en ny op i sprittergruppen. Og tror at jeg bemærkede hende fordi hun havde et ualmindeligt mildt ansigt. Rare øjne støttet op af smilerynker. Og et væsen der udstrålede en næsten naiv sympati for sine omgivelser. I starten var hun forholdsvis velsoineret og gik i tøj der var nogenlunde rent. Men over de følgende to år blev alt hvad der hedder værdighed strippet fra hende. Hun blev mere og mere beskidt. Hendes ansigt blev furret og lædret af de mange timer i solen. Ind imellem havde hun sår på hænder og i ansigtet. Måske var hun faldet eller været oppe at slås. Hendes tøj var blevet slidt og hun var åbenlyst blevet helt ligeglad med hvordan hun så ud. Hele hendes opmærksomhed var kun rettet mod den næste flaske. Men først og fremmest havde hun mistet sit smil og de milde øjne.
Hun havde uden tvivl været alkoholiker længe inden hun nåede ned til os. Men det som jeg var vidne til, var den allersidste tur. Turen til endestationen. Og vores gade er perronen ved sidste stop. (Ironisk nok bor jeg lige ved siden af Hovedbanegården. Men det er en anden sag).
Alle ville blive berørt, af at være vidne til hendes rejse. Men for mig som tosse, er der en særlig dimension. Og der er to faktorer, der gør hendes historie vedkommende for mig. En trejedel af alle misbrugere har en eller anden psykisk lidelse. Man kalder deres misbrug for selvmedicinering. En meget rammende betegnelse. Det kan være patienter, der enten er stoppet med at tage deres medicin eller bare har haft behov for at supplere den. Og så er der en gruppe, der aldrig har fået stillet en diagnose.
Men især det andet faktum fik mig at til tænke. Omkring halvdelen af bipolare er misbrugere. Da jeg hørte det, sank jeg en klump. Jeg viste godt at alkoholisme er udbredt. Men at det ligefrem er halvdelen...
Hendes skæbne minder mig om hvad, der kan ske, hvis jeg giver slip. Og den minder mig om at der ikke er så langt ned til sidste stop. Ja, jeg skal faktisk bare gå ned på gaden for at se endestationen.
Men der er en ulempe ved at bor her. Man bliver imun overfor foks ulykke. Det er man nødt til. Hvis min empati-geigertæller rammer det røde felt hver gang jeg ser folk på den absolutte bund, kan jeg ikke bo her. Det bliver for meget. Så jeg noterer nøgternt at de er der.
De tilhører hver deres undergruppe. Spritterne. Narkomanerne. Grønlænderne. De hjemløse. Nigerianske luddere og mange andre.
Det sker dog at en enkelt skæbne sniger sig under radaren, sætter sig fast i min bevidsthed og kradser lidt i mit galvaniserede indre. Der er som regel altid en som jeg hæfter mig ved og som jeg kan følge hele vejen ned til bunden.
For et par år siden dukkede der en ny op i sprittergruppen. Og tror at jeg bemærkede hende fordi hun havde et ualmindeligt mildt ansigt. Rare øjne støttet op af smilerynker. Og et væsen der udstrålede en næsten naiv sympati for sine omgivelser. I starten var hun forholdsvis velsoineret og gik i tøj der var nogenlunde rent. Men over de følgende to år blev alt hvad der hedder værdighed strippet fra hende. Hun blev mere og mere beskidt. Hendes ansigt blev furret og lædret af de mange timer i solen. Ind imellem havde hun sår på hænder og i ansigtet. Måske var hun faldet eller været oppe at slås. Hendes tøj var blevet slidt og hun var åbenlyst blevet helt ligeglad med hvordan hun så ud. Hele hendes opmærksomhed var kun rettet mod den næste flaske. Men først og fremmest havde hun mistet sit smil og de milde øjne.
Hun havde uden tvivl været alkoholiker længe inden hun nåede ned til os. Men det som jeg var vidne til, var den allersidste tur. Turen til endestationen. Og vores gade er perronen ved sidste stop. (Ironisk nok bor jeg lige ved siden af Hovedbanegården. Men det er en anden sag).
Alle ville blive berørt, af at være vidne til hendes rejse. Men for mig som tosse, er der en særlig dimension. Og der er to faktorer, der gør hendes historie vedkommende for mig. En trejedel af alle misbrugere har en eller anden psykisk lidelse. Man kalder deres misbrug for selvmedicinering. En meget rammende betegnelse. Det kan være patienter, der enten er stoppet med at tage deres medicin eller bare har haft behov for at supplere den. Og så er der en gruppe, der aldrig har fået stillet en diagnose.
Men især det andet faktum fik mig at til tænke. Omkring halvdelen af bipolare er misbrugere. Da jeg hørte det, sank jeg en klump. Jeg viste godt at alkoholisme er udbredt. Men at det ligefrem er halvdelen...
Hendes skæbne minder mig om hvad, der kan ske, hvis jeg giver slip. Og den minder mig om at der ikke er så langt ned til sidste stop. Ja, jeg skal faktisk bare gå ned på gaden for at se endestationen.
torsdag den 16. juni 2011
Kynismens fødsel
"Hvorfor mig? Hvorfor lige mig?" Ifølge min hukommelse, stirrer jeg ud i luften med et trist og desperat blik, mens jeg stiller spørgsmålet. Og over en lang periode dukkede spørgsmålet op igen og igen. "Hvorfor?" Kernen i spørgsmålet er begrebet uretfærdighed.
Siden min tidlige barndom er jeg blevet fodret med mantraet om, at hvis jeg er et godt menneske og arbejder hårdt, vil jeg blive belønnet og få hvad der tilkommer mig. Og det var vævet ind i min livsanskuelse. Jeg tænkte aldrig over det, sådan var det bare. Og på den måde var retfærdighed en selvfølge. Belønningen ville komme af sig selv.
Men ulykker og sygdomme er ret ligeglade med den slags mantraer. Deres skueplads er tilfældighed. De kan ramme hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Uden årsag. Uden begrundelse. Blot ved tilfældigheder.
Jeg har ellers altid været optimistisk anlagt. Troet på det bedste i mennesker. Og på, at det nok skal ordne sig alt sammen. Og optimismen er indkodet i mit dna. En del af min personlighed. Ironisk nok er bipolaritet indkodet samme sted. Og den har skubbet optimismen et godt stykke væk fra min følelsespallet. Jeg gider ikke engang lede efter den. Optimismen. Selvfølgelig findes den derinde et eller andet sted. Stærkt amputeret, men i live. Erstatningen er bare mere nyttig. Min nye følgesvend er realismen og især dens fætter, kynismen. Fordi, hvad har livet lært mig indtil videre? Jeg har i hvertfald ikke lært at livet er retfærdigt. Tværtimod. Jeg har heller ikke lært at god opførsel og mange overarbejdstimer giver pote. Hvad har jeg så lært? Jeg har lært at retfærdighed grundlæggende er en illusion. Og at den sande dukkefører er tilfældigheden.
Jeg har fundet ud af, at retfærdighed er en vigtig kompoment i mit trossystem. En grundlæggende komponent. Vigtig for måden at se verden på. Ligesom troende, der kommer i himlen hvis de opfører sig pænt. Den er afgørende fordi, hvis der ingen retfærdighed er til, så er man hjælpeløs. Der er intet man kan gøre. Man kan gøre alt rigtigt, men stadig ikke vide sig sikker. Der er kun tilfældighed. Grundlæggende er alt uden for ens kontrol. En tanke der næsten ikke er til at bære. Men det var ikke til at komme uden om. Min verden var væltet omkuld, selv om jeg havde gjort alt det rigtige. En tilfældig sammensætning af kemi i min hjerne, havde taget alle mine forestillinger og alle mine drømme fra mig. Et ganske lille misforhold i nogle celler, der ikke engang kan ses i et mikroskop. Så lumsk at selv de klogeste inden for feltet, ikke anner hvad der sker. De kan kun gætte. Hvis det ikke er tilfældighed, så ved jeg ikke hvad er.
Mod det, er der kun én kur. At stryge alt hvad der hedder forventninger fra ligningen. Hvis man ikke har forventninger bliver man heller ikke skuffet. Og man kan kun blive positivt overrasket. Og med den erkendelse kommer kynismen.
Kynismen har erstattet troen på retfærdighed. Naiviteten i retfærdighedsbegrebt er blotlagt. Selve ideen om at der findes retfærdighed. Og set fra min stol er kynisme noget bedre. Dels holder kynismen bitterhed og vrede fra døren. Og dels kan jeg opbygge et nyt pragmatisk trossystem, hvor tilfældigheder og manglende kontrol ikke længere er en trusel, men blot et faktum. Hvor viden om, at jeg kan få tilbagefald når som helst, ikke længere slår mig ud. Men blot er en del af mit liv. Og hvor jeg ikke længere ser min fortid og min skæbne som straf for noget jeg ikke har gjort.
Hvorfor mig? Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet er ikke længere relevant. Ligeså irrelevant som begrebet retfærdighed. Eller kontrol. Forudsigelighed. I min verden er de misforstre, der ikke kan gøre andet for mig, end at skabe falsk tryghed og forventninger der ikke med sikkerhed kan indfries.
Uretfærdighed er kynismens arnested. Tilfældighed er troens bøddel.
Siden min tidlige barndom er jeg blevet fodret med mantraet om, at hvis jeg er et godt menneske og arbejder hårdt, vil jeg blive belønnet og få hvad der tilkommer mig. Og det var vævet ind i min livsanskuelse. Jeg tænkte aldrig over det, sådan var det bare. Og på den måde var retfærdighed en selvfølge. Belønningen ville komme af sig selv.
Men ulykker og sygdomme er ret ligeglade med den slags mantraer. Deres skueplads er tilfældighed. De kan ramme hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Uden årsag. Uden begrundelse. Blot ved tilfældigheder.
Jeg har ellers altid været optimistisk anlagt. Troet på det bedste i mennesker. Og på, at det nok skal ordne sig alt sammen. Og optimismen er indkodet i mit dna. En del af min personlighed. Ironisk nok er bipolaritet indkodet samme sted. Og den har skubbet optimismen et godt stykke væk fra min følelsespallet. Jeg gider ikke engang lede efter den. Optimismen. Selvfølgelig findes den derinde et eller andet sted. Stærkt amputeret, men i live. Erstatningen er bare mere nyttig. Min nye følgesvend er realismen og især dens fætter, kynismen. Fordi, hvad har livet lært mig indtil videre? Jeg har i hvertfald ikke lært at livet er retfærdigt. Tværtimod. Jeg har heller ikke lært at god opførsel og mange overarbejdstimer giver pote. Hvad har jeg så lært? Jeg har lært at retfærdighed grundlæggende er en illusion. Og at den sande dukkefører er tilfældigheden.
Jeg har fundet ud af, at retfærdighed er en vigtig kompoment i mit trossystem. En grundlæggende komponent. Vigtig for måden at se verden på. Ligesom troende, der kommer i himlen hvis de opfører sig pænt. Den er afgørende fordi, hvis der ingen retfærdighed er til, så er man hjælpeløs. Der er intet man kan gøre. Man kan gøre alt rigtigt, men stadig ikke vide sig sikker. Der er kun tilfældighed. Grundlæggende er alt uden for ens kontrol. En tanke der næsten ikke er til at bære. Men det var ikke til at komme uden om. Min verden var væltet omkuld, selv om jeg havde gjort alt det rigtige. En tilfældig sammensætning af kemi i min hjerne, havde taget alle mine forestillinger og alle mine drømme fra mig. Et ganske lille misforhold i nogle celler, der ikke engang kan ses i et mikroskop. Så lumsk at selv de klogeste inden for feltet, ikke anner hvad der sker. De kan kun gætte. Hvis det ikke er tilfældighed, så ved jeg ikke hvad er.
Mod det, er der kun én kur. At stryge alt hvad der hedder forventninger fra ligningen. Hvis man ikke har forventninger bliver man heller ikke skuffet. Og man kan kun blive positivt overrasket. Og med den erkendelse kommer kynismen.
Kynismen har erstattet troen på retfærdighed. Naiviteten i retfærdighedsbegrebt er blotlagt. Selve ideen om at der findes retfærdighed. Og set fra min stol er kynisme noget bedre. Dels holder kynismen bitterhed og vrede fra døren. Og dels kan jeg opbygge et nyt pragmatisk trossystem, hvor tilfældigheder og manglende kontrol ikke længere er en trusel, men blot et faktum. Hvor viden om, at jeg kan få tilbagefald når som helst, ikke længere slår mig ud. Men blot er en del af mit liv. Og hvor jeg ikke længere ser min fortid og min skæbne som straf for noget jeg ikke har gjort.
Hvorfor mig? Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet er ikke længere relevant. Ligeså irrelevant som begrebet retfærdighed. Eller kontrol. Forudsigelighed. I min verden er de misforstre, der ikke kan gøre andet for mig, end at skabe falsk tryghed og forventninger der ikke med sikkerhed kan indfries.
Uretfærdighed er kynismens arnested. Tilfældighed er troens bøddel.
onsdag den 8. juni 2011
Skammens smalle sti
Da jeg fik stillet diagnosen var det en lettelse. Efter at have kæmpet med søvnløshed og depressioner i omtrendt tre år tog det kun tyve minutter for en psykiater at finde ud af hvad der var galt med mig. "Du er manioperessiv" Derefter kiggede hun på mig med venlige øjne og sagde. "... det føles som om du har hængt ud over kanten med det yderste af neglene. Er det ikke rigtigt?" Jo, det var det. Og jeg var lettet over at det fik et navn. Over at der var en grund. Over at der var en der forstod. Og over at der måske var hjælp i sigte. Jeg fik lidt litihum og grundstemningen steg promte. Og med det, en lille kim til optimisme.
Efter kort tid indhentede erkendelsen mig dog. De eksistensialistiske tømmermænd. Og med dem, chokket. Jeg var psykisk syg. En af 'dem'. Ligesom alle andre havde jeg en vag og grumset forestilling om psykisk syge. Et bagtæppe af uskarpe billeder af vold, mord, selvmord. Om armod og folk der ikke kan gå i bad eller gøre rent. Og om sindsygeanstalter med patienter iført nattøj og badekåber. Det kunne ikke være rigtigt? Var jeg virkelig en af 'dem'?
Når jeg tænker tilbage er det egentlig absurd. Men jeg skammede mig. Jeg blev ved med at gentage rationelle argumenter om, at det jo ligger i generne. At jeg ikke kunne have gjort noget for at undgå det. At det ikke var min egen skyld. Men faktum er at jeg skammede mig. At jeg havde medlidenhed med psykisk syge. Og nok mest af alt betragtede dem, og dermed mig selv, som svage. Ja, du læste rigtigt; 'dem'. For i den proces havde jeg stadig meget svært ved at putte mig selv i den bås. Der gik lang tid før 'dem' blev til 'os'.
Jeg ved ikke hvad der er med os mennesker og svaghed. Især os mænd. Jeg tror at vi er bange for svaghed. Nærmere bestemt vores egen svaghed. Vi konkurrerer med hinanden efter nogle relativt faste definitioner af hvad styrke er. Vi puster os op og gentager igen og igen de samme, næsten rituelle, styrkeprøver. Hvem tjener mest. Hvem har de klogeste børn. Hvem er chef for hvem. Og det helt grundlæggende, hvem er mest succesfuld. Forskellige grupper af mænd, forskellige parametre for succes. Men stadig samme målsætning, at være bedre end de andre. Og med samme frygt, at være svagere end de andre.
Men nu var jeg blevet en, som de andre havde ondt af. Og en som jeg selv havde ondt af. Og jeg betragtede mig selv som svag. Jeg kan huske første gang jeg skulle købe medicin. Da det blev min tur listede jeg op til skranken mens jeg kiggede mig over skuldren. Jeg frygtede at de andre skulle opdage, hvad det var for en type medicin jeg var kommet for at købe. At jeg var der for at købe medicin til psykisk syge. Jeg kunne jo ikke undgå at farmaceuten fandt ud af det, men det gjorde mig også meget flov.
Et halvt år senere var jeg også blevet til 'en' der ikke kunne passe et arbejde. Og med det endnu en stor del af min selvforståelse. Endnu en kim til skam.
Trikket til at komme videre derfra er sådan set enkelt (på papiret). Man skal skabe nye succesparametre. Og det er noget jeg justerer løbende. Især i de første par år bestod den øvelse i at sænke underlæggeren. At finde et realistisk ambitionsniveau. Men det blev altid sat i forhold til mine tidlige succesparametre. Og hver gang jeg måtte sænke barren blev det til endnu et nederlag. Og endnu en sten i skammens grædemur.
Nu er jeg et andet sted. Og jeg ser ikke længere mig selv som svag. Somme tider det modsatte. Jeg har lært mig selv at rette ryggen på vej op til skranken på Steno apotek. Fordi jeg ikke har noget at skamme mig over.
Efter kort tid indhentede erkendelsen mig dog. De eksistensialistiske tømmermænd. Og med dem, chokket. Jeg var psykisk syg. En af 'dem'. Ligesom alle andre havde jeg en vag og grumset forestilling om psykisk syge. Et bagtæppe af uskarpe billeder af vold, mord, selvmord. Om armod og folk der ikke kan gå i bad eller gøre rent. Og om sindsygeanstalter med patienter iført nattøj og badekåber. Det kunne ikke være rigtigt? Var jeg virkelig en af 'dem'?
Når jeg tænker tilbage er det egentlig absurd. Men jeg skammede mig. Jeg blev ved med at gentage rationelle argumenter om, at det jo ligger i generne. At jeg ikke kunne have gjort noget for at undgå det. At det ikke var min egen skyld. Men faktum er at jeg skammede mig. At jeg havde medlidenhed med psykisk syge. Og nok mest af alt betragtede dem, og dermed mig selv, som svage. Ja, du læste rigtigt; 'dem'. For i den proces havde jeg stadig meget svært ved at putte mig selv i den bås. Der gik lang tid før 'dem' blev til 'os'.
Jeg ved ikke hvad der er med os mennesker og svaghed. Især os mænd. Jeg tror at vi er bange for svaghed. Nærmere bestemt vores egen svaghed. Vi konkurrerer med hinanden efter nogle relativt faste definitioner af hvad styrke er. Vi puster os op og gentager igen og igen de samme, næsten rituelle, styrkeprøver. Hvem tjener mest. Hvem har de klogeste børn. Hvem er chef for hvem. Og det helt grundlæggende, hvem er mest succesfuld. Forskellige grupper af mænd, forskellige parametre for succes. Men stadig samme målsætning, at være bedre end de andre. Og med samme frygt, at være svagere end de andre.
Men nu var jeg blevet en, som de andre havde ondt af. Og en som jeg selv havde ondt af. Og jeg betragtede mig selv som svag. Jeg kan huske første gang jeg skulle købe medicin. Da det blev min tur listede jeg op til skranken mens jeg kiggede mig over skuldren. Jeg frygtede at de andre skulle opdage, hvad det var for en type medicin jeg var kommet for at købe. At jeg var der for at købe medicin til psykisk syge. Jeg kunne jo ikke undgå at farmaceuten fandt ud af det, men det gjorde mig også meget flov.
Et halvt år senere var jeg også blevet til 'en' der ikke kunne passe et arbejde. Og med det endnu en stor del af min selvforståelse. Endnu en kim til skam.
Trikket til at komme videre derfra er sådan set enkelt (på papiret). Man skal skabe nye succesparametre. Og det er noget jeg justerer løbende. Især i de første par år bestod den øvelse i at sænke underlæggeren. At finde et realistisk ambitionsniveau. Men det blev altid sat i forhold til mine tidlige succesparametre. Og hver gang jeg måtte sænke barren blev det til endnu et nederlag. Og endnu en sten i skammens grædemur.
Nu er jeg et andet sted. Og jeg ser ikke længere mig selv som svag. Somme tider det modsatte. Jeg har lært mig selv at rette ryggen på vej op til skranken på Steno apotek. Fordi jeg ikke har noget at skamme mig over.
søndag den 29. maj 2011
I neonlysets skær
Jeg vågner klokken halv syv. Træt. Ubeskrivelig træt. Ligger en halv time, men det står hurtigt klart, at jeg ikke falder i søvn igen. Endnu en nat med pluksøvn. Det kalder jeg det. En nat hvor jeg falder hen en halv time, vågner op, groggy. Falder hen, vågner op. Ingen dyb søvn. Den søvn min krop higer efter. Går i brusebad. Skruer helt op for varmen. Jeg retter mit ansigt mod brusehovedet. Det er behageligt, jeg retter hovedet op. Strålerne masserer min hovedbund. Behageligt. Følesansen er intakt. Jeg laver kaffe og rister en skive brød. Duftesansen er intakt. Ryger tre smøger, mens min højre hånd er klistret til kaffekoppen. Smagssansen er intakt. Retter mine øjne mod et stykke papir jeg skal have læst før et møde. Jeg ser ordene der kædes sammen til sætninger. Sætninger der næsten ikke giver mening. Sætninger der kædes sammen til en helhed. En helhed der skal give mening. Men meningen er forsvundet et sted mellem ordene og sætningerne. Koncentrationsevnen virker ikke.
Jeg går op af trappen til vores storrum. Mine sko er foret med bly. Sætter mig tungt i stolen og tænder computeren. Ti mails ligger og venter. Mest småting, der godt kan ordnes, selv med en tung dyne presset ind mellem min hjerne og mit kranium. En enkelt eller to der kræver koncentration. Prøver at svare, laver et udkast. Jeg må hellere vente med at sende den til jeg er klar i hovedet. Kigger på skærmen så de andre tror at jeg laver noget. Får ordnet lidt flere småting. Drikker et par kopper kaffe. Bliver lidt mere klar i hovedet. Får sendt den mail.
Så kommer bagholdsangrebet. Virkelighedsforskydningen. Min træthed bliver eskaleret en tak nærmere vanviddet. Mit syn skærpes unaturligt. Alt står knivskarpt. Ja, endnu skarpere. Store dele af mit syn har svært ved at skelne vigtigt fra uvæsentligt. En stikkontakt ti meter henne er tydelig. Det slidte stof på min sidemands stol. Den lille æske med klips på mit bord. Men rammen omkring mit synsfelt står og dirrer. Som om det hele er forskudt. Bare et par centimeter. Men nok til, at jeg tvivler på det jeg ser. Jeg ser ikke det jeg normalt ser. Jeg ser ikke det de andre ser. Jeg ser en unaturlig forskudt virkelighed. Alt er badet i et koldt blåligt skær. Som et neonlys uden dansene farver. I skarp modsætning til en halogenpæres brede lys-spektrum. Min synssans virker ikke.
Samtidig opfanger mine ører en næsten uhørlig, skinger vibrerende lyd. Som to strenge der står og dirrer. Høresansen er også på vej ind i virkelighedsforskydningen. Også skærpet. Jeg hører en kollega skrive på tastaturet. En telefon nede i bunden af lokalet. En chokoladebar, der åbnes. Min høresans virker ikke. Men jeg har prøvet det der er værre. Én gang. I en lufthavn et sted i Europa. Jeg sidder i et lokale med en sjus i hånden. Pludselig hører jeg en skinger sirene. Højt. Jeg har lyst til at holde mig for ørene. Men ved godt, at det kommer indefra. En kollega taler til mig, men jeg kan ikke høre hvad han siger. Et skridt nærmere vanviddet. Men det går hurtigt over og kom aldrig igen. Et skridt tilbage fra vanviddet.
Kommer hjem, tager løbetøj på og jogger i en halv times tid. Mit seneste forsøg på at få søvn. Det virker ikke, men er sådan set meget rart. Har prøvet baldrian. Har droppet kaffe efter middag. Det næste bliver nok smøgerne. Jeg vil gøre alt. Alt! Bruger aftenen på at zappe mig rundt i aftenens programmer. Jeg er så uendelig træt. Klokken er ti og jeg tager en beroligende pille. Slapper af, men i det øjeblik min krop befinder sig i vandret stilling bliver jeg urolig. Pillen virker ikke. Mine fødder føles som om de koger. Mine ben er rastløse. Jeg prøver en afslapningsteknik jeg har lært. Det virker ikke. Jeg vil gøre alt. Alt! Jeg ved hvad der kommer nu. En nat med pluksøvn og endnu en dag hvor den forskudte virkelighed lægger og lurer.
Amnesty international har sat systematisk fratagelse af søvn på listen over torturmetoder.
fredag den 20. maj 2011
Udsyn fra dybet Tredje del
Hermed har jeg fornøjelsen af at præsentere sidste del af beretningen fra afgrunden
Til dig der lige er kommet til kan du med fordel læse
Man kan ikke handle, når man befinder sig i en dyb depressiv tilstand. Så jo længere nede man befinder sig desto mindre er sandsynligheden for et selvmord. Det il sige, at hvis jeg skulle gennemføre mit makabre projekt, måtte det være mens jeg er nogenlunde ovenpå.Overlevelses-driften er derfor ikke i spil. Og det er nok en af forudsætningerne for at jeg overhovedet kan stille de spørgsmål. Det bliver på en måde meget nøgternt. Og hvad der også gør beslutningen rationel er netop det, at jeg skal gøre det i en positiv sindstilstand. Det bliver en beslutning og ikke en impulsiv handling. Noget der betyder en del for mig, fordi dem jeg efterlader, skal vide at det er gennemtænkt. Egentlig ved jeg ikke hvorfor lige netop det, er vigtigt. Mine venner og min familie vil nok ikke blive mindre kede af det af den grund. Det er måske fordi jeg vil minimere skaderne, at jeg har hængt mig fast i det. Fordi jeg ikke rigtig kan finde på andre argumenter.
