En tosse takker af - farvel

Så er det blevet tid til at lukke og slukke for denne omgang. Tid til afslutning og tid til afsked.

Jeg må indrømme, at som jeg sidder her og skriver dette sidste indlæg, er der ikke er meget vedmod i luften omkring mig. Måske fordi jeg har opnået det jeg ville. Jeg havde én overordnet ambition med bloggen da jeg startede. Jeg ville give dig, kære læser, et indtryk af hvad det vil sige at lide af bipolar affektiv lidelse. Af hvordan livet som tosse er. Jeg ville nuancere det billede af sindslidende som folk har. Især gennem pressen. Jeg ville sætte et ansigt på sygdommen og beskrive de personlige udfordringer jeg har kæmpet med undervejs.

Og lige fra starten vidste jeg, at der var én præmis for at opnå den ambition. Jeg var bevidst om, at hvis dette projekt skulle virke, så måtte jeg give mig selv 100 %. Jeg kan ikke adskille mit "jeg" fra sygdommen og derfor måtte jeg være het ærlig og oprigtig. Det har til tider været svært. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Til tider angstprovokerende. Jeg har i det store hele lagt min sjæl i det og blottet mig. Ikke bare for venner og bekendte, men også for totalt fremmede. Men jeg har gjort det fordi jeg har været bevidst om, at hvis jeg skulle leve op til ambitionen, var ærlighed en forudsætning.

Det er et meget tungt emne. Ingen tvivl om det. Der er ikke mange velduftende roser i luften. Alligevel har bloggen haft mange faste læsere. Mange tilkendegivelser og klap på ryggen. Mange "tommelfinger op" og mange kommentarer. Det har betydet enormt meget, fordi jeg ind imellem kom i tvivl. Usikker på om bloggen nu også havde sin berettigelse. Om det overhovedet var interessant. Men så har jeg kigget på statistikken og er blevet overbevist om, at jeg bare skulle give den gas og fortsætte derudaf. Og der skal lyde et rungende TAK til alle jer læsere.

Måske sidder du og tænker: hvorfor stoppe? Og svaret er på en måde ganske enkelt. Jeg har det simpelthen for godt. Og har haft det i meget lang tid. Det betyder at jeg hele tiden kommer længere og længere væk fra smerten og hjerteblodet. Og jeg har kunne mærke at indlæggene var blevet stadig mere abstrakte og har fjernet sig fra udgangspunktet. Og det er i modstrid med den oprindelige ide.

Omvendt har bloggen været en følgesvend i 7 1/2 måned. Den har hele tiden været med mig. Der har har hele tiden været ideer der skulle modnes, kladder der skulle skrives og indlæg der skulle udgives. Og det har været en god følgesvend, som jeg kommer til at savne. Men det er ikke nok til at fortsætte.

Jeg vil endnu engang sige tak. Mange tak. Uanset hvem man er som skriverkarl, skal der altid være nogen at skrive til. Modtagere derude i cyperspace, som man har i tankerne når man sidder ved tasterne.

Jeg ved ikke om ovenstående udtrykker det tydeligt nok, men dette er et følelsesladet moment for mig. Jeg siger ikke kun farvel til min følgesvend, bloggen, men også farvel til dig, kære læser. Men nu er det tid til at sige good bye, og vende skiltet på døren. Skiltet hvor der står: lukket pga manglende sygdom.



Lige lidt praktisk. Jeg fjerner ikke bloggen fra nettet. Så hvis der er et par indlæg du lige mangler at læse, kan du altid komme til dem.

Før og nu

Endnu engang, er der gæsteskribent her på bloggen. Denne gang et bidrag fra et medlem af familien. Nærmere betegnet min bror Thomas. God fornøjelse.

Du kender følelsen af at stå op om lørdagen. Alt ånder fred og du er i sikre hænder. Verden vil dig kun godt. Sådan har jeg det nu. Jeg tænker ikke på i morgen. Søndagen truer ikke. Ikke endnu.
Da jeg var dreng, indhyllet i idyl og grønne områder, var livet lidt en lørdag. Min yngre bror og jeg voksede op i Sønderjylland med Deutsche fernsehen, varme somre, store is og masser af venner. Det har skabt mig. Vi havde også vores eget blod. I mig og mine. Tyk og sej. Men også smeltende blød og forfærdelig bitter. Det har skabt mig og skaber mig stadig. En fantastisk og uendelig Tour de force af indtryk, samtaler, syn og smag. Hede omfavnelser og kolde afvaskninger. Konstant i bevægelse. Frem og ud og ind.

Der er mange motorer i det løb. En af dem er min bror. En bror som i min barndom fyldte meget lidt. Men langsomt gik han fra incognito til cognito. I takt med min egen ælde og større nysgerrighed blev han til et af mit kæreste ejer. Som alle andre brødre så jeg min storebror, som - ja den store. Alvidende og alt skuende. Coolest af alle. Alle fejlene, som jeg med tiden også så, betyder intet i dag. Varmen nærmest strømmede af den høje pande under den stramme hårpisk. Han kunne næsten alt. Han var en lysende stjerne. Den næsegrus beundring er der stadig.

Men noget har ændret sig. Noget er gået skævt. Efter i mange år at have levet ubekymret sammen som brødre og venner er der kommet noget i vejen for det ubekymrede.
Jeg husker den første erkendelse af, at noget var ravruskende galt. Vi er tre brødre som er vokset op med hinanden og mod hinanden. Et trefold, men ikke en treenighed. Forskellene var for store til symbioser. Men mindre kunne også gøre det.

Vi tre sad en aften i særdeles festligt lag. Alt hvad der kunne indtages i et buldermørkt sommerhus røg ned. Det var her, jeg for første gang så hvad min bror var. Som han var blevet. Vild og blodig efter livet. Han kastede han sig ud ekstreme spekulationer og usammenhængende ideer og tanker om ting, der skulle gøres. For første gang gik det op for mig at min bror ikke havde sovet i årevis. Det kan ødelægge enhver og bringe en ud i hysteri. Det ved alle, der har børn. For første gang så jeg hvordan min bror havde mistet fatningen og mistet kontrollen. Den aften var vi stadig ubekymrede. Men næste morgen vidste jeg, at noget havde ændret sig. Men ikke præcis hvad.

Thorbjørn var syg. Det var der ikke længere nogen tvivl om. Heller ikke hos ham selv. Men han kunne heller ikke sige hvordan. Det er først kommet senere. Erkendelse af uhelbredelig sindssygdom tager ufattelig lang tid. Det gjorde det for ham. Den aften viste han de første tegn på selv, at have set det. Jeg vidste slet ikke hvad det var. Og det har gnavet i mig lige siden. Fra ubekymret til bekymret. Fra ro og sikkerhed til angst. Det startede den nat.

I lang tid var jeg bange. Bange for hvad han kunne finde på. Bange for hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde. Bange for hans opture og skrækslagen for hans nedture.
I dag er jeg ikke bange mere. Jeg er i hvertfald ikke skrækslagen. Jeg er i hverfald ikke hysterisk. Ringer ikke længere til gud og hver mand, når han ikke tager telefonen. I dag ved jeg godt hvorfor. Lige i dag kan han ikke samle sig om andet end sin hånd, sin seng og sine smøger. I en tætlukket lejlighed på Reverdildsgade. Dillergade, som min søn kalder et, med globalt udsyn til nøgne polske mænd og kvinder. Legende børn fra Østeuropa, kinesere på trods i deres små og propfyldte kældre. Narkomanerne på trappen og de store biler på jagt efter fjams. De smukke og spændende. Storbyens tabere og vindere i en sammekogt ret til deres liv. Der sidder han og ønsker kun at han kan være med. At det skal gå væk så han igen kan leve som han vil. Så skulle fanden da stå i det, at han skal tage telefonen, og tale med nogen.

Jeg krydser fingre og arbejder videre på at være en bror og en ven. En ny ven, som i en periode efter hans totale kollaps var en federe bror som han selv var. En bror der langsomt arbejdede sig ind i sig selv og ville have andre med. For at forstå og acceptere, at livet var noget andet nu. Maniodepressiv, bipolar og rapid cycling. Det lyder mere som heavy bands end lidelser. Men tungt er det. Langsomt fandt han ind til en anden måde at se sig selv og sit liv på. Han tog mig med, og det har betydet alt for mig, ham og os.
Han siger selv han var milimeter fra at give op. Kaste håndklædet i ringen. Overgive sig til modstanderens konstante jab og ubbercut. Men han klarede det. Han fik den rigtige medicin. Bogstaveligt talt. Men det var kun et hjælpemiddel. Det svære var at kaste alt hvad han troede han var og alt hvad han ville, overbord. Det er en bedrift som jeg ikke i min vildeste fantasi troede var muligt. Magen til mod. Dyb respekt for noget jeg aldrig til fulde vil forstå.

Thorbjørn har tæmmet meget. Han er stadig en bedre bror end i de mørkeste år. Men det holder aldrig op. Værst er den lange og opslidende nedstigning. Fordi det går den forkerte vej. De mørkeste år er nok dem der kommer. Han bliver mere begrænset med tiden - kan mindre. Forfladiger og keder sig i bedste fald. Komatos og på vej væk, i værste fald. Det kan hans gule rejsekuffert bevidne. Men ellers ikke mange.

Men nedad går det i roligt tempo. Den er der stadig og den gnasker sig støt videre. Det ved jeg. Den er bare blevet en del af ham. Den er også blevet en del af mig. Det er meget svært at komme til tåls med, at tingene ikke er som man tror. Det tog lang tid og krævede til tider verbale tæsk. Jeg er kommet langt, men det er stadig en ordentlig mundfuld. Jeg vil forsøge at følge med. Få det bedste ud af det der er.
Visheden om at min brors liv ikke er et liv han vil ønske for nogen og et liv der ikke bliver langt, æder ham op. Og den æder sig ind i mig. Det er dybest set noget pis, som jeg helst ikke vil tænke for meget over. Det lykkes af og til. Mit liv er også ændret.

Men I dag er jeg ikke bange. Det er jeg måske i morgen. Så lad os få det bedste ud af i dag. Tak for det Thorbjørn.
Thomas

Cocktail

De er begyndt at dukke op, tegnene. Jeg kender dem. Træthed. Ugidsomhed. Ulyst. Dårlige minder. Følelser af utilstrækkelighed. Tvivl på mig selv. Det er ikke voldsomt. Bare små prik. Men de er der og de er et dårligt varsel. Denne gang har de dog en ledsager. Rastløshed. Kontaktbehov. Utålmodighed. Alle sammen tegn på mani. Jeg er kommet i den trejde tilstand. Blandingstilstanden. En cocktail. Begge dele på én gang. Og de ophæver ikke hinanden. Tværtimod. Lad mig give et eksempel, jeg har ikke lyst til at gå ud. Men er ultra rastløs. Det er umugligt at være tilfreds der hvor jeg er. Når jeg er ude vil jeg være hjemme og når jeg er hjemme vil jeg være ude. Jeg er træt, men kan ikke slappe af. Min krop roder rundt, mens min hjerne døser hen.

Jeg sidder ved mit spisebord og higer efter kontakt. Genindlæser mailen hvert femte minut. Men intet. Tjecker facebook. Intet. Kigger forhåbningsfuldt på mobiltetefonen. Men ingen tekstbeskeder. Eller sådan virker det i hvertfald. Men jeg ved godt, at det ikke er rigtigt. At det udelukkende er et udtryk for et overdimentioneret kontaktbehov. Men følelsen af skuffelse får overtag. Sammen med kontaktbehovet. Manien og depressionen har rottet sig sammen. Ladhed og rastløshed samlet i mit hoved og min krop.

Jeg kom ud i dag. Næsten på trods. Der er ellers ingen lokkemidler der virker. Ikke løftet om kaffe. Om sol. Om mad. Selv om jeg elsker kaffe, savner sol og higer efter mad. Så det blev til den gamle traver. Først bad. Pause. Så tøj. Pause. Sko. Pause. Så ned på gaden og endelig ude. Jeg må holde mig igang. Tage den i opløbet. Stå op klokken ni og i seng klokken elleve. Bad hver dag. Ud hver dag. To måltider hver dag. Heldigvis tager rastløsheden sig af rengøring.

Jeg synes jeg mangler alt. En efterårsjakke. Et forhjul. Flerstyrkeglas. Proteiner. Bananer. Lyst. Ro. Sult. Charme. Energi.

Men blandingstilstanden er ikke nær så slem som depressionerne. Og jeg er ikke rigtig bekymret. Den slags kommer og går. En del af min palet. Jeg tager den med ro. Presser ikke mig selv for meget, men nok til at jeg ikke går i stå.

Kære dagbog det ku´ være værre.

Ånden i lampen

Forleden var jeg lige ved at snuble over den ..... normaliteten. Som ånden i lampen materiraliserede den sig foran mig og stillede det banale spørgsmål "Hvor hører du til?". Jeg havde for år tilbage læst om normaliteten. Filosofi, psykologi, sociologi og sågar antropologi. Men det var i bøger, ofte abstrakte, og havde ikke rigtig rod i virkeligheden. Bare ord. Jeg kiggede skeptisk på den. I de seneste par år er begrebet blevet et skældsord i nogle af de kredse jeg færdes i. At normalisere er lig ensretning. Der igen er lig med udstødelse af genstridige subkulturer fra storklanen Danmark.
Men lige nu og her er det ikke det, som det drejer sig om. Spørgsmålet var rettet mod mig. Og jeg måtte bede om betænkningstid. Mine fødder betrådte mange brosten (Jeg tænker bedst når jeg går) og jeg gennemgik i hovedet alle de grupper jeg har tilhørt. Været en del af uden at tænke over det, vel at mærke. Og jeg tænkte over hvordan vi ikke alene var normaliserede, men også uniformerede. Tænkte i samme baner. Havde (nogenlunde) de samme meninger og, ikke mindst, det samme tøj (uniformer).

Når man siger uniformer tænker alle instinktivt på soldater, politibetjente, sygepjelsker og så videre. Men alle klaner har hver deres uniform. For tiden er det for eksempel ternede skjorter og halvlangt skæg på Vesterbro. I bankkredse er det hvide skjorter, slips og jakkesæt. De autonome i slidte lædderjakker, piercinger og hår farvet i opfindsomme kulører. Jeg kunne blive ved. Alle bærer en uniform, der viser hvilken gruppe de tilhører. Og uniformen er ikke bare tøj og frisure. Det er en markering af et ståsted. Et tilhørsforhold der samtidig markerer forskel til andre subkulturer. Når man møder en fyr fra en anden klan på gaden, er der ikke tid til at udveksle meninger og markere forskel med ord. Nej, det er uniformen, det visuelle, der viser forskellen. Måske endda afstandtagen.

Jeg bærer ikke rigtig uniform. Ikke fordi jeg er specielt original eller på anden måde noget særligt. Slet ikke. Det er fordi jeg er i tvivl. I tvivl om hvor jeg hører til. Selv min uniform (eller mangel på samme) emmer af tvivl. Jeg går med hvide eller lyseblå skjorter med halvstive kraver, som for at holde fast i min fortid som embedsmand i centraladministrationen. Mens området syd for navlen består af slidte denimbukser og halvbeskidte skater-gummisko, som en markant andel af andre drenge på Vesterbro.

Tvivlen kommer sig mest af, at den gruppe af mennesker jeg har mest tilfælles med, er tosser som mig. Det er dem jeg har et skæbnefællesskab med. Problemet er bare, at vi ikke rigtig hænger ud sammen. Ingen parforholdsmiddage med Amarone og Wok-mad. Fordi vi alle samtidig hører til andre grupper. Det pudsige er, at vi rent faktisk har meget nemt ved at spotte hinanden. Tossetække kalder jeg det. Og vi har meget nemt ved at tale sammen. Men vi bærer ikke uniform og vi skaber ikke et fasttømret kompleks af holdninger og tanker. Og vi bekender oftes kun kulør når vi krydser hinandens veje.

"Er du kommet frem til noget?" Normaliteten dukker op to dage senere. Jeg rømmer mig og er nok lidt frustret over at jeg ikke er kommet frem til nogen konklusion. "Jeg er splittet. Jeg kan se tre forskellige klaner. Den akademiske bureaukrat. Den pseudokluturelle Vesterbrodreng. Og tossen der kæmper for at finde et ståsted." Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke havde bestået prøven. Men den rare ånd kigger mildt på mig og siger "Godt svaret. Det er i tvivlen, at vejen til personlig udvikling ligger. Hold fast i det." Så smelter han/hun sammen med den mørkegrå fortovsflise. Væk er normaliteten. Og jeg går ned i supermarkedet, mens jeg tvivler videre.

Forvirret

Jeg forstår mig ikke. Mine valg og ønsker forekommer ulogiske. Og det virker som om intet rigtigt tilfredsstiller mig. Men det gør ikke noget. Ikke spor. Jeg ser det som et sundhedstegn. Jeg er blevet som alle andre. Alle dem, der konstant går og føler at de mangler noget. Måske en cola. Måske en mening med det hele. Et mål med det man gør. Det må være et sundhedstegn. Jeg tænker ikke længere kun en dag frem. Eller en uge. Min horisont er bredt ud og dækker næsten resten af året. Og i gode stunder endnu længere. Men der hænger stadig en mørk skygge på mit helbreds himmel. Der er ingen garantier. Jeg kan stadig blive overfaldet af min mørke sindstilstand. Når som helst. Og det trækker et spor af usikkerhed med sig. En skygge jeg aldrig slipper af med. Men den er presset længere tilbage i kraniet og virker ubetydelig i øjeblikket. Det må være et sundhedstegn. Og det er blevet tid til at tænke frem.

Livet som pensionist er et privilegium. Jeg har ikke mange penge, men en betydelig bunke frihed og fritid. Mere end jeg havde før. Tidligere havde jeg også frihed. Men det var det var ikke rigtig frihed, fordi den var uløselig koblet sammen med sygdom. Det var frihed til at være syg. Eller rettere tryghed til at være syg uden drastiske konsekvenser. Så nu har jeg ægte frihed. Ægte fri-tid. Men jeg er stadig forvirret og usikker. Det er så uendelig lang tid siden at jeg har kunne tænke så langt frem. Så uendelig lang tid siden jeg har kunne spørge mine ambitioner hvad de vil. Så lang tid siden jeg ikke med jævne mellemrum har set døden i øjnene og tænke på hvornår det var tid. Og jeg er kommet ud af form. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan man gumler over, hvad man vil med sit liv. Hvordan man identifiserer ønsker og hvordan man forfølger dem. Men omvendt, måske er jeg ikke den eneste. Måske er det normalt. Jeg ser forvirringen som et sundhedstegn. Som overskud til overhovedet at stille spørgsmålene.

Jeg er stadig forsigtig. Jeg har stadig forbehold overfor at binde mig til mennesker. Til at forpligte mig. Forbehold der sidder på rygraden. Det er altid have en flugtvej som jeg kan storme ud af ved det mindste tegn på tristhed og træthed. Og jeg kan ikke det samme som før. Det er syv år siden jeg blev syg. Og i mellemtiden er jeg, sjovt nok, blevet syv år ældre. Jeg kan ikke helt genkende mig selv. Jeg ser alderstegn, der ikke kan henføres til sygdom, men blot til tidens logik. Tiden der roligt gnaver sig ind på krop og sjæl. Jeg er vågnet op af en sløret søvn fyldt med mareridt og blevet til en halvgammel mand.

Jeg føler mig forvirret og jeg er stadig forbeholden og skeptisk. Jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg kan. Og hvor mine grænser går. Jeg mangler at være i stand til at forpligte mig. Til mennesker eller til ting. Jeg skal lære mig selv at kende. En ny rejse, hvor jeg skal udforske Thorbjørn anno 2011. En velfungerende Thorbjørn, der kan kigge verdenen i øjnene med et skævt smil over ansigtet.

Min nieces øjne

Hun har mørkeblå øjne, min niece. Et roligt gemyt og i modsætning til hendes storebror skriger hun ikke meget. Familien er allerede begyndt på at komme med deres bud på hvem hun ligner. Og selv om hun kun er et par måneder gammel, er det som om hun allerede er begyndt at have en personlighed. En personlighed, der på ingen måde er præget af hendes omgivelser. Det er hun alt for spæd til.

Når jeg betragter hende, dukker et tema frem som jeg ind imellem går meget op i. Arv contra miljø. Hvor bliver vi skabt? Hvor kommer vores personlighed fra? Der er kun én ting der ligger fast, det er ikke et spørgsmål om enten/eller. Det er et spørgsmål om fordeling mellem de to. Fifty/fifty? Halvfems/ti? Til hvilken side?

Jeg er langt fra den eneste der interesserer mig for det tema. Litteraturen (for eksempel hr. Andersens "Den grimme æling"). Filosofien, her er eksiensialismen en klar kandidat. Idealismen, særligt kommunisme. Psykologi. Og i høj grad religion, "Guds veje er uransagelige", "Karma". Men på det seneste er der kommet en ny spiller på banen: genforskningen. En spiller der ikke forholder sig til spørgsmålet, men kun til svaret. Og det er en spiller, der er skræmmende svær at afvise.

Måske er det et lidt tungt emne at kaste ind i en blog om psykisk sygdom. Men dem af jer, der har læst indlæget Kynismens fødsel ved, er det ganske relevant for folk der er født med en kronisk og arvelig sygdom. En sygdom, der er kodet ind i generne. Og mit spørgsmål er: er jeg min sygdom eller er min sygdom mig? Kan jeg adskille de to? Og mere grundlæggende, er min personlighed dermed defineret i mine gener? Mit svar er, Ja.

Tilbage til det videnskabelige. For, efterhånden, mange år siden begyndte forskere fra hele kloden, at kortlægge vores gener i projektet Genemapping. I processen begyndte man at finde gener for det ene efter det andet. Også ting man slet ikke ledte efter. Et af de mere kuriøse fund man snuplede over, var et gen for tyveri. Det betyder ikke, at alle der har det gen er tyve, men at de er mere disponerede og at det derfor er sværre at lade være. Fordi det i virkeligheden er deres natur. Det samme gælder misbrugsgenet.
Man ledte efter gener, der var årsag til forskellige sygdomme så resten var bonusmateriale. Kortlægningen af vores gener har affødt en revideret opfattelse af fordelingen mellem arv og miljø. Og der er idag mange der mener at fordelingsnøglen er halvfems/ti til arvs favør. Og groft oversat betyder det, at vores skæbne i stort omfang er fastlagt på forhånd. Religion og videnskaben danner således par. Noget man ikke ser så tit.

Jeg bliver nok nødt til at uddybe det med skæbnen lidt. Med personlighed følger et bestemt sæt af præferancer. Det vil sige, ting, situationer og mennesker som man mere eller mindre altid vil søge. Det kunne være valg af mage og venner. Valg af job og meget andet. Og på samme måde vil vi hele tiden søge at undgå ting, der er imod vores præferancer. Og både bevidste og ubevidste valg bliver således styret af vores præferancer og i sidste instans vores personlighed. Og summen af alle de valg beskriver os og vores liv. (Ovenstående gælder selvføgelig kun mennesker, der lever i et frit samfund. Og dem er der desværre alt for få af.)

Jeg må konstatere at jeg gang på gang, søger svar i naturvidenskaben. Også på de helt eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Ja, hvis man skal tro ovenstående så er svaret; en bunke gener. Intet andet. Gener der ikke kun fortæller hvem jeg er, men også giver mig en skabelon for hvad min fremtid vil byde på. Det er en tankegang som mange ikke bryder sig om. Fordi det er en tankegang, der i høj grad fratager os kontrol over vores liv. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Fordi det kun er rammerne der er definerede. Og de er ikke nødvendigvis snævre.

Man kan sige at mine, bevidste og ubevidste, præferancer styrer mod et behov for absolut viden. Jeg har brug for et svar. Et urokkeligt svar, som kan hjælpe mig med at finde mening i alle de ting der styrer mit liv. Andre vil søge svar i filosofien eller psykologien. Og andre igen i religionen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvor svaret findes. Det er der ingen der kan. Jeg kan sige, at den naturvidenskabelige tilgang i bund og grund også bare er et trossystem. Men det er min tro. Min virkelighed.

Celeb-tosser

Engang i mellem føler jeg mig som en nasser. Jeg føler ikke jeg bidrager med noget. Føler ikke at jeg leverer min andel til skattekisten. Eller til fællesskabet som sådan. Det er selvfølgelig noget pjat. Fordi en af grundpræmisserne i velfærdssamfundet er ideen om at "yde efte evne og nyde efter behov". Og i det store hele, er der ingen der forventer, at alvorligt syge skal bidrage på samme niveau som raske. Men det er nu engang sådan med følelser, at de sjældent følger samme logik som tanker.

Vi tilhører alle sammen flere fællesskaber. Og hvis man mangler noget i ét fællesskab, kan man søge tilflugt i et andet. Og blandt den håndfuld fællesskaber jeg tilhører, er gruppen af bipolare. Hvis jeg ikke som enkeltperson bidrager, kan jeg i det mindste finde trøst i hvad andre i mit fællesskabs bidrager med. Lidt ligesom med fodbold. Selv om jeg ikke kan spille fodbold, kan jeg blive stolt hvis landsholdet vinder en vigtig kamp. De er en del af fællesskabet "Danmark" og deres succes er også min.

Hvem er så udtaget til mit bipolare fodboldhold? Hvem er de, alle dem, der bidrager så meget, at det kan smitte af på mig?
Der var en periode, hvor jeg samlede på bipolare. Celeb-tosser om man vil. Så hver gang jeg stødte på en kendt frænde, skrev jeg det ind i min lille sorte notesbog.

For ikke så lang tid siden så jeg en TV-udsendelse om den romerske kejser Caligula. Den handlede om hans liv og hans ekstreme adfærd. (Han udnævnte for eksempel hans hest til konsul). Ikke overraskende fandt de frem til at han var psykisk syg. Men de indsnævrede det til, at han var bipolar. Inden vi går videre vil jeg godt lufte min forbehold overfor denne, hvad skal vi sige: postdianostisering. Den bygger på kilder der sjældent beskæftiger sig direkte med emnet. Til gengæld er det underholdende.

Hitler og Napoleon også var bipolare. Ligesom Caligula havde jeg umidelbart troet at de var psykopater. Men psykopater har ingen empati og kan ikke elske. Så det passer nok meget godt. På den anden side af den engelske kanal sad Churchil med hans evige whisky i hånden, formegentlig fordi han led af søvnbesvær. Han må i hvertfald have været alkoholiker ligesom halvdelen af alle bipolare.
En anden person med søvnbesvær var Edvard Munck. Der er en historie der lyder på at han, når han skulle sove, tog han et nattog til Stockholm og tilbage til Oslo. Fordi det var et af de få steder han kunne falde i søvn. Jeg vil lige tilføje at hans berømte maleri Skriget er den tætteste gengivelse af en depressiv tilstand jeg hidtil har mødt. En anden stor bipolar maler er Van Goch. Ham med øret.

Generelt er der dog en tendens til at bipolare primæret har talent for at skrive. På det punkt kan jeg nævne et hav af forfattere, men vil prøve at holde mig til de mest kendte. Herhjemme menes både Grundtvig og H.C. Andersen at være bipolaer. Og i dansk litteratur gøres det vist ikke større. Mere bredt vil jeg fremhæve Oskar Wilde og Ernest Hemmingway. Hvad Ernest angår, må man koldt konstatere, at han skød sig selv i hovedet med et haglgevær. Og da han døde havde han ingen venner og hans familie ville ikke have noget med ham at gøre.
Vi bliver lidt ved haglgevær, men skifter genre. En af halvfemsernes største musikere og sangskrivere, Curt Cubain, valgte også at stikke det dødelige jagtredskab i munden. Og trykke på aftrækkeren.

Når jeg nævner alle disse koryfæer er det på ingen måde for at sammenligne mig med dem. Det er mere for at trøste mig med, at folk i mit andet fælleskab har, på godt og ondt, bidraget til historien. Og dermed til det store fællesskab, som den dag idag er med til at forme vores kultur og selvforståelse. Både levende og døde bipolare har gjort en forskel.