"Hvad gør du nu, lille du?"

Da støvet havde lagt sig. Da alle de voldsomme forandringer var overstået, meldte spørgsmålet sig: hvad nu? Nogle særdeles turbulente år var gået og der var ved at komme styr på det hele. De mange år med søvnløshed og mental nedslidning var overstået. Diagnosen var stillet. Behandlingen var i gang. Jeg havde fået pension fra min pensionskasse, så der var også nogenlunde styr på økonomien. Nu var der blevet plads til eftertanke.
 
I flere måneder sad jeg på en udendørscafé et sted på Vesterbro. Pensionist som 37-årig. Og psykisk syg på CV'et. Hvad fanden skete der egentlig? Jeg var havnet i en af de der "Det er noget, der sker for de andre" - situationer. Lige bortset fra at det var mig der var "de andre". Og et halvlangt livsforløb havde ikke givet mig værktøjer til at arbejde med alt det. Alt var blevet nulstillet. Og jeg blev klar over at jeg skulle starte forfra. Ikke bare det der med, hvilket arbejde jeg havde. Skulle det mon blive til et par unger og et hus med gæsteværelse? Parmiddage med min smukke kone og de andre par i omgangskredsen. Nej, det her var anderledes. Mere grundlæggende. Jeg var blevet jomfru.
 
Indtil da var mit liv forløbet nogenlunde som forventet. Efter niende blev jeg erklæret "egnet" så jeg kunne komme i gymnasiet. Og spørgsmålet var ikke om jeg skulle i første G, men hvilken linje jeg skulle vælge. Og hvis jeg tænker tilbage, var jeg nok allerede dengang bevidst om at grunden til at jeg skulle i gym var, at jeg på den måde kunne komme på universitet. Og det kom jeg. Med lodder og trisser, ja. Men ikke desto mindre.
 
Gymnasiet ledte til universitet og universitet ledte til en stilling i centraladministrationen. Min tid som bureaukrat varede i godt og vel ni år. Og i den tid gik det stødt og roligt den "rigtige" vej. Den slagne vej, som det hedder. Inden jeg får mit liv i datid til at lyde forudsigeligt og kedeligt, må jeg understrege med fed og kursiv, at det ikke var kedeligt. Der var selvfølgelig huller i vejen, og jeg havde da også kysset kantstenen et par gange. Men alt i alt har jeg haft det skide skægt. Der var bare aldrig de helt store overraskelser. Mit livsforløb havde været en lineær opadgående kurve med et absolut fravær af eksistentielle udfordringer. Indtil da.
 
Så blev alt nulstillet. Og på Halmtorvet i sommeren 2006 stak de store spørgsmål næsen frem. Det første var: hvad nu? Hvad skulle jeg lave? Den gamle manual var uanvendelig. Den der udstak mine forventninger, først og fremmest til arbejdslivet. Mine umiddelbare fremtidsudsigter indeholdt ikke et normalt arbejdsliv. Og det gik op for mig, hvor meget udsyn, der var knyttet til arbejdsmarkedet. Og hvor meget identitet. Jeg havde hidtil måske fnyset af folk der ikke tænkte på andet end arbejde og af deres tendens til at identificere sig med jobbet. Men det gik op for mig, at uden arbejde/karriere var der mange hvide pletter på landkortet. De fleste havde selvfølgelig med tid at gøre. Det vil sige, hvad skulle jeg stille op med al min tid. Men en overraskende stor del havde også noget med identitet at gøre. Jeg havde været akademiker. Jeg havde været embedsmand. Jeg havde været projektleder. Jeg havde været foredragsholder. Og jeg havde været kollega. Måske mest det sidste.
 
Der findes ingen håndbog for invalide mennesker. Og et liv uden guidelines er skræmmende. Det er meget svært at genopfinde sig selv. Man kan nemlig ikke skæve sig over skulderen og se hvad de andre gør. Hvad gør kollegerne? Hvad gør vennerne? Der er ingen karrierekonsulenter man kan spørge til råds. Man er helt alene om det. Over tid gik det stille og roligt op for mig, at min første hovedopgave måtte blive, at finde meningsgivende aktiviteter. Noget der kunne udfylde tomrummet efter arbejdslivet. Parentes bemærket, så er det du sidder og læser en af dem.

Det var ikke svarene jeg fandt, men det var her jeg for alvor fik tid til at stille de rigtige spørgsmål. Og det var her jeg fik opbygget et fundament, en platform, hvorfra jeg kunne lede efter svar og stille nye spørgsmål. Det var her jeg skiftede ham, lagde den gamle normale Thorbjørn bag mig, og fandt kimen til den nye version. Med alle de muligheder og begrænsninger der ligger i version 2.0.
Tak for kaffe!