Min gade vrimler med misbrugere. Hundredevis af tragiske menneskekæbner defilerer forbi min hoveddør hver dag. De sidder på trappesatsen ned til vores cykelkælder. Eller tager et hvil på trappen op til vores opgang. Der er så mange, at jeg knap lægger mærke til dem mere. De glider ind i mængden. Blandes med asiatiske og afrikanske handlerne, afganske grønthandlere, sigøjnere og polske håndværkere. Dansk er et mindretalssprog, der hvor jeg bor. Og jeg elsker det.
Men der er en ulempe ved at bor her. Man bliver imun overfor foks ulykke. Det er man nødt til. Hvis min empati-geigertæller rammer det røde felt hver gang jeg ser folk på den absolutte bund, kan jeg ikke bo her. Det bliver for meget. Så jeg noterer nøgternt at de er der.
De tilhører hver deres undergruppe. Spritterne. Narkomanerne. Grønlænderne. De hjemløse. Nigerianske luddere og mange andre.
Det sker dog at en enkelt skæbne sniger sig under radaren, sætter sig fast i min bevidsthed og kradser lidt i mit galvaniserede indre. Der er som regel altid en som jeg hæfter mig ved og som jeg kan følge hele vejen ned til bunden.
For et par år siden dukkede der en ny op i sprittergruppen. Og tror at jeg bemærkede hende fordi hun havde et ualmindeligt mildt ansigt. Rare øjne støttet op af smilerynker. Og et væsen der udstrålede en næsten naiv sympati for sine omgivelser. I starten var hun forholdsvis velsoineret og gik i tøj der var nogenlunde rent. Men over de følgende to år blev alt hvad der hedder værdighed strippet fra hende. Hun blev mere og mere beskidt. Hendes ansigt blev furret og lædret af de mange timer i solen. Ind imellem havde hun sår på hænder og i ansigtet. Måske var hun faldet eller været oppe at slås. Hendes tøj var blevet slidt og hun var åbenlyst blevet helt ligeglad med hvordan hun så ud. Hele hendes opmærksomhed var kun rettet mod den næste flaske. Men først og fremmest havde hun mistet sit smil og de milde øjne.
Hun havde uden tvivl været alkoholiker længe inden hun nåede ned til os. Men det som jeg var vidne til, var den allersidste tur. Turen til endestationen. Og vores gade er perronen ved sidste stop. (Ironisk nok bor jeg lige ved siden af Hovedbanegården. Men det er en anden sag).
Alle ville blive berørt, af at være vidne til hendes rejse. Men for mig som tosse, er der en særlig dimension. Og der er to faktorer, der gør hendes historie vedkommende for mig. En trejedel af alle misbrugere har en eller anden psykisk lidelse. Man kalder deres misbrug for selvmedicinering. En meget rammende betegnelse. Det kan være patienter, der enten er stoppet med at tage deres medicin eller bare har haft behov for at supplere den. Og så er der en gruppe, der aldrig har fået stillet en diagnose.
Men især det andet faktum fik mig at til tænke. Omkring halvdelen af bipolare er misbrugere. Da jeg hørte det, sank jeg en klump. Jeg viste godt at alkoholisme er udbredt. Men at det ligefrem er halvdelen...
Hendes skæbne minder mig om hvad, der kan ske, hvis jeg giver slip. Og den minder mig om at der ikke er så langt ned til sidste stop. Ja, jeg skal faktisk bare gå ned på gaden for at se endestationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar