Frygt og frihed

Den unge indianer kaster sig op på sin saddelløse hest. Det er hans manddomsprøve og han forfølger ivrigt horden af frådenede bisoner. En ældre indianer siger anerkendende til høvdingen ”Han er godt nok frygtløs vor unge kriger. Ug.” Og således blev frygtløshed ophævet fra stupiditet til dyd. 

Litteratur, film og tegneserier er stopfodret med beretninger om frygtløse helte, der redder dagen og alle der måtte befinde sig i den. Og der findes mindst ligeså mange beretninger om mod. Derfor fristes man til at tro at de to er det samme. Men det er de ikke. 

Frygtløshedens egentlige ophav er dødsforagt. Man frygter intet, selv ikke døden. Og årsagen til at de frygtløse er centrale i de mange historier er, at de er relativt sjældne. Dødsangst er nemlig kodet ind i vores gener, så vi lever længe nok til at producere afkom. Hvilket efter min mening er ret smart. Artens overlevelse og den slags. Så folk, der dør fordi de ikke tænker sig om, får ofte ikke afkom. Eller også er de sjældent gode forsørgere, fordi de har en tendens til at dø. Og hvem vil have en dårlig forsørger?

Således blev døden igen et tema. Skulle man tro. Men nej, dette indlæg handler om frihed. Frihed med lidt hjælp fra døden. Forvirret? Så læs lystigt videre. 

Personligt har jeg ikke mødt ham. Manden med leen. Men jeg har på fornemmelsen, at vi har krydset hinanden på livets lange landevej. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg har kaldt på ham et par gange. Han kom aldrig. Selvsagt. Gevinsten er til gengæld, at når først man har ønsket at møde ham, er han ikke længere skræmmende. Heller ikke når man har det godt. Og så får man frihed fra frygt. Frihed fra al frygts oprindelse. Frygten for døden. 

Ind imellem spørger en af mine venner, om der ikke er kommet noget godt ud af alt det, jeg har været igennem. Og som regel tøver jeg. Men jeg kan ikke komme udenom, at det er rart ikke længere at være bange. Heller ikke for det ukendte. Derfor har jeg de sidste mange år kunne opsøge det. Det ukendte er i mit tilfælde, fjerne egne af verden. Jeg har rejst alene rundt i ganske mange lande, hvilket jeg tidligere aldrig ville have turde. Men inden afgang har jeg tit spurgt mig selv ”Hvad er det værste der kan ske?”. Og svaret er selvfølgelig: at dø. En tanke der, som nævnt, ikke skræmmer mig. Så med det i baghovedet, fløjter jeg muntert hele vejen til Kastrup. Klar til at opleve en rasende masse ting.   

Tilbage står spørgsmålet om mod og frygtløshed. Til at starte med var jeg mest frygtløs. Jeg var nok lidt ligeglad med hvad der skete. Ikke opsøgende. Men bestemt heller ikke forsigtig. Det har ændret sig. Det er som om jeg hviler i fraværet af frygt. Den sindstilstand har sat sig fast og blevet en del af min personlighed. Hvilket betyder at jeg ikke har behov for at udforske den. Jeg ved, af erfaring, hvad den er og hvad den kan bruges til. Så der er kommet mere omtanke ind i billedet. Mere refleksion. Og jeg tror, at det er det man kalder mod. Eller hvad?    

Fravær af frygt og ikke mindst, alt det jeg kan gøre uden, har givet livskvalitet. I den grad. Og selv om prisen er langt højere end gevinsten, er det værd at tage med i livets komplicerede ligning.    

Du har måske bemærket, at der er kommet en slagserie af reklamer ude i højre margen. Det skyldes, at jeg er for fattig, til at være for fin, til at sige nej tak til at par skillinger. Så æstetikken måtte vige for kapitalismen.