Tude Marie

Grådlabil. Et ord som jeg altid godt har kunnet li´. Det har en god rytme. Det er en kombination af det kantede ”gråd” og det mere elegante ”labil”. ”Grådlabil”. Det ligger ligesom godt på tungen.

Det overrasker mig altid når jeg begynder at få våde øjne. Og det der overrasker mig mest er de ting der kan fremprovokere duggen på mine nethinder. Wherters egte for eksempel. Den lune og hyggelige bedstefar, der tilbyder sin sønnesøn en lille godte. To generationer spiller ud og knytter bånd igennem en karamel. Det er smukt. Og så er der de romantiske komedier. Især den scene hvor de to smukke hovedpersoner trodser fornuft og alle misforståelserne og overgiver sig til betingelsesløs kærlighed. Amerikanerne er verdensmestre i følelsespornografi. De kan, som ingen andre, portrættere følelser der transcenderer rationalitet. Og jeg er et let offer. Mine tårekanaler vinder en kamp, der synes tabt på forhånd.

Sidste gang var det en komedie om knaldhård marinesoldat, der skulle være babysitter/bodyguard for fire børn, hvoraf især de to yngste var ualmindeligt nuttede. Den ene unge kommer uforvarende til at kalde den ellers så rå børste for far. Og lige der, blev mine tårer afløst af et åbent udbrud af fossende gråd. Og vandet strømmede ud af øjne og næse. Men rekorden blev dog slået da jeg så en animationsfilm sammen med min nevø. Cars hed den. Jeg blev overvældet af uhæmmet gråd. Jeg kan ikke længere huske hvilken scene det var, men retrospektivt må jeg bare undre mig. Jeg mener, det er to biler der bliver forelskede i hinanden. For pokker! To biler!

Jeg kan ikke lige gennemskue om følsomme mænd stadig er in. Men uanset hvad, er den grad at følsomhed nok ikke så tiltrækkende. Der er vist ikke noget sexet over en mand der tuder hele tiden. Heldigvis ved jeg at jeg under normale omstændigheder ikke er mere følsom end gennemsnittet. Jeg ved nemlig, at det er en kombination af tre faktorer der spiller ind. En melankolsk sindstilstand, en træthed der går helt ind i rygmarven og bivirkningen af nogle af de mange piller som jeg dagligt kaster ind i sprækken. 

Hvis du nu, bare for provokationens skyld, beretter om guldklumpens første ord. Og kigger forventningsfuldt på mig, i håb om at se tårer og snøft. Må jeg indskyde, at jeg langt fra er så følsom hele tiden. Bare så du ikke bliver skuffet hvis jeg ikke bryder sammen. Og at jeg, som regel for selvrespektens skyld, bliver hjemme når det sker. Og at overfølsomheden mere er fremkaldt af biokemi end et udtryk for en overdrevent blød natur.