I neonlysets skær

Jeg vågner klokken halv syv. Træt. Ubeskrivelig træt. Ligger en halv time, men det står hurtigt klart, at jeg ikke falder i søvn igen. Endnu en nat med pluksøvn. Det kalder jeg det. En nat hvor jeg falder hen en halv time, vågner op, groggy. Falder hen, vågner op. Ingen dyb søvn. Den søvn min krop higer efter. Går i brusebad. Skruer helt op for varmen. Jeg retter mit ansigt mod brusehovedet. Det er behageligt, jeg retter hovedet op. Strålerne masserer min hovedbund. Behageligt. Følesansen er intakt. Jeg laver kaffe og rister en skive brød. Duftesansen er intakt. Ryger tre smøger, mens min højre hånd er klistret til kaffekoppen. Smagssansen er intakt. Retter mine øjne mod et stykke papir jeg skal have læst før et møde. Jeg ser ordene der kædes sammen til sætninger. Sætninger der næsten ikke giver mening. Sætninger der kædes sammen til en helhed. En helhed der skal give mening. Men meningen er forsvundet et sted mellem ordene og sætningerne. Koncentrationsevnen virker ikke.

Jeg går op af trappen til vores storrum. Mine sko er foret med bly. Sætter mig tungt i stolen og tænder computeren. Ti mails ligger og venter. Mest småting, der godt kan ordnes, selv med en tung dyne presset ind mellem min hjerne og mit kranium. En enkelt eller to der kræver koncentration. Prøver at svare, laver et udkast. Jeg må hellere vente med at sende den til jeg er klar i hovedet. Kigger på skærmen så de andre tror at jeg laver noget. Får ordnet lidt flere småting. Drikker et par kopper kaffe. Bliver lidt mere klar i hovedet. Får sendt den mail. 

Så kommer bagholdsangrebet. Virkelighedsforskydningen. Min træthed bliver eskaleret en tak nærmere vanviddet. Mit syn skærpes unaturligt. Alt står knivskarpt. Ja, endnu skarpere. Store dele af mit syn har svært ved at skelne vigtigt fra uvæsentligt. En stikkontakt ti meter henne er tydelig. Det slidte stof på min sidemands stol. Den lille æske med klips på mit bord. Men rammen omkring mit synsfelt står og dirrer. Som om det hele er forskudt. Bare et par centimeter. Men nok til, at jeg tvivler på det jeg ser. Jeg ser ikke det jeg normalt ser. Jeg ser ikke det de andre ser. Jeg ser en unaturlig forskudt virkelighed. Alt er badet i et koldt blåligt skær. Som et neonlys uden dansene farver. I skarp modsætning til en halogenpæres brede lys-spektrum. Min synssans virker ikke. 

Samtidig opfanger mine ører en næsten uhørlig, skinger vibrerende lyd. Som to strenge der står og dirrer. Høresansen er også på vej ind i virkelighedsforskydningen. Også skærpet. Jeg hører en kollega skrive på tastaturet. En telefon nede i bunden af lokalet. En chokoladebar, der åbnes. Min høresans virker ikke. Men jeg har prøvet det der er værre. Én gang. I en lufthavn et sted i Europa. Jeg sidder i et lokale med en sjus i hånden. Pludselig hører jeg en skinger sirene. Højt. Jeg har lyst til at holde mig for ørene. Men ved godt, at det kommer indefra. En kollega taler til mig, men jeg kan ikke høre hvad han siger. Et skridt nærmere vanviddet. Men det går hurtigt over og kom aldrig igen. Et skridt tilbage fra vanviddet.     

      

Kommer hjem, tager løbetøj på og jogger i en halv times tid. Mit seneste forsøg på at få søvn. Det virker ikke, men er sådan set meget rart. Har prøvet baldrian. Har droppet kaffe efter middag. Det næste bliver nok smøgerne. Jeg vil gøre alt. Alt! Bruger aftenen på at zappe mig rundt i aftenens programmer. Jeg er så uendelig træt. Klokken er ti og jeg tager en beroligende pille. Slapper af, men i det øjeblik min krop befinder sig i vandret stilling bliver jeg urolig. Pillen virker ikke. Mine fødder føles som om de koger. Mine ben er rastløse. Jeg prøver en afslapningsteknik jeg har lært. Det virker ikke. Jeg vil gøre alt. Alt! Jeg ved hvad der kommer nu. En nat med pluksøvn og endnu en dag hvor den forskudte virkelighed lægger og lurer. 

Amnesty international har sat systematisk fratagelse af søvn på listen over torturmetoder.     

Udsyn fra dybet Tredje del

Hermed har jeg fornøjelsen af at præsentere sidste del af beretningen fra afgrunden

Til dig der lige er kommet til kan du med fordel læse

Første del

Anden del

Man kan ikke handle, når man befinder sig i en dyb depressiv tilstand. Så jo længere nede man befinder sig desto mindre er sandsynligheden for et selvmord. Det il sige, at hvis jeg skulle gennemføre mit makabre projekt, måtte det være mens jeg er nogenlunde ovenpå.Overlevelses-driften er derfor ikke i spil. Og det er nok en af forudsætningerne for at jeg overhovedet kan stille de spørgsmål. Det bliver på en måde meget nøgternt. Og hvad der også gør beslutningen rationel er netop det, at jeg skal gøre det i en positiv sindstilstand. Det bliver en beslutning og ikke en impulsiv handling. Noget der betyder en del for mig, fordi dem jeg efterlader, skal vide at det er gennemtænkt. Egentlig ved jeg ikke hvorfor lige netop det, er vigtigt. Mine venner og min familie vil nok ikke blive mindre kede af det af den grund. Det er måske fordi jeg vil minimere skaderne, at jeg har hængt mig fast i det. Fordi jeg ikke rigtig kan finde på andre argumenter.  

Et liv i spændetrøje skræmmer mig. At stå op på samme tidspunkt hver dag. At spise på samme tidspunkt. At motionere fordi jeg skal. At tilbringe mine aftner foran TV´et. Og især det at der ikke er nogen garanti for at det vil være nok. Fordi, selv med de rammer, er der stadig en stor sandsynlighed for at jeg aldrig vil få det bedre. Og en stor sandsynlighed for mange og lange tilbagefald. Med andre ord skal jeg (igen) betale prisen uden nødvendigvis at få belønningen. 

Jeg har på nuværende tidspunkt været tilknyttet Riget i mere end to måneder og i den tid har jeg fået det stadig værre. I de mange timer dagligt hvor jeg har det skidt har jeg været sunket ned i dybe mørke huller af tomhed og depression. Jeg har været nogle meget mørke steder helt uden håb. Steder hvor jeg ikke kan holde ud være. Steder der er så kulsorte som ingen steder jeg hidtil har været og som ingen person bude tvinges til at besøge. Og ligesom i Hong Kong er min eneste trøst, tanken om at det snart er slut. Definitivt slut. 

 

Når jeg kan skrive denne beretning nu, skyldes det selvfølgelig at mit selvmord i sensommeren 2010 ikke blev til noget. Mest for at jeg på det tidspunkt havde det godt. Så det gav ingen mening at gennemføre det. Og samtidig ville jeg give behandlingen på Rigshospitalet en chance. Her startede jeg på en omlægning af min medicin. Men som jeg sidder nu er den chance forpasset. Hverken jeg eller min psykiater kan komme med et bud på hvor længe denne omlægningsperiode vil vare. Men jeg ved, at den ikke kan fortsætte i lang tid. Og når man parrer det med en fremtidsudsigt, der tilsyneladende kun rummer snærende begrænsninger er energien og lysten ved at svinde ud. 

Mit kæreste minde indeholder et løfte om min død. Et minde som jeg har en higen efter, der næsten er fysisk. Et intenst ønske om at tage tilbage til Hong Kong og forny løftet. Og genopleve den stærke følelse af lettelse jeg havde i de dage på fortovet på Mc Donall Street nummer et.

Udsyn fra dybet Anden del

Dette er anden del af tre indlæg skrevet i januar under en dyb depression.

Sidste del bliver udgivet imorgen.

Ikke overraskende, blev mine dage i Hong Kong præget af eftertænksomhed. Men de var også præget af en intens lettelse. Og intensiteten af denne lettelse overraskede mig en smule. Da jeg endelig kom til Hong Kong var det som at have udstået en hård straf. Hvilket nok også bidrog til lettelsen. Jeg var endelig kommet ud på den anden side. Dog ikke i et helt stykke. Og arrene fra min tid i Kina sidder stadig dybt i mig. 

Der er især én ting, der træder tydeligt frem den dag i dag. Det var en erkendelse af at det nok ikke længere kunne lade sig gøre at tage de lange rejser. De rejser som i så høj grad havde givet mit liv indhold. Og som hele tiden havde givet mig noget at se frem til. Det oplevede jeg som et meget stort tab. Denne drastiske reduktion af livsindhold og mulige livsglæde var også en stor bidragsyder til selvmordsbeslutningen. 

Mens jeg stod der foran mit hotel i Hong Kong i det gyldne lys og den tropiske varme, havde jeg udover en følelse af lettelse også en stærk følelse af melankoli. To følelser, der måske kan opfattes som modsatrettede. Men det virkede ikke sådan på det tidspunkt. Tværtimod. De komplimenterede hinanden. En potent cocktail, der senere også blev suppleret med glæde. Endelig kunne jeg se en ende på det hele. Og jeg kunne se frem til en sommer i fornøjelsens tegn. En nydelse af livet som måske kun kan fås, hvis der er sat en udløbsdato på.

Her ni måneder senere, kan jeg, som dengang, konstatere at jeg siden midten af april har fået det værre måned for måned. Og mit håb om en god tilværelse er svundet eksponentielt. Mit ønske om at blive rask mindskes i takt med, at forudsætningerne for et stabilt liv, føles som en spændetrøje. Ud over medicin vil behandlingsforløbet indebære, at jeg skal leve en hverdag i en spændetrøje af strukturer. En effektiv behandling af bipolare består nemlig af en kombination af medicin og en struktureret hverdag.  

Indtil Kina havde jeg har haft held med at leve et liv på mine egne præmisser. Og forsøgt at undgå, at alle aspekter af mit liv blev levet på sygdommens præmisser. Men en fortsættelse af behandlingen ville tage det fra mig. Der ville blive meget få ting jeg kunne gøre alene det den grund at jeg ville det. Og en eksistentialistisk tanke er i stadig højere grad kommet til mig. ”Hvor høj en pris er jeg villig til at betale for at (over)leve?” ”Skal jeg leve bare for at undgå at dø?” ”Er det begrundelse nok?”. Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg er jeg ikke længere bange for at dø. Og det hænger selvfølgelig sammen med at jeg ganske mange gange har betragtet døden som en lise. At døden ville være en redningspakke i mit livs økonomi. 

Fik du ikke læst første de? Så find den her

Udsyn fra dybet

Denne uges indlæg er på flere måder noget særligt. I januar måned i år, befandt jeg mig midt i mit livs værste depression. Og over en periode i den tid fik jeg samlet mine tanker og skrevet nogle betragtninger ned. Og det er dem jeg nu vælger at udgive.

Måske er det overflødigt at skrive dette, men jeg gør det alligevel: det følgende er ikke et udtryk for hvordan jeg har det nu! Der er redigeret en smule i teksten. Men intet der påvirker det oprindelige indhold. 

Formen er også lidt anderledes. Det er en føljeton i tre afsnit. Så du vil kunne læse anden del i morgen og tredje del på fredag. Rigtig god fornøjelse!

Der er et minde, der bliver ved med at dukke op for tiden. Det er et stærkt minde, der vækker voldsomme følelser. Når jeg tænker på det får jeg en mægtig længsel efter at være tilbage på det sted og det tidspunkt.

Jeg befinder mig i Hong Kong. Nærmere bestemt uden for mit hotel på McDonall Street nummer et. Det er aften og gadebelysningen består af et lunt gyldent skær fra gadelygterne. Men det er især lysets fra resten af byen der bidrager til det magiske skær. Hong kong ligger i subtroperne og det er varmt, fugtigt og diset. På grund af den høje luftfugtighed afgiver gadelygterne og byen et lys der ikke ses som stråler, men som en lystilstand. Det er som om det gyldne lys kommer alle vegne fra og omslutter mig totalt. 

Jeg var kommet til Hong Kong fra Shanghai og temperaturforskellen var markant. Ingen antydning af kølighed nogle steder. Jeg havde været i Shanghai i lidt mere end to uger og før det Bejing. Sammenlagt havde jeg været i Kina i 33 dage. 33 dage præget af to ting. Lange perioder i sengen og et anstrengt forhold til kinesere. (Retrospekt har kinesernes væremåde nok en hel del mindre med det at gøre). De to ting tilsammen havde gjort mit ophold belastende. Mildest talt. 

Kort tid før jeg fik mønstret energi til at forlade Kina, havde jeg allerede besluttet mig for at tage hjem efter fire dage i Hong Kong. Næsten tre uger før oprindelig planlagt.

Fem måneder tidligere var jeg blevet afholdsmand. Mest fordi det var en forudsætning for at komme i behandling på Rigshospitalet. Og i de sidste par dage i Shanghai måtte jeg konstatere, at det hverken havde givet bonus på den mentale eller den fysiske front. Det var de 33 dage i Kina et skrigende bevis på. Normalt i dårlige perioder havde jeg kunne rede den med alkohol. Men da jeg ikke længere drak, var jeg blevet totalt isoleret. Gemt væk på diverse hoteller. Mens jeg hele tiden ventede på bedring. Den nødudgang som alkohol gav, havde jeg ikke længere til rådighed. Og jeg oplevede det som om jeg havde betalt en høj pris uden at have fået en belønning i form af bedring. 

Men efter jeg var kommet til Hong Kong havde jeg fået det nogenlunde godt. Godt nok til at kommer ud i byen. Og godt nok til at tænke klart. Tilbage i tiden og frem i tiden. Når jeg tænkte tilbage kunne jeg konstatere, at jeg for hver måned og for hvert år stille og roligt havde fået det værre. Jeg oplevede det som en nøgtern observation. En konstatering. En erkendelse, der var en vigtig forudsætning for at tænke frem i tiden. En erkendelse som blev grundlaget for en beslutning som måske var den største jeg har taget i mit liv. I de dage besluttede jeg mig for at begå selvmord. Ikke her og nu. Ikke i Hong Kong sidst i april. Men i Danmark sidst på sommeren eller først i efteråret. I den mellemliggende periode, ville jeg nyde livet så meget som overhovedet muligt. Så intenst som muligt. Og det gjorde jeg.

Læs andet afsnit i morgen.