Fjernsynet står og pludrer et sted i min lejlighed da katastrofen indtræffer. Jeg mangler sødmælk og cigaretter! Igennem de sidste par år er jeg langsomt, men sikkert, kommet op på fyrre smøger om dagen. Og mine nikotinreceptorer skriger efter tilfredsstillelse. Og endnu engang bliver dagens uoverskuelige udfordring præsent. Scenariet er ligeså konkret som det er uforståeligt. Godt nok er der mere end 50 meter ned til cigaretbiksen, men der er heller ikke mere end 100 meter. Og spørgsmålet klister sig fast i de få procent af min hjerne, der virker: hvordan kan det være så svært?
Selv med en moderat depression er den slags ture en kamp. Jeg er splittet. Fornuften og bevidstheden sidder som et fjernt og svagt ekko et sted bagerst i hovedet. Og de rummer et løfte, som jeg gang på gang giver mig selv når jeg er nogenlunde velfungerende. Et løfte om at jeg ikke vil bebrejde mig selv. Men skyldfølelse og selvbebrejdelse får frit spil, når jeg har det skidt. Banen er ryddet og de kan galopere uhindret fremad. Uden rytter, der kan tøjle dem, og uden fartgrænser. Og de to potente travheste står ikke alene. Ved siden af dem sprinter outsideren Nederlag frem, tæt forfulgt af den erfarne og snu Opgivenhed.
Hvem der vinder er underordnet. Helt underordnet. Fordi alle udgør et spektrum af følelser under kategorien destruktive og negative tanker. Tanker som intet tilsyneladende kan stoppe. Tanker der står i vejen for mælk i kaffen og røg i lungerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar