Rustne rør

De er i færd med at lave Metro i min gade. Klokken syv går jord- og betonarbejdere, kloakspecialister og deres potente maskiner i gang. Og det er tid til at stå op. Jeg smører mig et stykke trekornsbrød med solbærmarmelade og går ind i stuen med en kop kaffe i hånden. Jeg kigger ud af vinduet og derfra kan jeg se ned i den grav, som de har arbejdet på det sidste stykke tid. I bunden af graven ligger slidte gamle kloakrør, der må være omkring firs. Sorte metalrør med utætte sammenføjninger og gennemtærede af rust. Det er to uger siden jeg selv kom op af hullet. Og jeg føler et vist slægtskab med dem. 

Når jeg først er kravlet op, venter en masse gøremål. Masser af reparationsarbejde. Det starter som regel med min krop. Den har i store træk været uvirksom siden jeg faldt ned. Den har udelukkende transporteret mig fra sengen til sofaen og tilbage igen. Jeg spiser meget lidt i de perioder og egentlig burde jeg have tabt mig. Men sådan forholder det sig ikke. Jeg har ikke spist meget, men det har været dårlig kost. Når jeg endelig har været sulten, har det været en overvældende skrigende sult, der næsten gør ondt. En sult, der har krævet tilfredsstillelse promte. Så det er blevet til en medister med sennep og ristede løg hos pølsemanden. Eller en slatten burger med pomfritter der, om muligt, er endnu mere slatne. Eller bare en plade chokolade nede fra kiosken. Og jeg føler mig fed. Eller rettere, slasket. Min muskulatur er svundet hen og jeg er dækket af et tyndt lag hvalpefedt fra top til bund. 

Det er ikke svært at bevæge mig mere end før. Faktisk er det umuligt at røre sig mindre. Så jeg kommer ud og går lidt omkring udenfor. Op og ned af Istedgade. Til at begynde med, bliver jeg hurtigt forpustet. Men langsomt opbygges muskulaturen og min krop er ved at være med igen. 

Turen er kommet til min lejlighed. I modsætning til kroppen er lejligheden blevet brugt. Konstant. Alle de smøger jeg har røget er røget hjemme og der stinker. Måneders støv danser i solstrålerne foran mit vindue. Så jeg lufter ud og støvsuger. Jeg vasker gulve. Og når det mest grundlæggende er overstået, begynder jeg at rykke rundt. Flytter på møbler og retter billederne op. Jeg justerer tæpperne så de ligger i nye vinkler. Som for at udviske lejlighedens tidligere indretning, så den minder mindre om tiden i hullet. Den indretning jeg har stirret blindt på i måneder. Som regel skal der ikke meget til. Men det hænder at jeg begynder at male eller sætte kapelkasser op langs væggene. Den slags. Måske er det bare for at gøre noget. Indhente aktivitetsfraværet. Måske en form for frustration, der omsættes til aktivitet. ”Jeg må gøre noget. Hvad som helst.” 

Til sidst kommer det svære. Genaktivering af mit sociale liv. Nede i hullet farer jeg sammen, hvis telefonen ringer. Jeg lægger den panisk under hovedpuden. Kort tid efter pib´er den. Telefonsvareren har opfanget en besked. Jeg ringer ind i mellem til den. ”Der er otte ubesvarede opkald.” siger den venlige dame i røret. Helt uoverkommeligt. Beskederne forbliver uaflyttede. Og efterhånden ringer folk ikke mere. De ved at jeg alligevel ikke tager den og de venter tålmodigt på, at jeg kommer op af hullet. Så nu er det tid til at ringe tilbage. Raden rundt. Først familie. Så nære venner. Og derefter resten. Indhente alle de aftaler som jeg måtte aflyse i sidste øjeblik. Gå ture ved søerne. Drikke cortado på Vesterbro. Smutte i biffen. Hente min nevø i børnehaven. Ting som jeg først nu mærker, at jeg har savnet. 

Men der går lang tid inden jeg når niveauet fra før. Til at starte med, er min indbakke tom. Ingen beskeder på facebook. Ingen sms´er. Det tager tid. Og jeg må være tålmodig, hvilket ikke ligger til min natur. Men folk står ikke klar ved tasterne så snart jeg er kommet op. Og det kan jeg godt forstå. Viljen fejler ikke noget, men det er mig der skal tage initiativet. Og jeg frygter altid at der er røget nogle i svinget. Det er ikke alt, der kan repareres med maling og kabelkasser.     

Senere på dagen kigger jeg ned i graven igen. De gamle rør er væk. Erstattet af spritnye orange PVC-rør. Rør uden sammenføjninger. Rør hvor lort og rotter ikke kan hobe sig op. Snart er graven lukket til og forseglet med frisk sort asfalt.  Og snart er jeg den eneste, der kan huske dem.