Et liv i spændetrøje skræmmer mig. At stå op på samme tidspunkt hver dag. At spise på samme tidspunkt. At motionere fordi jeg skal. At tilbringe mine aftner foran TV´et. Og især det at der ikke er nogen garanti for at det vil være nok. Fordi, selv med de rammer, er der stadig en stor sandsynlighed for at jeg aldrig vil få det bedre. Og en stor sandsynlighed for mange og lange tilbagefald. Med andre ord skal jeg (igen) betale prisen uden nødvendigvis at få belønningen.
Jeg har på nuværende tidspunkt været tilknyttet Riget i mere end to måneder og i den tid har jeg fået det stadig værre. I de mange timer dagligt hvor jeg har det skidt har jeg været sunket ned i dybe mørke huller af tomhed og depression. Jeg har været nogle meget mørke steder helt uden håb. Steder hvor jeg ikke kan holde ud være. Steder der er så kulsorte som ingen steder jeg hidtil har været og som ingen person bude tvinges til at besøge. Og ligesom i Hong Kong er min eneste trøst, tanken om at det snart er slut. Definitivt slut.
Når jeg kan skrive denne beretning nu, skyldes det selvfølgelig at mit selvmord i sensommeren 2010 ikke blev til noget. Mest for at jeg på det tidspunkt havde det godt. Så det gav ingen mening at gennemføre det. Og samtidig ville jeg give behandlingen på Rigshospitalet en chance. Her startede jeg på en omlægning af min medicin. Men som jeg sidder nu er den chance forpasset. Hverken jeg eller min psykiater kan komme med et bud på hvor længe denne omlægningsperiode vil vare. Men jeg ved, at den ikke kan fortsætte i lang tid. Og når man parrer det med en fremtidsudsigt, der tilsyneladende kun rummer snærende begrænsninger er energien og lysten ved at svinde ud.
Mit kæreste minde indeholder et løfte om min død. Et minde som jeg har en higen efter, der næsten er fysisk. Et intenst ønske om at tage tilbage til Hong Kong og forny løftet. Og genopleve den stærke følelse af lettelse jeg havde i de dage på fortovet på Mc Donall Street nummer et.
torsdag den 19. maj 2011
Udsyn fra dybet Anden del
Dette er anden del af tre indlæg skrevet i januar under en dyb depression.
Sidste del bliver udgivet imorgen.
Ikke overraskende, blev mine dage i Hong Kong præget af eftertænksomhed. Men de var også præget af en intens lettelse. Og intensiteten af denne lettelse overraskede mig en smule. Da jeg endelig kom til Hong Kong var det som at have udstået en hård straf. Hvilket nok også bidrog til lettelsen. Jeg var endelig kommet ud på den anden side. Dog ikke i et helt stykke. Og arrene fra min tid i Kina sidder stadig dybt i mig.
Der er især én ting, der træder tydeligt frem den dag i dag. Det var en erkendelse af at det nok ikke længere kunne lade sig gøre at tage de lange rejser. De rejser som i så høj grad havde givet mit liv indhold. Og som hele tiden havde givet mig noget at se frem til. Det oplevede jeg som et meget stort tab. Denne drastiske reduktion af livsindhold og mulige livsglæde var også en stor bidragsyder til selvmordsbeslutningen.
Mens jeg stod der foran mit hotel i Hong Kong i det gyldne lys og den tropiske varme, havde jeg udover en følelse af lettelse også en stærk følelse af melankoli. To følelser, der måske kan opfattes som modsatrettede. Men det virkede ikke sådan på det tidspunkt. Tværtimod. De komplimenterede hinanden. En potent cocktail, der senere også blev suppleret med glæde. Endelig kunne jeg se en ende på det hele. Og jeg kunne se frem til en sommer i fornøjelsens tegn. En nydelse af livet som måske kun kan fås, hvis der er sat en udløbsdato på.
Her ni måneder senere, kan jeg, som dengang, konstatere at jeg siden midten af april har fået det værre måned for måned. Og mit håb om en god tilværelse er svundet eksponentielt. Mit ønske om at blive rask mindskes i takt med, at forudsætningerne for et stabilt liv, føles som en spændetrøje. Ud over medicin vil behandlingsforløbet indebære, at jeg skal leve en hverdag i en spændetrøje af strukturer. En effektiv behandling af bipolare består nemlig af en kombination af medicin og en struktureret hverdag.
Indtil Kina havde jeg har haft held med at leve et liv på mine egne præmisser. Og forsøgt at undgå, at alle aspekter af mit liv blev levet på sygdommens præmisser. Men en fortsættelse af behandlingen ville tage det fra mig. Der ville blive meget få ting jeg kunne gøre alene det den grund at jeg ville det. Og en eksistentialistisk tanke er i stadig højere grad kommet til mig. ”Hvor høj en pris er jeg villig til at betale for at (over)leve?” ”Skal jeg leve bare for at undgå at dø?” ”Er det begrundelse nok?”. Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg er jeg ikke længere bange for at dø. Og det hænger selvfølgelig sammen med at jeg ganske mange gange har betragtet døden som en lise. At døden ville være en redningspakke i mit livs økonomi.
onsdag den 18. maj 2011
Udsyn fra dybet
Denne uges indlæg er på flere måder noget særligt. I januar måned i år, befandt jeg mig midt i mit livs værste depression. Og over en periode i den tid fik jeg samlet mine tanker og skrevet nogle betragtninger ned. Og det er dem jeg nu vælger at udgive.
Måske er det overflødigt at skrive dette, men jeg gør det alligevel: det følgende er ikke et udtryk for hvordan jeg har det nu! Der er redigeret en smule i teksten. Men intet der påvirker det oprindelige indhold.
Formen er også lidt anderledes. Det er en føljeton i tre afsnit. Så du vil kunne læse anden del i morgen og tredje del på fredag. Rigtig god fornøjelse!
Der er et minde, der bliver ved med at dukke op for tiden. Det er et stærkt minde, der vækker voldsomme følelser. Når jeg tænker på det får jeg en mægtig længsel efter at være tilbage på det sted og det tidspunkt.
Jeg befinder mig i Hong Kong. Nærmere bestemt uden for mit hotel på McDonall Street nummer et. Det er aften og gadebelysningen består af et lunt gyldent skær fra gadelygterne. Men det er især lysets fra resten af byen der bidrager til det magiske skær. Hong kong ligger i subtroperne og det er varmt, fugtigt og diset. På grund af den høje luftfugtighed afgiver gadelygterne og byen et lys der ikke ses som stråler, men som en lystilstand. Det er som om det gyldne lys kommer alle vegne fra og omslutter mig totalt.
Jeg var kommet til Hong Kong fra Shanghai og temperaturforskellen var markant. Ingen antydning af kølighed nogle steder. Jeg havde været i Shanghai i lidt mere end to uger og før det Bejing. Sammenlagt havde jeg været i Kina i 33 dage. 33 dage præget af to ting. Lange perioder i sengen og et anstrengt forhold til kinesere. (Retrospekt har kinesernes væremåde nok en hel del mindre med det at gøre). De to ting tilsammen havde gjort mit ophold belastende. Mildest talt.
Kort tid før jeg fik mønstret energi til at forlade Kina, havde jeg allerede besluttet mig for at tage hjem efter fire dage i Hong Kong. Næsten tre uger før oprindelig planlagt.
Fem måneder tidligere var jeg blevet afholdsmand. Mest fordi det var en forudsætning for at komme i behandling på Rigshospitalet. Og i de sidste par dage i Shanghai måtte jeg konstatere, at det hverken havde givet bonus på den mentale eller den fysiske front. Det var de 33 dage i Kina et skrigende bevis på. Normalt i dårlige perioder havde jeg kunne rede den med alkohol. Men da jeg ikke længere drak, var jeg blevet totalt isoleret. Gemt væk på diverse hoteller. Mens jeg hele tiden ventede på bedring. Den nødudgang som alkohol gav, havde jeg ikke længere til rådighed. Og jeg oplevede det som om jeg havde betalt en høj pris uden at have fået en belønning i form af bedring.
Men efter jeg var kommet til Hong Kong havde jeg fået det nogenlunde godt. Godt nok til at kommer ud i byen. Og godt nok til at tænke klart. Tilbage i tiden og frem i tiden. Når jeg tænkte tilbage kunne jeg konstatere, at jeg for hver måned og for hvert år stille og roligt havde fået det værre. Jeg oplevede det som en nøgtern observation. En konstatering. En erkendelse, der var en vigtig forudsætning for at tænke frem i tiden. En erkendelse som blev grundlaget for en beslutning som måske var den største jeg har taget i mit liv. I de dage besluttede jeg mig for at begå selvmord. Ikke her og nu. Ikke i Hong Kong sidst i april. Men i Danmark sidst på sommeren eller først i efteråret. I den mellemliggende periode, ville jeg nyde livet så meget som overhovedet muligt. Så intenst som muligt. Og det gjorde jeg.
Læs andet afsnit i morgen.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)