torsdag den 16. juni 2011

Kynismens fødsel

"Hvorfor mig? Hvorfor lige mig?" Ifølge min hukommelse, stirrer jeg ud i luften med et trist og desperat blik, mens jeg stiller spørgsmålet. Og over en lang periode dukkede spørgsmålet op igen og igen. "Hvorfor?" Kernen i spørgsmålet er begrebet uretfærdighed.

Siden min tidlige barndom er jeg blevet fodret med mantraet om, at hvis jeg er et godt menneske og arbejder hårdt, vil jeg blive belønnet og få hvad der tilkommer mig. Og det var vævet ind i min livsanskuelse. Jeg tænkte aldrig over det, sådan var det bare. Og på den måde var retfærdighed en selvfølge. Belønningen ville komme af sig selv.

Men ulykker og sygdomme er ret ligeglade med den slags mantraer. Deres skueplads er tilfældighed. De kan ramme hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Uden årsag. Uden begrundelse. Blot ved tilfældigheder.

Jeg har ellers altid været optimistisk anlagt. Troet på det bedste i mennesker. Og på, at det nok skal ordne sig alt sammen. Og optimismen er indkodet i mit dna. En del af min personlighed. Ironisk nok er bipolaritet indkodet samme sted. Og den har skubbet optimismen et godt stykke væk fra min følelsespallet. Jeg gider ikke engang lede efter den. Optimismen. Selvfølgelig findes den derinde et eller andet sted. Stærkt amputeret, men i live. Erstatningen er bare mere nyttig. Min nye følgesvend er realismen og især dens fætter, kynismen. Fordi, hvad har livet lært mig indtil videre? Jeg har i hvertfald ikke lært at livet er retfærdigt. Tværtimod. Jeg har heller ikke lært at god opførsel og mange overarbejdstimer giver pote. Hvad har jeg så lært? Jeg har lært at retfærdighed grundlæggende er en illusion. Og at den sande dukkefører er tilfældigheden.

Jeg har fundet ud af, at retfærdighed er en vigtig kompoment i mit trossystem. En grundlæggende komponent. Vigtig for måden at se verden på. Ligesom troende, der kommer i himlen hvis de opfører sig pænt. Den er afgørende fordi, hvis der ingen retfærdighed er til, så er man hjælpeløs. Der er intet man kan gøre. Man kan gøre alt rigtigt, men stadig ikke vide sig sikker. Der er kun tilfældighed. Grundlæggende er alt uden for ens kontrol. En tanke der næsten ikke er til at bære. Men det var ikke til at komme uden om. Min verden var væltet omkuld, selv om jeg havde gjort alt det rigtige. En tilfældig sammensætning af kemi i min hjerne, havde taget alle mine forestillinger og alle mine drømme fra mig. Et ganske lille misforhold i nogle celler, der ikke engang kan ses i et mikroskop. Så lumsk at selv de klogeste inden for feltet, ikke anner hvad der sker. De kan kun gætte. Hvis det ikke er tilfældighed, så ved jeg ikke hvad er.

Mod det, er der kun én kur. At stryge alt hvad der hedder forventninger fra ligningen. Hvis man ikke har forventninger bliver man heller ikke skuffet. Og man kan kun blive positivt overrasket. Og med den erkendelse kommer kynismen.

Kynismen har erstattet troen på retfærdighed. Naiviteten i retfærdighedsbegrebt er blotlagt. Selve ideen om at der findes retfærdighed. Og set fra min stol er kynisme noget bedre. Dels holder kynismen bitterhed og vrede fra døren. Og dels kan jeg opbygge et nyt pragmatisk trossystem, hvor tilfældigheder og manglende kontrol ikke længere er en trusel, men blot et faktum. Hvor viden om, at jeg kan få tilbagefald når som helst, ikke længere slår mig ud. Men blot er en del af mit liv. Og hvor jeg ikke længere ser min fortid og min skæbne som straf for noget jeg ikke har gjort.

Hvorfor mig? Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet er ikke længere relevant. Ligeså irrelevant som begrebet retfærdighed. Eller kontrol. Forudsigelighed. I min verden er de misforstre, der ikke kan gøre andet for mig, end at skabe falsk tryghed og forventninger der ikke med sikkerhed kan indfries.

Uretfærdighed er kynismens arnested. Tilfældighed er troens bøddel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar