Ånden i lampen

Forleden var jeg lige ved at snuble over den ..... normaliteten. Som ånden i lampen materiraliserede den sig foran mig og stillede det banale spørgsmål "Hvor hører du til?". Jeg havde for år tilbage læst om normaliteten. Filosofi, psykologi, sociologi og sågar antropologi. Men det var i bøger, ofte abstrakte, og havde ikke rigtig rod i virkeligheden. Bare ord. Jeg kiggede skeptisk på den. I de seneste par år er begrebet blevet et skældsord i nogle af de kredse jeg færdes i. At normalisere er lig ensretning. Der igen er lig med udstødelse af genstridige subkulturer fra storklanen Danmark.
Men lige nu og her er det ikke det, som det drejer sig om. Spørgsmålet var rettet mod mig. Og jeg måtte bede om betænkningstid. Mine fødder betrådte mange brosten (Jeg tænker bedst når jeg går) og jeg gennemgik i hovedet alle de grupper jeg har tilhørt. Været en del af uden at tænke over det, vel at mærke. Og jeg tænkte over hvordan vi ikke alene var normaliserede, men også uniformerede. Tænkte i samme baner. Havde (nogenlunde) de samme meninger og, ikke mindst, det samme tøj (uniformer).

Når man siger uniformer tænker alle instinktivt på soldater, politibetjente, sygepjelsker og så videre. Men alle klaner har hver deres uniform. For tiden er det for eksempel ternede skjorter og halvlangt skæg på Vesterbro. I bankkredse er det hvide skjorter, slips og jakkesæt. De autonome i slidte lædderjakker, piercinger og hår farvet i opfindsomme kulører. Jeg kunne blive ved. Alle bærer en uniform, der viser hvilken gruppe de tilhører. Og uniformen er ikke bare tøj og frisure. Det er en markering af et ståsted. Et tilhørsforhold der samtidig markerer forskel til andre subkulturer. Når man møder en fyr fra en anden klan på gaden, er der ikke tid til at udveksle meninger og markere forskel med ord. Nej, det er uniformen, det visuelle, der viser forskellen. Måske endda afstandtagen.

Jeg bærer ikke rigtig uniform. Ikke fordi jeg er specielt original eller på anden måde noget særligt. Slet ikke. Det er fordi jeg er i tvivl. I tvivl om hvor jeg hører til. Selv min uniform (eller mangel på samme) emmer af tvivl. Jeg går med hvide eller lyseblå skjorter med halvstive kraver, som for at holde fast i min fortid som embedsmand i centraladministrationen. Mens området syd for navlen består af slidte denimbukser og halvbeskidte skater-gummisko, som en markant andel af andre drenge på Vesterbro.

Tvivlen kommer sig mest af, at den gruppe af mennesker jeg har mest tilfælles med, er tosser som mig. Det er dem jeg har et skæbnefællesskab med. Problemet er bare, at vi ikke rigtig hænger ud sammen. Ingen parforholdsmiddage med Amarone og Wok-mad. Fordi vi alle samtidig hører til andre grupper. Det pudsige er, at vi rent faktisk har meget nemt ved at spotte hinanden. Tossetække kalder jeg det. Og vi har meget nemt ved at tale sammen. Men vi bærer ikke uniform og vi skaber ikke et fasttømret kompleks af holdninger og tanker. Og vi bekender oftes kun kulør når vi krydser hinandens veje.

"Er du kommet frem til noget?" Normaliteten dukker op to dage senere. Jeg rømmer mig og er nok lidt frustret over at jeg ikke er kommet frem til nogen konklusion. "Jeg er splittet. Jeg kan se tre forskellige klaner. Den akademiske bureaukrat. Den pseudokluturelle Vesterbrodreng. Og tossen der kæmper for at finde et ståsted." Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke havde bestået prøven. Men den rare ånd kigger mildt på mig og siger "Godt svaret. Det er i tvivlen, at vejen til personlig udvikling ligger. Hold fast i det." Så smelter han/hun sammen med den mørkegrå fortovsflise. Væk er normaliteten. Og jeg går ned i supermarkedet, mens jeg tvivler videre.