Guldfisk

Forestil dig en guldfisk i en glasbowle. Og forestil dig nu, at den svømmer rundt i den ene ende mens den tænker: ”Gad vide hvad der er i den anden ende?” Så svømmer den ned i den anden ende og tænker ”Gad vide hvad der er i den anden ende?” Og sådan bliver det ved. Denne, hvad skal vi sige, fabel, illustrerer selvfølelig at skælklumpen er dum. Eller mere præcist, den er dum fordi den ikke kan huske ret lang tid tilbage. Er det ikke lidt frækt at man måler intelligens på evnen til at huske? Mere præcist korttidshukommelse. Nu er beretningen ikke den mest udbredte joke. Og den opfattelse der ligger bag, ikke den mest udbredte definition af intelligens. Men alligevel.    

Hukommelse er en af de ting man først sætter pris på når man mister den. Det er meget almindeligt at man opdeler (menneskets) hukommelse i tre. Langtidshukommelse, korttidshukommelse og den lidt mindre kendte, arbejdshukommelse. Alternativt kan man kalde arbejdshukommelsen for automathukommelsen. Det er den man bruger når man udfører opgaver der ikke kræver tankevirksomhed. Tage bad, skrælle kartofler, gå/løbe, den slags. Det er småting og det gælder for de fleste af dem, at det ikke er en stor katastrofe, hvis den falder ud ind i mellem. Men der er en vigtig ting som man kan knytte til arbejdshukommelsen. Sprog. Pludselig kan man ikke komme på et ord eller et navn, som man med sikkerhed ved, at man kender. Heller ikke nogen katastrofe. Så længe det ikke er hele tiden. 

Men hvis mængden af ord som man ikke kan huske stiger drastisk, har man et problem. Og jeg vil vove den påstand, at folk der hakker i det og siger øhhh i hver anden sætning, godt kan virke lidt dumme. Men man er ikke dum, fordi man, som nævnt, godt ved, at man kender ordet. Det vil bare ikke frem. I perioder oplever jeg det forholdsvist tit. Og i mit stille sind sammenligner jeg det lidt med at være lam. Man kan ikke røre sig, men man er bevidst om det. Det vil sige at man registrer sine omfattende begrænsninger, men er fuldstændig magtesløs. Sammenligningen er måske noget overdrevet, men jeg kan ikke rigtigt komme på andre måder at beskrive det på. 

I mit tilfælde følges tabet af arbejdshukommelse som regel med tabet af de to andre. Og alt i alt betyder det at enhver social omgang bliver meningsløs. Fordi hvis man stort set ikke kan tale og man ikke kan huske hvad der blev sagt for et minut siden (korttidshukommelse) og man ikke kan hente minder og associationer frem (langtidshukommelse) er det så godt som umuligt at være deltagende i en samtale. Og fordi kommunikation er en afgørende forudsætning i interaktion med andre, er det et stort tab.

Jeg vil ikke behandle korttidshukommelsen og langtidshukommelsen yderligere i dette indlæg. Det bliver for langt. Så der er stof til andre indlæg. Jeg vil bare minde jer om, at i skal sætte pris på jeres hukommelse. Fordi hvis den smutter i mere end et par timer er man på spanden. Husk det nu!