Cocktail

De er begyndt at dukke op, tegnene. Jeg kender dem. Træthed. Ugidsomhed. Ulyst. Dårlige minder. Følelser af utilstrækkelighed. Tvivl på mig selv. Det er ikke voldsomt. Bare små prik. Men de er der og de er et dårligt varsel. Denne gang har de dog en ledsager. Rastløshed. Kontaktbehov. Utålmodighed. Alle sammen tegn på mani. Jeg er kommet i den trejde tilstand. Blandingstilstanden. En cocktail. Begge dele på én gang. Og de ophæver ikke hinanden. Tværtimod. Lad mig give et eksempel, jeg har ikke lyst til at gå ud. Men er ultra rastløs. Det er umugligt at være tilfreds der hvor jeg er. Når jeg er ude vil jeg være hjemme og når jeg er hjemme vil jeg være ude. Jeg er træt, men kan ikke slappe af. Min krop roder rundt, mens min hjerne døser hen.

Jeg sidder ved mit spisebord og higer efter kontakt. Genindlæser mailen hvert femte minut. Men intet. Tjecker facebook. Intet. Kigger forhåbningsfuldt på mobiltetefonen. Men ingen tekstbeskeder. Eller sådan virker det i hvertfald. Men jeg ved godt, at det ikke er rigtigt. At det udelukkende er et udtryk for et overdimentioneret kontaktbehov. Men følelsen af skuffelse får overtag. Sammen med kontaktbehovet. Manien og depressionen har rottet sig sammen. Ladhed og rastløshed samlet i mit hoved og min krop.

Jeg kom ud i dag. Næsten på trods. Der er ellers ingen lokkemidler der virker. Ikke løftet om kaffe. Om sol. Om mad. Selv om jeg elsker kaffe, savner sol og higer efter mad. Så det blev til den gamle traver. Først bad. Pause. Så tøj. Pause. Sko. Pause. Så ned på gaden og endelig ude. Jeg må holde mig igang. Tage den i opløbet. Stå op klokken ni og i seng klokken elleve. Bad hver dag. Ud hver dag. To måltider hver dag. Heldigvis tager rastløsheden sig af rengøring.

Jeg synes jeg mangler alt. En efterårsjakke. Et forhjul. Flerstyrkeglas. Proteiner. Bananer. Lyst. Ro. Sult. Charme. Energi.

Men blandingstilstanden er ikke nær så slem som depressionerne. Og jeg er ikke rigtig bekymret. Den slags kommer og går. En del af min palet. Jeg tager den med ro. Presser ikke mig selv for meget, men nok til at jeg ikke går i stå.

Kære dagbog det ku´ være værre.