Bowling og brædder

Ind imellem bliver jeg mindet om, hvor umådelig forunderlig og mystisk hjernen er. På mange måder facinerende og fantastisk. Og på andre måder grusom og uberegnelig. Vi har vel alle hørt påstanden om at vi kun udnytter 20% og at resten ligger og venter på at vi, som art, lærer at bruge den. Eller i det mindste lidt mere af den. Personligt er jeg overbevist om at manikere får adgang til en del mere af hjernen end resten.
Man opdeler manier i to. En "rigtig" mani er præget af voldsom aktivitet, overdreven talestrøm og boblende af ideer og tanker. Tanker som aldrig følges op på fordi rastløsheden kræver, at de hurtigt gå videre til andre tanker og ideer. Der er en del andre karakteristiska. Men lad os nu holde os til dem. Den anden form er hypomanier som er lettere manier, hvor man er tættere på jorden. Men stadig "høj". Og det er den slags manier jeg får.

Jeg vil lige slå fast at manier, ligesom depressioner, er en tilstand af virkelighedsforvrængning. Man har overdreven selvtillid udløst af store mængder belønningsstoffer i hjernen. Og man gør eller siger ting, som man senere fortryder. Et almindeligt fænomen er at bruge rigtig mange penge. Typisk på ting man slet ikke har brug for.

Temaet i dette indlæg er dog ikke penge eller talestrømme. Men derimod motorik. Det kan vel næppe overraske, at hjernen styrer alt. Også vores krop. Og mine kemiske forstyrelser påvirker de signaler den sender til styring af min finmotorik. I virkelgheden er det ret enkelt. Når jeg er i en depressiv tilstand, virker min motorik ikke særlig godt. Og når jeg har hypomanier virker den fantastisk. Ved depressioner har jeg ofte svært ved koordinere syn og bevægelse. Lad mig give et eksempel. Uden at vide det registrerer vi "jorden" når vi går rundt omkring. De fleste af os justerer vores gang når fliserne på fortovet ligger skævt. På den måde falder vi i de fleste tilfælde ikke. Uden at vide det registrerer vi ujævnheder og tilpasser vores skridt. Det er ikke en bevidst tanke. Det er ren refleks. Når jeg er i en depressiv tilstand snubler jeg konstant. Tror at der er et trin mere på trappen eller et trin mindre. Småting måske. Men jeg skal hele tiden gå og kigge ned for at undgå at falde.

Det ultimative eksempel på forstyrrelser i motorikken var en skitur i Aplerne for en del år siden. Jeg havde stået på ski i seks sæsoner og havde nogenlunde styr på bjerge og brædder. Men det år var anderledes. Jeg havde en depression. Og jeg skvattede konstant. En ting er at falde på en almindelig skibakke, noget andet er at falde på et transportstykke. Til de af jer der ikke ved hvad et transportstykke er, så er det en sti mellem to pister. Den har stort set ingen hælning og er fuldstændig jævn. Men jeg faldt alligevel ud over kanten. Noget der burde være umuligt. Jeg kunne bare ikke styre signalerne mellem hjernen og benene. Og for nu at dramatisere lidt så var kanten tæt på lodret og overstrøget med træer. Der skete ikke noget, men fornøjelsen ved turen til Tyrol, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted.

Omvendt har jeg ved mine relativt få manier, oplevet en intens kontrol over mine bevægelser. Det motoriske center er knivskarpt og den intuitive kommunikation mellem hjerne og krop voldsomt skærpet. Jeg vil, igen, give et par eksempler. Jeg vågnede en dag og var fuldstændig klar i hovedet. Og den formiddag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Lidt ambisiøst vil jeg godt indrømme. Pointen er dog anden. Jeg satte mig til tasterne og pludselig konstaterede jeg at jeg skrev med otte/ni fingre. Noget jeg aldrig tidligere havde været i stand til. Og noget jeg aldrig havde forsøgt at lære. Men der sad jeg og tidsrummet mellem en tanke og ordet på skærmen var utrolig kort. Ja, det var lige før jeg ikke behøvede at kigge på tastaturet.
Et andet eksempel forgik i en bowlinghal på Amager. Vi var en femten/tyve stykker og det var en venskabelig konkurrence. I modsætning til ski, havde jeg praktisk talt aldrig tidligere bowlet. Men den aften lavede jeg den ene strike efter den anden. Det var som om min arm vidste præcist hvordan der skulle kastes og drejes så den fik den helt rigtige skruning. Jeg vandt tourneringen. Til min store forundring. Jeg har siden forsøgt at gentage præstationen, men ender som regel med at tabe.

