”Jamen, hvordan er du? Sån´, når du er normal.” Med jævne mellemrum får jeg spørgsmålet fra folk, der oprigtigt forsøger at forstå mig. Og det er vel det, man i sin essens kan kalde et eksistentialistisk spørgsmål. På lige fod med mig selv, vil de gerne forsøge at isolere en eller anden form for personlighed, der karakteriserer netop mig. Og hvem vil ikke det? Forstå sig selv. Finde ud af hvad man kan regne med. Finde den kerne, der kan fungere som en konstant i ens liv. Mit svar ender som regel med at blive: jeg kan fortælle dig hvem jeg var. Før jeg blev syg.
Da det hele for alvor startede, prøvede jeg at holde fast i et bestemt selvbillede. En forestilling om en Thorbjørn som jeg igen ville blive, når der engang kom styr på det hele. En persona jeg ville vende tilbage til. Men jo længere tid der gik, desto svagere blev det billede. Og til sidst blev det bare en udvisket skikkelse i tågen. Mere og mere tømt for indhold. Samtidig blev min identitet stille og roligt smeltet sammen med min sygdom. Jeg er min sygdom og min sygdom er mig. Og det er blevet biokemiske faktorer, der determinerer min personlighed. Lidt skræmmende måske. Men det var ikke før jeg erkendte det faktum, at jeg for alvor kunne slappe af og holde op med at spejde efter normaliteten. Min normalitet. Fordi en maniodepressiv har minimum to personligheder. Én der er glad og én der er ked af det. Og alt midt i mellem.
Det er ikke fordi der ikke er noget psykologi i det. Tværtimod. Masser. Men de psykologiske stødpuder reagerer på mine forskellige humørtilstande og ikke på en grundstemning.
Jeg er begyndt at kalde mig selv for ”tosse”. En sjælden gang ”skør”. Og når humøret er højt, kan jeg finde på at sige: ”Jeg er sindssyg. Og det har jeg papir på.” Der er nogle filosoffer, der mener at ting der bliver formuleret, som regel ender med at blive realitet. Det er et åbent spørgsmål om de har ret. Også fordi denne varedeklaration måske var en realitet før jeg navngav mig selv. Hønen og ægget. Men begrebet ”tosse” er et stativ, som jeg kan hænge en del af min selvforståelse op på.
Der er mange i min situation, der vil gøre alt for at undgå at blive puttet i den kasse. Måske af ovennævnte grund. Fordi de er bange for at det skal gå i opfyldelse. Og det har jeg fuld respekt for. Vi har alle forskellige overlevelsesstrategier. Men for mig er den erkendelse afgørende for den måde jeg tilrettelægger mit liv på.
Det her kunne sagtens blive et meget langt blogindlæg. Der er jo skrevet lange romaner om netop dette tema og det vil jeg ikke rode mig ud i. Ikke nu, i hvert fald. Så indtil videre har jeg bare stillet en masse spørgsmål. Flere end jeg har givet svar på. Og måske er det i virkeligheden spørgsmålene, der beskriver os og ikke svarene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar