Da jeg fik stillet diagnosen var det en lettelse. Efter at have kæmpet med søvnløshed og depressioner i omtrendt tre år tog det kun tyve minutter for en psykiater at finde ud af hvad der var galt med mig. "Du er manioperessiv" Derefter kiggede hun på mig med venlige øjne og sagde. "... det føles som om du har hængt ud over kanten med det yderste af neglene. Er det ikke rigtigt?" Jo, det var det. Og jeg var lettet over at det fik et navn. Over at der var en grund. Over at der var en der forstod. Og over at der måske var hjælp i sigte. Jeg fik lidt litihum og grundstemningen steg promte. Og med det, en lille kim til optimisme.
Efter kort tid indhentede erkendelsen mig dog. De eksistensialistiske tømmermænd. Og med dem, chokket. Jeg var psykisk syg. En af 'dem'. Ligesom alle andre havde jeg en vag og grumset forestilling om psykisk syge. Et bagtæppe af uskarpe billeder af vold, mord, selvmord. Om armod og folk der ikke kan gå i bad eller gøre rent. Og om sindsygeanstalter med patienter iført nattøj og badekåber. Det kunne ikke være rigtigt? Var jeg virkelig en af 'dem'?
Når jeg tænker tilbage er det egentlig absurd. Men jeg skammede mig. Jeg blev ved med at gentage rationelle argumenter om, at det jo ligger i generne. At jeg ikke kunne have gjort noget for at undgå det. At det ikke var min egen skyld. Men faktum er at jeg skammede mig. At jeg havde medlidenhed med psykisk syge. Og nok mest af alt betragtede dem, og dermed mig selv, som svage. Ja, du læste rigtigt; 'dem'. For i den proces havde jeg stadig meget svært ved at putte mig selv i den bås. Der gik lang tid før 'dem' blev til 'os'.
Jeg ved ikke hvad der er med os mennesker og svaghed. Især os mænd. Jeg tror at vi er bange for svaghed. Nærmere bestemt vores egen svaghed. Vi konkurrerer med hinanden efter nogle relativt faste definitioner af hvad styrke er. Vi puster os op og gentager igen og igen de samme, næsten rituelle, styrkeprøver. Hvem tjener mest. Hvem har de klogeste børn. Hvem er chef for hvem. Og det helt grundlæggende, hvem er mest succesfuld. Forskellige grupper af mænd, forskellige parametre for succes. Men stadig samme målsætning, at være bedre end de andre. Og med samme frygt, at være svagere end de andre.
Men nu var jeg blevet en, som de andre havde ondt af. Og en som jeg selv havde ondt af. Og jeg betragtede mig selv som svag. Jeg kan huske første gang jeg skulle købe medicin. Da det blev min tur listede jeg op til skranken mens jeg kiggede mig over skuldren. Jeg frygtede at de andre skulle opdage, hvad det var for en type medicin jeg var kommet for at købe. At jeg var der for at købe medicin til psykisk syge. Jeg kunne jo ikke undgå at farmaceuten fandt ud af det, men det gjorde mig også meget flov.
Et halvt år senere var jeg også blevet til 'en' der ikke kunne passe et arbejde. Og med det endnu en stor del af min selvforståelse. Endnu en kim til skam.
Trikket til at komme videre derfra er sådan set enkelt (på papiret). Man skal skabe nye succesparametre. Og det er noget jeg justerer løbende. Især i de første par år bestod den øvelse i at sænke underlæggeren. At finde et realistisk ambitionsniveau. Men det blev altid sat i forhold til mine tidlige succesparametre. Og hver gang jeg måtte sænke barren blev det til endnu et nederlag. Og endnu en sten i skammens grædemur.
Nu er jeg et andet sted. Og jeg ser ikke længere mig selv som svag. Somme tider det modsatte. Jeg har lært mig selv at rette ryggen på vej op til skranken på Steno apotek. Fordi jeg ikke har noget at skamme mig over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar