Forvirret

Jeg forstår mig ikke. Mine valg og ønsker forekommer ulogiske. Og det virker som om intet rigtigt tilfredsstiller mig. Men det gør ikke noget. Ikke spor. Jeg ser det som et sundhedstegn. Jeg er blevet som alle andre. Alle dem, der konstant går og føler at de mangler noget. Måske en cola. Måske en mening med det hele. Et mål med det man gør. Det må være et sundhedstegn. Jeg tænker ikke længere kun en dag frem. Eller en uge. Min horisont er bredt ud og dækker næsten resten af året. Og i gode stunder endnu længere. Men der hænger stadig en mørk skygge på mit helbreds himmel. Der er ingen garantier. Jeg kan stadig blive overfaldet af min mørke sindstilstand. Når som helst. Og det trækker et spor af usikkerhed med sig. En skygge jeg aldrig slipper af med. Men den er presset længere tilbage i kraniet og virker ubetydelig i øjeblikket. Det må være et sundhedstegn. Og det er blevet tid til at tænke frem.

Livet som pensionist er et privilegium. Jeg har ikke mange penge, men en betydelig bunke frihed og fritid. Mere end jeg havde før. Tidligere havde jeg også frihed. Men det var det var ikke rigtig frihed, fordi den var uløselig koblet sammen med sygdom. Det var frihed til at være syg. Eller rettere tryghed til at være syg uden drastiske konsekvenser. Så nu har jeg ægte frihed. Ægte fri-tid. Men jeg er stadig forvirret og usikker. Det er så uendelig lang tid siden at jeg har kunne tænke så langt frem. Så uendelig lang tid siden jeg har kunne spørge mine ambitioner hvad de vil. Så lang tid siden jeg ikke med jævne mellemrum har set døden i øjnene og tænke på hvornår det var tid. Og jeg er kommet ud af form. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan man gumler over, hvad man vil med sit liv. Hvordan man identifiserer ønsker og hvordan man forfølger dem. Men omvendt, måske er jeg ikke den eneste. Måske er det normalt. Jeg ser forvirringen som et sundhedstegn. Som overskud til overhovedet at stille spørgsmålene.

Jeg er stadig forsigtig. Jeg har stadig forbehold overfor at binde mig til mennesker. Til at forpligte mig. Forbehold der sidder på rygraden. Det er altid have en flugtvej som jeg kan storme ud af ved det mindste tegn på tristhed og træthed. Og jeg kan ikke det samme som før. Det er syv år siden jeg blev syg. Og i mellemtiden er jeg, sjovt nok, blevet syv år ældre. Jeg kan ikke helt genkende mig selv. Jeg ser alderstegn, der ikke kan henføres til sygdom, men blot til tidens logik. Tiden der roligt gnaver sig ind på krop og sjæl. Jeg er vågnet op af en sløret søvn fyldt med mareridt og blevet til en halvgammel mand.

Jeg føler mig forvirret og jeg er stadig forbeholden og skeptisk. Jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg kan. Og hvor mine grænser går. Jeg mangler at være i stand til at forpligte mig. Til mennesker eller til ting. Jeg skal lære mig selv at kende. En ny rejse, hvor jeg skal udforske Thorbjørn anno 2011. En velfungerende Thorbjørn, der kan kigge verdenen i øjnene med et skævt smil over ansigtet.

Min nieces øjne

Hun har mørkeblå øjne, min niece. Et roligt gemyt og i modsætning til hendes storebror skriger hun ikke meget. Familien er allerede begyndt på at komme med deres bud på hvem hun ligner. Og selv om hun kun er et par måneder gammel, er det som om hun allerede er begyndt at have en personlighed. En personlighed, der på ingen måde er præget af hendes omgivelser. Det er hun alt for spæd til.

Når jeg betragter hende, dukker et tema frem som jeg ind imellem går meget op i. Arv contra miljø. Hvor bliver vi skabt? Hvor kommer vores personlighed fra? Der er kun én ting der ligger fast, det er ikke et spørgsmål om enten/eller. Det er et spørgsmål om fordeling mellem de to. Fifty/fifty? Halvfems/ti? Til hvilken side?

Jeg er langt fra den eneste der interesserer mig for det tema. Litteraturen (for eksempel hr. Andersens "Den grimme æling"). Filosofien, her er eksiensialismen en klar kandidat. Idealismen, særligt kommunisme. Psykologi. Og i høj grad religion, "Guds veje er uransagelige", "Karma". Men på det seneste er der kommet en ny spiller på banen: genforskningen. En spiller der ikke forholder sig til spørgsmålet, men kun til svaret. Og det er en spiller, der er skræmmende svær at afvise.

Måske er det et lidt tungt emne at kaste ind i en blog om psykisk sygdom. Men dem af jer, der har læst indlæget Kynismens fødsel ved, er det ganske relevant for folk der er født med en kronisk og arvelig sygdom. En sygdom, der er kodet ind i generne. Og mit spørgsmål er: er jeg min sygdom eller er min sygdom mig? Kan jeg adskille de to? Og mere grundlæggende, er min personlighed dermed defineret i mine gener? Mit svar er, Ja.

Tilbage til det videnskabelige. For, efterhånden, mange år siden begyndte forskere fra hele kloden, at kortlægge vores gener i projektet Genemapping. I processen begyndte man at finde gener for det ene efter det andet. Også ting man slet ikke ledte efter. Et af de mere kuriøse fund man snuplede over, var et gen for tyveri. Det betyder ikke, at alle der har det gen er tyve, men at de er mere disponerede og at det derfor er sværre at lade være. Fordi det i virkeligheden er deres natur. Det samme gælder misbrugsgenet.
Man ledte efter gener, der var årsag til forskellige sygdomme så resten var bonusmateriale. Kortlægningen af vores gener har affødt en revideret opfattelse af fordelingen mellem arv og miljø. Og der er idag mange der mener at fordelingsnøglen er halvfems/ti til arvs favør. Og groft oversat betyder det, at vores skæbne i stort omfang er fastlagt på forhånd. Religion og videnskaben danner således par. Noget man ikke ser så tit.

Jeg bliver nok nødt til at uddybe det med skæbnen lidt. Med personlighed følger et bestemt sæt af præferancer. Det vil sige, ting, situationer og mennesker som man mere eller mindre altid vil søge. Det kunne være valg af mage og venner. Valg af job og meget andet. Og på samme måde vil vi hele tiden søge at undgå ting, der er imod vores præferancer. Og både bevidste og ubevidste valg bliver således styret af vores præferancer og i sidste instans vores personlighed. Og summen af alle de valg beskriver os og vores liv. (Ovenstående gælder selvføgelig kun mennesker, der lever i et frit samfund. Og dem er der desværre alt for få af.)

Jeg må konstatere at jeg gang på gang, søger svar i naturvidenskaben. Også på de helt eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Ja, hvis man skal tro ovenstående så er svaret; en bunke gener. Intet andet. Gener der ikke kun fortæller hvem jeg er, men også giver mig en skabelon for hvad min fremtid vil byde på. Det er en tankegang som mange ikke bryder sig om. Fordi det er en tankegang, der i høj grad fratager os kontrol over vores liv. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Fordi det kun er rammerne der er definerede. Og de er ikke nødvendigvis snævre.

Man kan sige at mine, bevidste og ubevidste, præferancer styrer mod et behov for absolut viden. Jeg har brug for et svar. Et urokkeligt svar, som kan hjælpe mig med at finde mening i alle de ting der styrer mit liv. Andre vil søge svar i filosofien eller psykologien. Og andre igen i religionen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvor svaret findes. Det er der ingen der kan. Jeg kan sige, at den naturvidenskabelige tilgang i bund og grund også bare er et trossystem. Men det er min tro. Min virkelighed.

Celeb-tosser

Engang i mellem føler jeg mig som en nasser. Jeg føler ikke jeg bidrager med noget. Føler ikke at jeg leverer min andel til skattekisten. Eller til fællesskabet som sådan. Det er selvfølgelig noget pjat. Fordi en af grundpræmisserne i velfærdssamfundet er ideen om at "yde efte evne og nyde efter behov". Og i det store hele, er der ingen der forventer, at alvorligt syge skal bidrage på samme niveau som raske. Men det er nu engang sådan med følelser, at de sjældent følger samme logik som tanker.

Vi tilhører alle sammen flere fællesskaber. Og hvis man mangler noget i ét fællesskab, kan man søge tilflugt i et andet. Og blandt den håndfuld fællesskaber jeg tilhører, er gruppen af bipolare. Hvis jeg ikke som enkeltperson bidrager, kan jeg i det mindste finde trøst i hvad andre i mit fællesskabs bidrager med. Lidt ligesom med fodbold. Selv om jeg ikke kan spille fodbold, kan jeg blive stolt hvis landsholdet vinder en vigtig kamp. De er en del af fællesskabet "Danmark" og deres succes er også min.

Hvem er så udtaget til mit bipolare fodboldhold? Hvem er de, alle dem, der bidrager så meget, at det kan smitte af på mig?
Der var en periode, hvor jeg samlede på bipolare. Celeb-tosser om man vil. Så hver gang jeg stødte på en kendt frænde, skrev jeg det ind i min lille sorte notesbog.

For ikke så lang tid siden så jeg en TV-udsendelse om den romerske kejser Caligula. Den handlede om hans liv og hans ekstreme adfærd. (Han udnævnte for eksempel hans hest til konsul). Ikke overraskende fandt de frem til at han var psykisk syg. Men de indsnævrede det til, at han var bipolar. Inden vi går videre vil jeg godt lufte min forbehold overfor denne, hvad skal vi sige: postdianostisering. Den bygger på kilder der sjældent beskæftiger sig direkte med emnet. Til gengæld er det underholdende.

Hitler og Napoleon også var bipolare. Ligesom Caligula havde jeg umidelbart troet at de var psykopater. Men psykopater har ingen empati og kan ikke elske. Så det passer nok meget godt. På den anden side af den engelske kanal sad Churchil med hans evige whisky i hånden, formegentlig fordi han led af søvnbesvær. Han må i hvertfald have været alkoholiker ligesom halvdelen af alle bipolare.
En anden person med søvnbesvær var Edvard Munck. Der er en historie der lyder på at han, når han skulle sove, tog han et nattog til Stockholm og tilbage til Oslo. Fordi det var et af de få steder han kunne falde i søvn. Jeg vil lige tilføje at hans berømte maleri Skriget er den tætteste gengivelse af en depressiv tilstand jeg hidtil har mødt. En anden stor bipolar maler er Van Goch. Ham med øret.

Generelt er der dog en tendens til at bipolare primæret har talent for at skrive. På det punkt kan jeg nævne et hav af forfattere, men vil prøve at holde mig til de mest kendte. Herhjemme menes både Grundtvig og H.C. Andersen at være bipolaer. Og i dansk litteratur gøres det vist ikke større. Mere bredt vil jeg fremhæve Oskar Wilde og Ernest Hemmingway. Hvad Ernest angår, må man koldt konstatere, at han skød sig selv i hovedet med et haglgevær. Og da han døde havde han ingen venner og hans familie ville ikke have noget med ham at gøre.
Vi bliver lidt ved haglgevær, men skifter genre. En af halvfemsernes største musikere og sangskrivere, Curt Cubain, valgte også at stikke det dødelige jagtredskab i munden. Og trykke på aftrækkeren.

Når jeg nævner alle disse koryfæer er det på ingen måde for at sammenligne mig med dem. Det er mere for at trøste mig med, at folk i mit andet fælleskab har, på godt og ondt, bidraget til historien. Og dermed til det store fællesskab, som den dag idag er med til at forme vores kultur og selvforståelse. Både levende og døde bipolare har gjort en forskel.

Kære dagbog

For tiden er det svært for mig at finde ord. Et længe planlagt indlæg vil ikke lade sig færdiggøre. Jeg føler skyld. Hvorfor ved jeg ikke.
Der står restitution på programmet. Jeg har overskrevet mine grænser uden at vide det før det var for sent. Har mine grænser flyttet sig? Et spørgsmål der nager. Er de blevet mindre? Kan jeg mindre end før? Jeg kan mindre. Bliver hurtigere træt. Udmattet.

Bivirkningerne er et helvede. Nu ryster jeg ikke kun om morgenen. Men hele dagen. Jeg har igen fået nye piller mod bivirkninger. Denne gang mod rystelserne. Betabloggere hedder de. De virker lidt. Men ikke nok. Mine hænder ryster når jeg skal føre gaflen op til munden. Kun halvdelen når helt op. Når nogen spørger om ild må jeg få dem til at tænde. Hvis jeg selv gør det, farer mine hænder side til side. Bare lidt under en centimeter. Men synligt. Jeg minder om en narkoman på afvænding. Jeg har vendet mig til det. Men hvad tænker folk? Parkinson? Spasmer? Jeg føler mig ydmyget. Jeg prøver at skjule det så godt jeg kan. Men jeg ved godt, at det kan ses.

Synsnerverne svigter også. Det har de sådan set altid gjort. Men som regel kun en formiddag et par gange om måneden. Nu er det i længere tid, oftere og værre. Jeg er begyndt at se dobbelt. Hjernen sender et signal om hvor jeg skal kigge hen, men synsnerverne er et nanosekund længere om det. Og jeg kan ikke fokusere. Klamrer mig til gelænderet når jeg skal ned af en trappe. Stirrer intenst på fortorvet for at imødegår enhver ujævnhed. Tidligere kunne jeg blive hjemme, men det varer det meste af dagen og jeg skal ned at købe ind. Skal ud.

Mine begrænsninger skriger efter mig. Grænsen har flyttet sig. Tror jeg. En dag lagde jeg alle mine piller på en række på bordet. Min daglige dosis til skue. Jeg blev overrasket. Forleden kiggede jeg på kvitteringen fra apoteket. Den viser værdien af et års forbrug. 40.000 kroner. På et år. Gudskelov for velfærdssystemet. Medicintilskud på 85%. Tænk hvis jeg havde været syg i et andet land.

Kære dagbog. Min hjerne er pumpet med kemi. Kemi til 40.000 kroner. Og det koster.

A penny for your thoughts

Familie og nære venner er et bolværk mod armod. Her skal jeg ikke forklare mig. De forsvinder ikke. Jeg kan trække på dem også selv om jeg ikke gør det. Det er videnen om at jeg kan, der tæller. Videnen om, at de er derude. De er en livlinie til verdenen udenfor. Og de står klar, når jeg begynder at få det bedre.
Det sociale netværk (som det så ucharmerende hedder) er tit afgørende for, at vi tosser kommer på fode efter en depression. Og dermed afgørende for en tålelig tilværelse. Men de bliver også rullet ind i mit sygdomsforløb og derfor har jeg bedt en af mine gode venner, Eskild, beskrive hans oplevelse af min sygdom. Og hans tanker om hvordan det er at være nær ven med en bipolar.

”A penny for your thoughts”
Kender du det? Man sidder og taler med en ven, med kæresten eller en kollega. Pludselig bliver den du taler med fjern i blikket, og forsvinder sådan lidt ud det blå, tænksom i blikket. Næsten reflektorisk siger du: ”En krone for dine tanker”, og i kan igen fortsætte samtalen, indledt med ”nåh.. ja, jeg var lige væk et øjeblik”. Men hvad der lige skete i det lille fraværende sekund eller to, bliver man sjældent klogere på. Tit ved man heller ikke selv, hvad man egentlig tænkte på.

Da jeg efter lang tid lige så stille begyndte at erkende, at min gode ven gennem mange år, havde fået diagnosticeret en psykisk lidelse, som også indebar et meget mørk rum med et utal at tanker og følelser. Noget jeg nok aldrig rigtigt havde forholdt mig til, begyndte jeg nok som mange andre at fundere over, hvad der egentlig sker "derinde”.
Nu måtte jeg nok indse, at jeg overfor denne nye situation, var mere end på bar bund – slået hjem i ludo om man vil…! De fleste vil nok mene, at når de taler tæt og fortroligt med en god ven, så kan man altid på en eller anden måde hjælpe, hvis ens ven er trist til mode. Man vender og drejer situationen, bliver enige om, at ”hun nok også har det værre end dig”, og ”du er så stærk, du altid finder den gode vej ud af problemerne”. Og måske med et par øl og en flaske vin i tasken, finder lyspunkter i det triste, og er lidt mere klar til at gå videre. Vejen videre midt i det triste er som oftest nok egentlig ikke at man løser problemet, men at man – igen – får befæstet sit venskab. Det kender vi alle, vi ved hvordan vi skal tackle situationen.
Hvordan starter man med at forstå sin vens nye mentale univers, man ikke kender vejen ind til, og som virker uoverskueligt og fremmed? Paraderne er helt og aldeles nede! Hvad skal man gøre, når man finder ud af, at endnu en depression er i gang – skal man sparke døren ind for at komme og hjælpe? Skal man sidde pænt vente på det går over, så man kan tale om det, når ens ven igen er ”normal”?

I mine øjne er der kun en vej – bliv ved med at prøve at forstå. Gribe chancen, hver gang den er der. Acceptere at det nok ikke er hele billedet, jeg kommer til at forstå, men dog før eller senere nok til at det giver mening. Og det viser sig jo, at det kan lykkes at komme tættere og tættere på en forståelse.

Flere gange spørger jeg ind til, om han ikke kan beskrive nogle af de tanker, der huserer, når depressionen kører på, så jeg bedre kan forstå hvad der egentlig sker. Men jeg får ofte at vide, at det ikke kan beskrives. Men det kan det jo…! Så budskabet er, at i det følelsesmæssige liv kan vi godt tale usammenhængende og fragmenteret, og stadig forstå hinanden.

Og her er det den gamle sætning viser sit værd. Hver lille hint, hver lange dybe samtale eller hver lille ytring – sammenhængende eller ej – giver mening for en ven, og selv om vi måske ikke lige føler vi rammer helt plet i den konkrete samtale, så vil den altid bringe os videre – tåget og fraværende som ytringen måske kan vise sig. Så næste gang snakken går lidt i stå, og du siger: ”det kan nok ikke beskrives”, eller ”det vil du ikke ønske at tænke på” vil jeg straks sige: ”A penny for your thoughts!”