Bowling og brædder

Ind imellem bliver jeg mindet om, hvor umådelig forunderlig og mystisk hjernen er. På mange måder facinerende og fantastisk. Og på andre måder grusom og uberegnelig. Vi har vel alle hørt påstanden om at vi kun udnytter 20% og at resten ligger og venter på at vi, som art, lærer at bruge den. Eller i det mindste lidt mere af den. Personligt er jeg overbevist om at manikere får adgang til en del mere af hjernen end resten.
Man opdeler manier i to. En "rigtig" mani er præget af voldsom aktivitet, overdreven talestrøm og boblende af ideer og tanker. Tanker som aldrig følges op på fordi rastløsheden kræver, at de hurtigt gå videre til andre tanker og ideer. Der er en del andre karakteristiska. Men lad os nu holde os til dem. Den anden form er hypomanier som er lettere manier, hvor man er tættere på jorden. Men stadig "høj". Og det er den slags manier jeg får.

Jeg vil lige slå fast at manier, ligesom depressioner, er en tilstand af virkelighedsforvrængning. Man har overdreven selvtillid udløst af store mængder belønningsstoffer i hjernen. Og man gør eller siger ting, som man senere fortryder. Et almindeligt fænomen er at bruge rigtig mange penge. Typisk på ting man slet ikke har brug for.

Temaet i dette indlæg er dog ikke penge eller talestrømme. Men derimod motorik. Det kan vel næppe overraske, at hjernen styrer alt. Også vores krop. Og mine kemiske forstyrelser påvirker de signaler den sender til styring af min finmotorik. I virkelgheden er det ret enkelt. Når jeg er i en depressiv tilstand, virker min motorik ikke særlig godt. Og når jeg har hypomanier virker den fantastisk. Ved depressioner har jeg ofte svært ved koordinere syn og bevægelse. Lad mig give et eksempel. Uden at vide det registrerer vi "jorden" når vi går rundt omkring. De fleste af os justerer vores gang når fliserne på fortovet ligger skævt. På den måde falder vi i de fleste tilfælde ikke. Uden at vide det registrerer vi ujævnheder og tilpasser vores skridt. Det er ikke en bevidst tanke. Det er ren refleks. Når jeg er i en depressiv tilstand snubler jeg konstant. Tror at der er et trin mere på trappen eller et trin mindre. Småting måske. Men jeg skal hele tiden gå og kigge ned for at undgå at falde.

Det ultimative eksempel på forstyrrelser i motorikken var en skitur i Aplerne for en del år siden. Jeg havde stået på ski i seks sæsoner og havde nogenlunde styr på bjerge og brædder. Men det år var anderledes. Jeg havde en depression. Og jeg skvattede konstant. En ting er at falde på en almindelig skibakke, noget andet er at falde på et transportstykke. Til de af jer der ikke ved hvad et transportstykke er, så er det en sti mellem to pister. Den har stort set ingen hælning og er fuldstændig jævn. Men jeg faldt alligevel ud over kanten. Noget der burde være umuligt. Jeg kunne bare ikke styre signalerne mellem hjernen og benene. Og for nu at dramatisere lidt så var kanten tæt på lodret og overstrøget med træer. Der skete ikke noget, men fornøjelsen ved turen til Tyrol, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted.

Omvendt har jeg ved mine relativt få manier, oplevet en intens kontrol over mine bevægelser. Det motoriske center er knivskarpt og den intuitive kommunikation mellem hjerne og krop voldsomt skærpet. Jeg vil, igen, give et par eksempler. Jeg vågnede en dag og var fuldstændig klar i hovedet. Og den formiddag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Lidt ambisiøst vil jeg godt indrømme. Pointen er dog anden. Jeg satte mig til tasterne og pludselig konstaterede jeg at jeg skrev med otte/ni fingre. Noget jeg aldrig tidligere havde været i stand til. Og noget jeg aldrig havde forsøgt at lære. Men der sad jeg og tidsrummet mellem en tanke og ordet på skærmen var utrolig kort. Ja, det var lige før jeg ikke behøvede at kigge på tastaturet.
Et andet eksempel forgik i en bowlinghal på Amager. Vi var en femten/tyve stykker og det var en venskabelig konkurrence. I modsætning til ski, havde jeg praktisk talt aldrig tidligere bowlet. Men den aften lavede jeg den ene strike efter den anden. Det var som om min arm vidste præcist hvordan der skulle kastes og drejes så den fik den helt rigtige skruning. Jeg vandt tourneringen. Til min store forundring. Jeg har siden forsøgt at gentage præstationen, men ender som regel med at tabe.

Det er i virkeligheden lidt snyd. Sportsfolk, kunstnere og håndværkere øver sig i årtier på at mestre deres diciplin. Og ind fra siden kommer en hypomaniker og kan gøre det samme uden synderlig øvelse. Men det siger også noget om hvad der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis vi kan styre de forskellige centre i hjernen. Kreative (hvilket jeg kommer ind på i et senere indlæg), motoriske og intellektuelle evner vil kunne stimuleres til uhørte højder. Men der er meget langt igen.

I mellemtiden vil jeg nyde de hypomanier min hjerne tildeler mig. Og prøve at udnytte dem. For eksempel ved at ringe rundt og foreslå bowlingtourneringer, når jeg kan mærke at den er lige i øjet.