Familie og nære venner er et bolværk mod armod. Her skal jeg ikke forklare mig. De forsvinder ikke. Jeg kan trække på dem også selv om jeg ikke gør det. Det er videnen om at jeg kan, der tæller. Videnen om, at de er derude. De er en livlinie til verdenen udenfor. Og de står klar, når jeg begynder at få det bedre.
Det sociale netværk (som det så ucharmerende hedder) er tit afgørende for, at vi tosser kommer på fode efter en depression. Og dermed afgørende for en tålelig tilværelse. Men de bliver også rullet ind i mit sygdomsforløb og derfor har jeg bedt en af mine gode venner, Eskild, beskrive hans oplevelse af min sygdom. Og hans tanker om hvordan det er at være nær ven med en bipolar.
”A penny for your thoughts”
Kender du det? Man sidder og taler med en ven, med kæresten eller en kollega. Pludselig bliver den du taler med fjern i blikket, og forsvinder sådan lidt ud det blå, tænksom i blikket. Næsten reflektorisk siger du: ”En krone for dine tanker”, og i kan igen fortsætte samtalen, indledt med ”nåh.. ja, jeg var lige væk et øjeblik”. Men hvad der lige skete i det lille fraværende sekund eller to, bliver man sjældent klogere på. Tit ved man heller ikke selv, hvad man egentlig tænkte på.
Da jeg efter lang tid lige så stille begyndte at erkende, at min gode ven gennem mange år, havde fået diagnosticeret en psykisk lidelse, som også indebar et meget mørk rum med et utal at tanker og følelser. Noget jeg nok aldrig rigtigt havde forholdt mig til, begyndte jeg nok som mange andre at fundere over, hvad der egentlig sker "derinde”.
Nu måtte jeg nok indse, at jeg overfor denne nye situation, var mere end på bar bund – slået hjem i ludo om man vil…! De fleste vil nok mene, at når de taler tæt og fortroligt med en god ven, så kan man altid på en eller anden måde hjælpe, hvis ens ven er trist til mode. Man vender og drejer situationen, bliver enige om, at ”hun nok også har det værre end dig”, og ”du er så stærk, du altid finder den gode vej ud af problemerne”. Og måske med et par øl og en flaske vin i tasken, finder lyspunkter i det triste, og er lidt mere klar til at gå videre. Vejen videre midt i det triste er som oftest nok egentlig ikke at man løser problemet, men at man – igen – får befæstet sit venskab. Det kender vi alle, vi ved hvordan vi skal tackle situationen.
Hvordan starter man med at forstå sin vens nye mentale univers, man ikke kender vejen ind til, og som virker uoverskueligt og fremmed? Paraderne er helt og aldeles nede! Hvad skal man gøre, når man finder ud af, at endnu en depression er i gang – skal man sparke døren ind for at komme og hjælpe? Skal man sidde pænt vente på det går over, så man kan tale om det, når ens ven igen er ”normal”?
I mine øjne er der kun en vej – bliv ved med at prøve at forstå. Gribe chancen, hver gang den er der. Acceptere at det nok ikke er hele billedet, jeg kommer til at forstå, men dog før eller senere nok til at det giver mening. Og det viser sig jo, at det kan lykkes at komme tættere og tættere på en forståelse.
Flere gange spørger jeg ind til, om han ikke kan beskrive nogle af de tanker, der huserer, når depressionen kører på, så jeg bedre kan forstå hvad der egentlig sker. Men jeg får ofte at vide, at det ikke kan beskrives. Men det kan det jo…! Så budskabet er, at i det følelsesmæssige liv kan vi godt tale usammenhængende og fragmenteret, og stadig forstå hinanden.
Og her er det den gamle sætning viser sit værd. Hver lille hint, hver lange dybe samtale eller hver lille ytring – sammenhængende eller ej – giver mening for en ven, og selv om vi måske ikke lige føler vi rammer helt plet i den konkrete samtale, så vil den altid bringe os videre – tåget og fraværende som ytringen måske kan vise sig. Så næste gang snakken går lidt i stå, og du siger: ”det kan nok ikke beskrives”, eller ”det vil du ikke ønske at tænke på” vil jeg straks sige: ”A penny for your thoughts!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar