Hermed har jeg fornøjelsen af at præsentere sidste del af beretningen fra afgrunden
Til dig der lige er kommet til kan du med fordel læse
Man kan ikke handle, når man befinder sig i en dyb depressiv tilstand. Så jo længere nede man befinder sig desto mindre er sandsynligheden for et selvmord. Det il sige, at hvis jeg skulle gennemføre mit makabre projekt, måtte det være mens jeg er nogenlunde ovenpå.Overlevelses-driften er derfor ikke i spil. Og det er nok en af forudsætningerne for at jeg overhovedet kan stille de spørgsmål. Det bliver på en måde meget nøgternt. Og hvad der også gør beslutningen rationel er netop det, at jeg skal gøre det i en positiv sindstilstand. Det bliver en beslutning og ikke en impulsiv handling. Noget der betyder en del for mig, fordi dem jeg efterlader, skal vide at det er gennemtænkt. Egentlig ved jeg ikke hvorfor lige netop det, er vigtigt. Mine venner og min familie vil nok ikke blive mindre kede af det af den grund. Det er måske fordi jeg vil minimere skaderne, at jeg har hængt mig fast i det. Fordi jeg ikke rigtig kan finde på andre argumenter.
Et liv i spændetrøje skræmmer mig. At stå op på samme tidspunkt hver dag. At spise på samme tidspunkt. At motionere fordi jeg skal. At tilbringe mine aftner foran TV´et. Og især det at der ikke er nogen garanti for at det vil være nok. Fordi, selv med de rammer, er der stadig en stor sandsynlighed for at jeg aldrig vil få det bedre. Og en stor sandsynlighed for mange og lange tilbagefald. Med andre ord skal jeg (igen) betale prisen uden nødvendigvis at få belønningen.
Jeg har på nuværende tidspunkt været tilknyttet Riget i mere end to måneder og i den tid har jeg fået det stadig værre. I de mange timer dagligt hvor jeg har det skidt har jeg været sunket ned i dybe mørke huller af tomhed og depression. Jeg har været nogle meget mørke steder helt uden håb. Steder hvor jeg ikke kan holde ud være. Steder der er så kulsorte som ingen steder jeg hidtil har været og som ingen person bude tvinges til at besøge. Og ligesom i Hong Kong er min eneste trøst, tanken om at det snart er slut. Definitivt slut.
Når jeg kan skrive denne beretning nu, skyldes det selvfølgelig at mit selvmord i sensommeren 2010 ikke blev til noget. Mest for at jeg på det tidspunkt havde det godt. Så det gav ingen mening at gennemføre det. Og samtidig ville jeg give behandlingen på Rigshospitalet en chance. Her startede jeg på en omlægning af min medicin. Men som jeg sidder nu er den chance forpasset. Hverken jeg eller min psykiater kan komme med et bud på hvor længe denne omlægningsperiode vil vare. Men jeg ved, at den ikke kan fortsætte i lang tid. Og når man parrer det med en fremtidsudsigt, der tilsyneladende kun rummer snærende begrænsninger er energien og lysten ved at svinde ud.
Mit kæreste minde indeholder et løfte om min død. Et minde som jeg har en higen efter, der næsten er fysisk. Et intenst ønske om at tage tilbage til Hong Kong og forny løftet. Og genopleve den stærke følelse af lettelse jeg havde i de dage på fortovet på Mc Donall Street nummer et.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar