Forvirret

Jeg forstår mig ikke. Mine valg og ønsker forekommer ulogiske. Og det virker som om intet rigtigt tilfredsstiller mig. Men det gør ikke noget. Ikke spor. Jeg ser det som et sundhedstegn. Jeg er blevet som alle andre. Alle dem, der konstant går og føler at de mangler noget. Måske en cola. Måske en mening med det hele. Et mål med det man gør. Det må være et sundhedstegn. Jeg tænker ikke længere kun en dag frem. Eller en uge. Min horisont er bredt ud og dækker næsten resten af året. Og i gode stunder endnu længere. Men der hænger stadig en mørk skygge på mit helbreds himmel. Der er ingen garantier. Jeg kan stadig blive overfaldet af min mørke sindstilstand. Når som helst. Og det trækker et spor af usikkerhed med sig. En skygge jeg aldrig slipper af med. Men den er presset længere tilbage i kraniet og virker ubetydelig i øjeblikket. Det må være et sundhedstegn. Og det er blevet tid til at tænke frem.

Livet som pensionist er et privilegium. Jeg har ikke mange penge, men en betydelig bunke frihed og fritid. Mere end jeg havde før. Tidligere havde jeg også frihed. Men det var det var ikke rigtig frihed, fordi den var uløselig koblet sammen med sygdom. Det var frihed til at være syg. Eller rettere tryghed til at være syg uden drastiske konsekvenser. Så nu har jeg ægte frihed. Ægte fri-tid. Men jeg er stadig forvirret og usikker. Det er så uendelig lang tid siden at jeg har kunne tænke så langt frem. Så uendelig lang tid siden jeg har kunne spørge mine ambitioner hvad de vil. Så lang tid siden jeg ikke med jævne mellemrum har set døden i øjnene og tænke på hvornår det var tid. Og jeg er kommet ud af form. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan man gumler over, hvad man vil med sit liv. Hvordan man identifiserer ønsker og hvordan man forfølger dem. Men omvendt, måske er jeg ikke den eneste. Måske er det normalt. Jeg ser forvirringen som et sundhedstegn. Som overskud til overhovedet at stille spørgsmålene.

Jeg er stadig forsigtig. Jeg har stadig forbehold overfor at binde mig til mennesker. Til at forpligte mig. Forbehold der sidder på rygraden. Det er altid have en flugtvej som jeg kan storme ud af ved det mindste tegn på tristhed og træthed. Og jeg kan ikke det samme som før. Det er syv år siden jeg blev syg. Og i mellemtiden er jeg, sjovt nok, blevet syv år ældre. Jeg kan ikke helt genkende mig selv. Jeg ser alderstegn, der ikke kan henføres til sygdom, men blot til tidens logik. Tiden der roligt gnaver sig ind på krop og sjæl. Jeg er vågnet op af en sløret søvn fyldt med mareridt og blevet til en halvgammel mand.

Jeg føler mig forvirret og jeg er stadig forbeholden og skeptisk. Jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg kan. Og hvor mine grænser går. Jeg mangler at være i stand til at forpligte mig. Til mennesker eller til ting. Jeg skal lære mig selv at kende. En ny rejse, hvor jeg skal udforske Thorbjørn anno 2011. En velfungerende Thorbjørn, der kan kigge verdenen i øjnene med et skævt smil over ansigtet.