Det er i virkeligheden lidt snyd. Sportsfolk, kunstnere og håndværkere øver sig i årtier på at mestre deres diciplin. Og ind fra siden kommer en hypomaniker og kan gøre det samme uden synderlig øvelse. Men det siger også noget om hvad der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis vi kan styre de forskellige centre i hjernen. Kreative (hvilket jeg kommer ind på i et senere indlæg), motoriske og intellektuelle evner vil kunne stimuleres til uhørte højder. Men der er meget langt igen.

I mellemtiden vil jeg nyde de hypomanier min hjerne tildeler mig. Og prøve at udnytte dem. For eksempel ved at ringe rundt og foreslå bowlingtourneringer, når jeg kan mærke at den er lige i øjet.

Den sidste tur

Min gade vrimler med misbrugere. Hundredevis af tragiske menneskekæbner defilerer forbi min hoveddør hver dag. De sidder på trappesatsen ned til vores cykelkælder. Eller tager et hvil på trappen op til vores opgang. Der er så mange, at jeg knap lægger mærke til dem mere. De glider ind i mængden. Blandes med asiatiske og afrikanske handlerne, afganske grønthandlere, sigøjnere og polske håndværkere. Dansk er et mindretalssprog, der hvor jeg bor. Og jeg elsker det.

Men der er en ulempe ved at bor her. Man bliver imun overfor foks ulykke. Det er man nødt til. Hvis min empati-geigertæller rammer det røde felt hver gang jeg ser folk på den absolutte bund, kan jeg ikke bo her. Det bliver for meget. Så jeg noterer nøgternt at de er der.
De tilhører hver deres undergruppe. Spritterne. Narkomanerne. Grønlænderne. De hjemløse. Nigerianske luddere og mange andre.

Det sker dog at en enkelt skæbne sniger sig under radaren, sætter sig fast i min bevidsthed og kradser lidt i mit galvaniserede indre. Der er som regel altid en som jeg hæfter mig ved og som jeg kan følge hele vejen ned til bunden.
For et par år siden dukkede der en ny op i sprittergruppen. Og tror at jeg bemærkede hende fordi hun havde et ualmindeligt mildt ansigt. Rare øjne støttet op af smilerynker. Og et væsen der udstrålede en næsten naiv sympati for sine omgivelser. I starten var hun forholdsvis velsoineret og gik i tøj der var nogenlunde rent. Men over de følgende to år blev alt hvad der hedder værdighed strippet fra hende. Hun blev mere og mere beskidt. Hendes ansigt blev furret og lædret af de mange timer i solen. Ind imellem havde hun sår på hænder og i ansigtet. Måske var hun faldet eller været oppe at slås. Hendes tøj var blevet slidt og hun var åbenlyst blevet helt ligeglad med hvordan hun så ud. Hele hendes opmærksomhed var kun rettet mod den næste flaske. Men først og fremmest havde hun mistet sit smil og de milde øjne.

Hun havde uden tvivl været alkoholiker længe inden hun nåede ned til os. Men det som jeg var vidne til, var den allersidste tur. Turen til endestationen. Og vores gade er perronen ved sidste stop. (Ironisk nok bor jeg lige ved siden af Hovedbanegården. Men det er en anden sag).
Alle ville blive berørt, af at være vidne til hendes rejse. Men for mig som tosse, er der en særlig dimension. Og der er to faktorer, der gør hendes historie vedkommende for mig. En trejedel af alle misbrugere har en eller anden psykisk lidelse. Man kalder deres misbrug for selvmedicinering. En meget rammende betegnelse. Det kan være patienter, der enten er stoppet med at tage deres medicin eller bare har haft behov for at supplere den. Og så er der en gruppe, der aldrig har fået stillet en diagnose.
Men især det andet faktum fik mig at til tænke. Omkring halvdelen af bipolare er misbrugere. Da jeg hørte det, sank jeg en klump. Jeg viste godt at alkoholisme er udbredt. Men at det ligefrem er halvdelen...

Hendes skæbne minder mig om hvad, der kan ske, hvis jeg giver slip. Og den minder mig om at der ikke er så langt ned til sidste stop. Ja, jeg skal faktisk bare gå ned på gaden for at se endestationen.

Kynismens fødsel

"Hvorfor mig? Hvorfor lige mig?" Ifølge min hukommelse, stirrer jeg ud i luften med et trist og desperat blik, mens jeg stiller spørgsmålet. Og over en lang periode dukkede spørgsmålet op igen og igen. "Hvorfor?" Kernen i spørgsmålet er begrebet uretfærdighed.

Siden min tidlige barndom er jeg blevet fodret med mantraet om, at hvis jeg er et godt menneske og arbejder hårdt, vil jeg blive belønnet og få hvad der tilkommer mig. Og det var vævet ind i min livsanskuelse. Jeg tænkte aldrig over det, sådan var det bare. Og på den måde var retfærdighed en selvfølge. Belønningen ville komme af sig selv.

Men ulykker og sygdomme er ret ligeglade med den slags mantraer. Deres skueplads er tilfældighed. De kan ramme hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Uden årsag. Uden begrundelse. Blot ved tilfældigheder.

Jeg har ellers altid været optimistisk anlagt. Troet på det bedste i mennesker. Og på, at det nok skal ordne sig alt sammen. Og optimismen er indkodet i mit dna. En del af min personlighed. Ironisk nok er bipolaritet indkodet samme sted. Og den har skubbet optimismen et godt stykke væk fra min følelsespallet. Jeg gider ikke engang lede efter den. Optimismen. Selvfølgelig findes den derinde et eller andet sted. Stærkt amputeret, men i live. Erstatningen er bare mere nyttig. Min nye følgesvend er realismen og især dens fætter, kynismen. Fordi, hvad har livet lært mig indtil videre? Jeg har i hvertfald ikke lært at livet er retfærdigt. Tværtimod. Jeg har heller ikke lært at god opførsel og mange overarbejdstimer giver pote. Hvad har jeg så lært? Jeg har lært at retfærdighed grundlæggende er en illusion. Og at den sande dukkefører er tilfældigheden.

Jeg har fundet ud af, at retfærdighed er en vigtig kompoment i mit trossystem. En grundlæggende komponent. Vigtig for måden at se verden på. Ligesom troende, der kommer i himlen hvis de opfører sig pænt. Den er afgørende fordi, hvis der ingen retfærdighed er til, så er man hjælpeløs. Der er intet man kan gøre. Man kan gøre alt rigtigt, men stadig ikke vide sig sikker. Der er kun tilfældighed. Grundlæggende er alt uden for ens kontrol. En tanke der næsten ikke er til at bære. Men det var ikke til at komme uden om. Min verden var væltet omkuld, selv om jeg havde gjort alt det rigtige. En tilfældig sammensætning af kemi i min hjerne, havde taget alle mine forestillinger og alle mine drømme fra mig. Et ganske lille misforhold i nogle celler, der ikke engang kan ses i et mikroskop. Så lumsk at selv de klogeste inden for feltet, ikke anner hvad der sker. De kan kun gætte. Hvis det ikke er tilfældighed, så ved jeg ikke hvad er.

Mod det, er der kun én kur. At stryge alt hvad der hedder forventninger fra ligningen. Hvis man ikke har forventninger bliver man heller ikke skuffet. Og man kan kun blive positivt overrasket. Og med den erkendelse kommer kynismen.

Kynismen har erstattet troen på retfærdighed. Naiviteten i retfærdighedsbegrebt er blotlagt. Selve ideen om at der findes retfærdighed. Og set fra min stol er kynisme noget bedre. Dels holder kynismen bitterhed og vrede fra døren. Og dels kan jeg opbygge et nyt pragmatisk trossystem, hvor tilfældigheder og manglende kontrol ikke længere er en trusel, men blot et faktum. Hvor viden om, at jeg kan få tilbagefald når som helst, ikke længere slår mig ud. Men blot er en del af mit liv. Og hvor jeg ikke længere ser min fortid og min skæbne som straf for noget jeg ikke har gjort.

Hvorfor mig? Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet er ikke længere relevant. Ligeså irrelevant som begrebet retfærdighed. Eller kontrol. Forudsigelighed. I min verden er de misforstre, der ikke kan gøre andet for mig, end at skabe falsk tryghed og forventninger der ikke med sikkerhed kan indfries.

Uretfærdighed er kynismens arnested. Tilfældighed er troens bøddel.

Skammens smalle sti

Da jeg fik stillet diagnosen var det en lettelse. Efter at have kæmpet med søvnløshed og depressioner i omtrendt tre år tog det kun tyve minutter for en psykiater at finde ud af hvad der var galt med mig. "Du er manioperessiv" Derefter kiggede hun på mig med venlige øjne og sagde. "... det føles som om du har hængt ud over kanten med det yderste af neglene. Er det ikke rigtigt?" Jo, det var det. Og jeg var lettet over at det fik et navn. Over at der var en grund. Over at der var en der forstod. Og over at der måske var hjælp i sigte. Jeg fik lidt litihum og grundstemningen steg promte. Og med det, en lille kim til optimisme.

Efter kort tid indhentede erkendelsen mig dog. De eksistensialistiske tømmermænd. Og med dem, chokket. Jeg var psykisk syg. En af 'dem'. Ligesom alle andre havde jeg en vag og grumset forestilling om psykisk syge. Et bagtæppe af uskarpe billeder af vold, mord, selvmord. Om armod og folk der ikke kan gå i bad eller gøre rent. Og om sindsygeanstalter med patienter iført nattøj og badekåber. Det kunne ikke være rigtigt? Var jeg virkelig en af 'dem'?

Når jeg tænker tilbage er det egentlig absurd. Men jeg skammede mig. Jeg blev ved med at gentage rationelle argumenter om, at det jo ligger i generne. At jeg ikke kunne have gjort noget for at undgå det. At det ikke var min egen skyld. Men faktum er at jeg skammede mig. At jeg havde medlidenhed med psykisk syge. Og nok mest af alt betragtede dem, og dermed mig selv, som svage. Ja, du læste rigtigt; 'dem'. For i den proces havde jeg stadig meget svært ved at putte mig selv i den bås. Der gik lang tid før 'dem' blev til 'os'.

Jeg ved ikke hvad der er med os mennesker og svaghed. Især os mænd. Jeg tror at vi er bange for svaghed. Nærmere bestemt vores egen svaghed. Vi konkurrerer med hinanden efter nogle relativt faste definitioner af hvad styrke er. Vi puster os op og gentager igen og igen de samme, næsten rituelle, styrkeprøver. Hvem tjener mest. Hvem har de klogeste børn. Hvem er chef for hvem. Og det helt grundlæggende, hvem er mest succesfuld. Forskellige grupper af mænd, forskellige parametre for succes. Men stadig samme målsætning, at være bedre end de andre. Og med samme frygt, at være svagere end de andre.

Men nu var jeg blevet en, som de andre havde ondt af. Og en som jeg selv havde ondt af. Og jeg betragtede mig selv som svag. Jeg kan huske første gang jeg skulle købe medicin. Da det blev min tur listede jeg op til skranken mens jeg kiggede mig over skuldren. Jeg frygtede at de andre skulle opdage, hvad det var for en type medicin jeg var kommet for at købe. At jeg var der for at købe medicin til psykisk syge. Jeg kunne jo ikke undgå at farmaceuten fandt ud af det, men det gjorde mig også meget flov.

Et halvt år senere var jeg også blevet til 'en' der ikke kunne passe et arbejde. Og med det endnu en stor del af min selvforståelse. Endnu en kim til skam.

Trikket til at komme videre derfra er sådan set enkelt (på papiret). Man skal skabe nye succesparametre. Og det er noget jeg justerer løbende. Især i de første par år bestod den øvelse i at sænke underlæggeren. At finde et realistisk ambitionsniveau. Men det blev altid sat i forhold til mine tidlige succesparametre. Og hver gang jeg måtte sænke barren blev det til endnu et nederlag. Og endnu en sten i skammens grædemur.

Nu er jeg et andet sted. Og jeg ser ikke længere mig selv som svag. Somme tider det modsatte. Jeg har lært mig selv at rette ryggen på vej op til skranken på Steno apotek. Fordi jeg ikke har noget at skamme mig over.