Min nieces øjne

Hun har mørkeblå øjne, min niece. Et roligt gemyt og i modsætning til hendes storebror skriger hun ikke meget. Familien er allerede begyndt på at komme med deres bud på hvem hun ligner. Og selv om hun kun er et par måneder gammel, er det som om hun allerede er begyndt at have en personlighed. En personlighed, der på ingen måde er præget af hendes omgivelser. Det er hun alt for spæd til.

Når jeg betragter hende, dukker et tema frem som jeg ind imellem går meget op i. Arv contra miljø. Hvor bliver vi skabt? Hvor kommer vores personlighed fra? Der er kun én ting der ligger fast, det er ikke et spørgsmål om enten/eller. Det er et spørgsmål om fordeling mellem de to. Fifty/fifty? Halvfems/ti? Til hvilken side?

Jeg er langt fra den eneste der interesserer mig for det tema. Litteraturen (for eksempel hr. Andersens "Den grimme æling"). Filosofien, her er eksiensialismen en klar kandidat. Idealismen, særligt kommunisme. Psykologi. Og i høj grad religion, "Guds veje er uransagelige", "Karma". Men på det seneste er der kommet en ny spiller på banen: genforskningen. En spiller der ikke forholder sig til spørgsmålet, men kun til svaret. Og det er en spiller, der er skræmmende svær at afvise.

Måske er det et lidt tungt emne at kaste ind i en blog om psykisk sygdom. Men dem af jer, der har læst indlæget Kynismens fødsel ved, er det ganske relevant for folk der er født med en kronisk og arvelig sygdom. En sygdom, der er kodet ind i generne. Og mit spørgsmål er: er jeg min sygdom eller er min sygdom mig? Kan jeg adskille de to? Og mere grundlæggende, er min personlighed dermed defineret i mine gener? Mit svar er, Ja.

Tilbage til det videnskabelige. For, efterhånden, mange år siden begyndte forskere fra hele kloden, at kortlægge vores gener i projektet Genemapping. I processen begyndte man at finde gener for det ene efter det andet. Også ting man slet ikke ledte efter. Et af de mere kuriøse fund man snuplede over, var et gen for tyveri. Det betyder ikke, at alle der har det gen er tyve, men at de er mere disponerede og at det derfor er sværre at lade være. Fordi det i virkeligheden er deres natur. Det samme gælder misbrugsgenet.
Man ledte efter gener, der var årsag til forskellige sygdomme så resten var bonusmateriale. Kortlægningen af vores gener har affødt en revideret opfattelse af fordelingen mellem arv og miljø. Og der er idag mange der mener at fordelingsnøglen er halvfems/ti til arvs favør. Og groft oversat betyder det, at vores skæbne i stort omfang er fastlagt på forhånd. Religion og videnskaben danner således par. Noget man ikke ser så tit.

Jeg bliver nok nødt til at uddybe det med skæbnen lidt. Med personlighed følger et bestemt sæt af præferancer. Det vil sige, ting, situationer og mennesker som man mere eller mindre altid vil søge. Det kunne være valg af mage og venner. Valg af job og meget andet. Og på samme måde vil vi hele tiden søge at undgå ting, der er imod vores præferancer. Og både bevidste og ubevidste valg bliver således styret af vores præferancer og i sidste instans vores personlighed. Og summen af alle de valg beskriver os og vores liv. (Ovenstående gælder selvføgelig kun mennesker, der lever i et frit samfund. Og dem er der desværre alt for få af.)

Jeg må konstatere at jeg gang på gang, søger svar i naturvidenskaben. Også på de helt eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Ja, hvis man skal tro ovenstående så er svaret; en bunke gener. Intet andet. Gener der ikke kun fortæller hvem jeg er, men også giver mig en skabelon for hvad min fremtid vil byde på. Det er en tankegang som mange ikke bryder sig om. Fordi det er en tankegang, der i høj grad fratager os kontrol over vores liv. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Fordi det kun er rammerne der er definerede. Og de er ikke nødvendigvis snævre.

Man kan sige at mine, bevidste og ubevidste, præferancer styrer mod et behov for absolut viden. Jeg har brug for et svar. Et urokkeligt svar, som kan hjælpe mig med at finde mening i alle de ting der styrer mit liv. Andre vil søge svar i filosofien eller psykologien. Og andre igen i religionen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvor svaret findes. Det er der ingen der kan. Jeg kan sige, at den naturvidenskabelige tilgang i bund og grund også bare er et trossystem. Men det er min tro. Min virkelighed.