Celeb-tosser

Engang i mellem føler jeg mig som en nasser. Jeg føler ikke jeg bidrager med noget. Føler ikke at jeg leverer min andel til skattekisten. Eller til fællesskabet som sådan. Det er selvfølgelig noget pjat. Fordi en af grundpræmisserne i velfærdssamfundet er ideen om at "yde efte evne og nyde efter behov". Og i det store hele, er der ingen der forventer, at alvorligt syge skal bidrage på samme niveau som raske. Men det er nu engang sådan med følelser, at de sjældent følger samme logik som tanker.

Vi tilhører alle sammen flere fællesskaber. Og hvis man mangler noget i ét fællesskab, kan man søge tilflugt i et andet. Og blandt den håndfuld fællesskaber jeg tilhører, er gruppen af bipolare. Hvis jeg ikke som enkeltperson bidrager, kan jeg i det mindste finde trøst i hvad andre i mit fællesskabs bidrager med. Lidt ligesom med fodbold. Selv om jeg ikke kan spille fodbold, kan jeg blive stolt hvis landsholdet vinder en vigtig kamp. De er en del af fællesskabet "Danmark" og deres succes er også min.

Hvem er så udtaget til mit bipolare fodboldhold? Hvem er de, alle dem, der bidrager så meget, at det kan smitte af på mig?
Der var en periode, hvor jeg samlede på bipolare. Celeb-tosser om man vil. Så hver gang jeg stødte på en kendt frænde, skrev jeg det ind i min lille sorte notesbog.

For ikke så lang tid siden så jeg en TV-udsendelse om den romerske kejser Caligula. Den handlede om hans liv og hans ekstreme adfærd. (Han udnævnte for eksempel hans hest til konsul). Ikke overraskende fandt de frem til at han var psykisk syg. Men de indsnævrede det til, at han var bipolar. Inden vi går videre vil jeg godt lufte min forbehold overfor denne, hvad skal vi sige: postdianostisering. Den bygger på kilder der sjældent beskæftiger sig direkte med emnet. Til gengæld er det underholdende.

Hitler og Napoleon også var bipolare. Ligesom Caligula havde jeg umidelbart troet at de var psykopater. Men psykopater har ingen empati og kan ikke elske. Så det passer nok meget godt. På den anden side af den engelske kanal sad Churchil med hans evige whisky i hånden, formegentlig fordi han led af søvnbesvær. Han må i hvertfald have været alkoholiker ligesom halvdelen af alle bipolare.
En anden person med søvnbesvær var Edvard Munck. Der er en historie der lyder på at han, når han skulle sove, tog han et nattog til Stockholm og tilbage til Oslo. Fordi det var et af de få steder han kunne falde i søvn. Jeg vil lige tilføje at hans berømte maleri Skriget er den tætteste gengivelse af en depressiv tilstand jeg hidtil har mødt. En anden stor bipolar maler er Van Goch. Ham med øret.

Generelt er der dog en tendens til at bipolare primæret har talent for at skrive. På det punkt kan jeg nævne et hav af forfattere, men vil prøve at holde mig til de mest kendte. Herhjemme menes både Grundtvig og H.C. Andersen at være bipolaer. Og i dansk litteratur gøres det vist ikke større. Mere bredt vil jeg fremhæve Oskar Wilde og Ernest Hemmingway. Hvad Ernest angår, må man koldt konstatere, at han skød sig selv i hovedet med et haglgevær. Og da han døde havde han ingen venner og hans familie ville ikke have noget med ham at gøre.
Vi bliver lidt ved haglgevær, men skifter genre. En af halvfemsernes største musikere og sangskrivere, Curt Cubain, valgte også at stikke det dødelige jagtredskab i munden. Og trykke på aftrækkeren.

Når jeg nævner alle disse koryfæer er det på ingen måde for at sammenligne mig med dem. Det er mere for at trøste mig med, at folk i mit andet fælleskab har, på godt og ondt, bidraget til historien. Og dermed til det store fællesskab, som den dag idag er med til at forme vores kultur og selvforståelse. Både levende og døde bipolare har gjort en forskel.