Før og nu

Endnu engang, er der gæsteskribent her på bloggen. Denne gang et bidrag fra et medlem af familien. Nærmere betegnet min bror Thomas. God fornøjelse.

Du kender følelsen af at stå op om lørdagen. Alt ånder fred og du er i sikre hænder. Verden vil dig kun godt. Sådan har jeg det nu. Jeg tænker ikke på i morgen. Søndagen truer ikke. Ikke endnu.
Da jeg var dreng, indhyllet i idyl og grønne områder, var livet lidt en lørdag. Min yngre bror og jeg voksede op i Sønderjylland med Deutsche fernsehen, varme somre, store is og masser af venner. Det har skabt mig. Vi havde også vores eget blod. I mig og mine. Tyk og sej. Men også smeltende blød og forfærdelig bitter. Det har skabt mig og skaber mig stadig. En fantastisk og uendelig Tour de force af indtryk, samtaler, syn og smag. Hede omfavnelser og kolde afvaskninger. Konstant i bevægelse. Frem og ud og ind.

Der er mange motorer i det løb. En af dem er min bror. En bror som i min barndom fyldte meget lidt. Men langsomt gik han fra incognito til cognito. I takt med min egen ælde og større nysgerrighed blev han til et af mit kæreste ejer. Som alle andre brødre så jeg min storebror, som - ja den store. Alvidende og alt skuende. Coolest af alle. Alle fejlene, som jeg med tiden også så, betyder intet i dag. Varmen nærmest strømmede af den høje pande under den stramme hårpisk. Han kunne næsten alt. Han var en lysende stjerne. Den næsegrus beundring er der stadig.

Men noget har ændret sig. Noget er gået skævt. Efter i mange år at have levet ubekymret sammen som brødre og venner er der kommet noget i vejen for det ubekymrede.
Jeg husker den første erkendelse af, at noget var ravruskende galt. Vi er tre brødre som er vokset op med hinanden og mod hinanden. Et trefold, men ikke en treenighed. Forskellene var for store til symbioser. Men mindre kunne også gøre det.

Vi tre sad en aften i særdeles festligt lag. Alt hvad der kunne indtages i et buldermørkt sommerhus røg ned. Det var her, jeg for første gang så hvad min bror var. Som han var blevet. Vild og blodig efter livet. Han kastede han sig ud ekstreme spekulationer og usammenhængende ideer og tanker om ting, der skulle gøres. For første gang gik det op for mig at min bror ikke havde sovet i årevis. Det kan ødelægge enhver og bringe en ud i hysteri. Det ved alle, der har børn. For første gang så jeg hvordan min bror havde mistet fatningen og mistet kontrollen. Den aften var vi stadig ubekymrede. Men næste morgen vidste jeg, at noget havde ændret sig. Men ikke præcis hvad.

Thorbjørn var syg. Det var der ikke længere nogen tvivl om. Heller ikke hos ham selv. Men han kunne heller ikke sige hvordan. Det er først kommet senere. Erkendelse af uhelbredelig sindssygdom tager ufattelig lang tid. Det gjorde det for ham. Den aften viste han de første tegn på selv, at have set det. Jeg vidste slet ikke hvad det var. Og det har gnavet i mig lige siden. Fra ubekymret til bekymret. Fra ro og sikkerhed til angst. Det startede den nat.

I lang tid var jeg bange. Bange for hvad han kunne finde på. Bange for hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde. Bange for hans opture og skrækslagen for hans nedture.
I dag er jeg ikke bange mere. Jeg er i hvertfald ikke skrækslagen. Jeg er i hverfald ikke hysterisk. Ringer ikke længere til gud og hver mand, når han ikke tager telefonen. I dag ved jeg godt hvorfor. Lige i dag kan han ikke samle sig om andet end sin hånd, sin seng og sine smøger. I en tætlukket lejlighed på Reverdildsgade. Dillergade, som min søn kalder et, med globalt udsyn til nøgne polske mænd og kvinder. Legende børn fra Østeuropa, kinesere på trods i deres små og propfyldte kældre. Narkomanerne på trappen og de store biler på jagt efter fjams. De smukke og spændende. Storbyens tabere og vindere i en sammekogt ret til deres liv. Der sidder han og ønsker kun at han kan være med. At det skal gå væk så han igen kan leve som han vil. Så skulle fanden da stå i det, at han skal tage telefonen, og tale med nogen.

Jeg krydser fingre og arbejder videre på at være en bror og en ven. En ny ven, som i en periode efter hans totale kollaps var en federe bror som han selv var. En bror der langsomt arbejdede sig ind i sig selv og ville have andre med. For at forstå og acceptere, at livet var noget andet nu. Maniodepressiv, bipolar og rapid cycling. Det lyder mere som heavy bands end lidelser. Men tungt er det. Langsomt fandt han ind til en anden måde at se sig selv og sit liv på. Han tog mig med, og det har betydet alt for mig, ham og os.
Han siger selv han var milimeter fra at give op. Kaste håndklædet i ringen. Overgive sig til modstanderens konstante jab og ubbercut. Men han klarede det. Han fik den rigtige medicin. Bogstaveligt talt. Men det var kun et hjælpemiddel. Det svære var at kaste alt hvad han troede han var og alt hvad han ville, overbord. Det er en bedrift som jeg ikke i min vildeste fantasi troede var muligt. Magen til mod. Dyb respekt for noget jeg aldrig til fulde vil forstå.

Thorbjørn har tæmmet meget. Han er stadig en bedre bror end i de mørkeste år. Men det holder aldrig op. Værst er den lange og opslidende nedstigning. Fordi det går den forkerte vej. De mørkeste år er nok dem der kommer. Han bliver mere begrænset med tiden - kan mindre. Forfladiger og keder sig i bedste fald. Komatos og på vej væk, i værste fald. Det kan hans gule rejsekuffert bevidne. Men ellers ikke mange.

Men nedad går det i roligt tempo. Den er der stadig og den gnasker sig støt videre. Det ved jeg. Den er bare blevet en del af ham. Den er også blevet en del af mig. Det er meget svært at komme til tåls med, at tingene ikke er som man tror. Det tog lang tid og krævede til tider verbale tæsk. Jeg er kommet langt, men det er stadig en ordentlig mundfuld. Jeg vil forsøge at følge med. Få det bedste ud af det der er.
Visheden om at min brors liv ikke er et liv han vil ønske for nogen og et liv der ikke bliver langt, æder ham op. Og den æder sig ind i mig. Det er dybest set noget pis, som jeg helst ikke vil tænke for meget over. Det lykkes af og til. Mit liv er også ændret.

Men I dag er jeg ikke bange. Det er jeg måske i morgen. Så lad os få det bedste ud af i dag. Tak for det Thorbjørn.
Thomas