Denne uges indlæg er på flere måder noget særligt. I januar måned i år, befandt jeg mig midt i mit livs værste depression. Og over en periode i den tid fik jeg samlet mine tanker og skrevet nogle betragtninger ned. Og det er dem jeg nu vælger at udgive.
Måske er det overflødigt at skrive dette, men jeg gør det alligevel: det følgende er ikke et udtryk for hvordan jeg har det nu! Der er redigeret en smule i teksten. Men intet der påvirker det oprindelige indhold.
Formen er også lidt anderledes. Det er en føljeton i tre afsnit. Så du vil kunne læse anden del i morgen og tredje del på fredag. Rigtig god fornøjelse!
Der er et minde, der bliver ved med at dukke op for tiden. Det er et stærkt minde, der vækker voldsomme følelser. Når jeg tænker på det får jeg en mægtig længsel efter at være tilbage på det sted og det tidspunkt.
Jeg befinder mig i Hong Kong. Nærmere bestemt uden for mit hotel på McDonall Street nummer et. Det er aften og gadebelysningen består af et lunt gyldent skær fra gadelygterne. Men det er især lysets fra resten af byen der bidrager til det magiske skær. Hong kong ligger i subtroperne og det er varmt, fugtigt og diset. På grund af den høje luftfugtighed afgiver gadelygterne og byen et lys der ikke ses som stråler, men som en lystilstand. Det er som om det gyldne lys kommer alle vegne fra og omslutter mig totalt.
Jeg var kommet til Hong Kong fra Shanghai og temperaturforskellen var markant. Ingen antydning af kølighed nogle steder. Jeg havde været i Shanghai i lidt mere end to uger og før det Bejing. Sammenlagt havde jeg været i Kina i 33 dage. 33 dage præget af to ting. Lange perioder i sengen og et anstrengt forhold til kinesere. (Retrospekt har kinesernes væremåde nok en hel del mindre med det at gøre). De to ting tilsammen havde gjort mit ophold belastende. Mildest talt.
Kort tid før jeg fik mønstret energi til at forlade Kina, havde jeg allerede besluttet mig for at tage hjem efter fire dage i Hong Kong. Næsten tre uger før oprindelig planlagt.
Fem måneder tidligere var jeg blevet afholdsmand. Mest fordi det var en forudsætning for at komme i behandling på Rigshospitalet. Og i de sidste par dage i Shanghai måtte jeg konstatere, at det hverken havde givet bonus på den mentale eller den fysiske front. Det var de 33 dage i Kina et skrigende bevis på. Normalt i dårlige perioder havde jeg kunne rede den med alkohol. Men da jeg ikke længere drak, var jeg blevet totalt isoleret. Gemt væk på diverse hoteller. Mens jeg hele tiden ventede på bedring. Den nødudgang som alkohol gav, havde jeg ikke længere til rådighed. Og jeg oplevede det som om jeg havde betalt en høj pris uden at have fået en belønning i form af bedring.
Men efter jeg var kommet til Hong Kong havde jeg fået det nogenlunde godt. Godt nok til at kommer ud i byen. Og godt nok til at tænke klart. Tilbage i tiden og frem i tiden. Når jeg tænkte tilbage kunne jeg konstatere, at jeg for hver måned og for hvert år stille og roligt havde fået det værre. Jeg oplevede det som en nøgtern observation. En konstatering. En erkendelse, der var en vigtig forudsætning for at tænke frem i tiden. En erkendelse som blev grundlaget for en beslutning som måske var den største jeg har taget i mit liv. I de dage besluttede jeg mig for at begå selvmord. Ikke her og nu. Ikke i Hong Kong sidst i april. Men i Danmark sidst på sommeren eller først i efteråret. I den mellemliggende periode, ville jeg nyde livet så meget som overhovedet muligt. Så intenst som muligt. Og det gjorde jeg.
Læs andet afsnit i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar