Dette er anden del af tre indlæg skrevet i januar under en dyb depression.
Sidste del bliver udgivet imorgen.
Ikke overraskende, blev mine dage i Hong Kong præget af eftertænksomhed. Men de var også præget af en intens lettelse. Og intensiteten af denne lettelse overraskede mig en smule. Da jeg endelig kom til Hong Kong var det som at have udstået en hård straf. Hvilket nok også bidrog til lettelsen. Jeg var endelig kommet ud på den anden side. Dog ikke i et helt stykke. Og arrene fra min tid i Kina sidder stadig dybt i mig.
Der er især én ting, der træder tydeligt frem den dag i dag. Det var en erkendelse af at det nok ikke længere kunne lade sig gøre at tage de lange rejser. De rejser som i så høj grad havde givet mit liv indhold. Og som hele tiden havde givet mig noget at se frem til. Det oplevede jeg som et meget stort tab. Denne drastiske reduktion af livsindhold og mulige livsglæde var også en stor bidragsyder til selvmordsbeslutningen.
Mens jeg stod der foran mit hotel i Hong Kong i det gyldne lys og den tropiske varme, havde jeg udover en følelse af lettelse også en stærk følelse af melankoli. To følelser, der måske kan opfattes som modsatrettede. Men det virkede ikke sådan på det tidspunkt. Tværtimod. De komplimenterede hinanden. En potent cocktail, der senere også blev suppleret med glæde. Endelig kunne jeg se en ende på det hele. Og jeg kunne se frem til en sommer i fornøjelsens tegn. En nydelse af livet som måske kun kan fås, hvis der er sat en udløbsdato på.
Her ni måneder senere, kan jeg, som dengang, konstatere at jeg siden midten af april har fået det værre måned for måned. Og mit håb om en god tilværelse er svundet eksponentielt. Mit ønske om at blive rask mindskes i takt med, at forudsætningerne for et stabilt liv, føles som en spændetrøje. Ud over medicin vil behandlingsforløbet indebære, at jeg skal leve en hverdag i en spændetrøje af strukturer. En effektiv behandling af bipolare består nemlig af en kombination af medicin og en struktureret hverdag.
Indtil Kina havde jeg har haft held med at leve et liv på mine egne præmisser. Og forsøgt at undgå, at alle aspekter af mit liv blev levet på sygdommens præmisser. Men en fortsættelse af behandlingen ville tage det fra mig. Der ville blive meget få ting jeg kunne gøre alene det den grund at jeg ville det. Og en eksistentialistisk tanke er i stadig højere grad kommet til mig. ”Hvor høj en pris er jeg villig til at betale for at (over)leve?” ”Skal jeg leve bare for at undgå at dø?” ”Er det begrundelse nok?”. Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg er jeg ikke længere bange for at dø. Og det hænger selvfølgelig sammen med at jeg ganske mange gange har betragtet døden som en lise. At døden ville være en redningspakke i mit livs økonomi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar