Lyster

Jeg har lyst. ……… lyst, lyst, lyst. Hvis man tænker over det, har vi altid lyst til et eller andet. Hele tiden. Lyst, lyst, lyst. Der er selvfølgelig primal-lysterne. Lyst til sex. Den er meget almindelig. Lyst til at spise. Også ret almindelig. Lyst til yngelpleje. Og et par stykker mere. Det er lyster, som er der længe før ´tanken´. Langt dybere nede. Meget længere inde. Og langt højere oppe i hierarkiet. De primære lyster. Dem der står først i køen. Om man så får dem tilfredsstillet eller ej. 

Så er der også de mere formulerede lyster. ”Jeg har lyst til at sidde med en kop kaffe og læse en god bog.” ”Jeg har lyst til at se pyramiderne.” ”Jeg har lyst til at gi´ min nevø en krammer.”  Der er også jeg-ville-ønske lysterne. ”Jeg ville ønske jeg så ud som Brad Pitt.” ”Jeg ville ønske jeg var kæreste med Louise. Hende fra HR.”  ”Jeg ville ønske jeg havde mere tid.”  Lyst, lyst, lyst. 

Og man siger jo, at lysten er en drivkraft. Lyster er noget vi forfølger. Lyster driver os ud i køleskabet. Ind i sengen. Op på tredje, hvor Louise sidder. Driver os rundt i manegen. De får os til at gøre dumme ting. Og de får os til at gøre ting, der giver os mening og indhold. 

Men jeg kan afsløre, at der også findes lystløshed. Et sted hvor selv de primære lyster mangler. Dem der driver vores selvopretholdelse. Dem der sikrer vores overlevelse. Man føler, at man er en tom skal. Man er måske nedtrykt og opgivende. Egentlig er det umuligt at beskrive total tomhed. Fordi tomhed i virkeligheden ikke kan opfattes. Alene af den grund, at total tomhed også er fraværet af tanker. Endda fraværet af tid og rum. Når man er helt tom, er man spændt op i et vakuum. Et sted hvor intet eksisterer. 

Når jeg alligevel forsøger at beskrive det, er det med udgangspunkt i det stadie, hvor jeg er på vej ud af tomheden. Den har ikke helt sluppet sit tag i mig, men jeg kan mønstre bevidsthed nok, til at huske fraværet af, ja, af alting. Når jeg er i den fase plejer jeg at beskrive det på følgende måde. Der findes et helt særligt sted i helvede for tomhed. En lille filial, for folk helt uden lyster og andre følelser end nedtrykthed og håbløshed. Når man er dér, er der ingen drivkraft. Du kan lede og du kan lede, men du finder aldrig noget du gerne vil. Der er intet der kan dulme tomheden. Du kan ikke trøste dig med en plade chokolade. En solnedgang ved havet eller en dokumentar på DR2. Der er ikke noget du glæder dig til. Ingenting at se frem til. Intet der kommer efter tomheden. 

Så svinger pendulet. Jeg står nede i kiosken og har lige købt en plade chokolade. Med hasselnødder. Jeg kæmper lettere febrilsk med emballagen og får endelig knækket et stykke af. Kigger lidt på det og ind i munden. Jeg lader det danse på tungen. Bare ét stykke, ligesom i reklamerne. Og ”hmmmmm”, hvor er det dog fantastisk. Så kigger jeg mig lidt omkring og henne ved disken får jeg øje på noget. En lakridspibe. Den må jeg ha´. Og det er den mest fantastiske lakridspibe jeg i mit liv har smagt. Wow. 

Det er mange og ofte simple ting jeg får lyst til når jeg er manisk. Salat for eksempel. Til dem der ikke kender mig, kan jeg afsløre at min normale diæt ikke inkluderer salat. Jeg er mere kødtypen. Men pludselig er den der. Lysten til frisk salat, med et par overskårne sherrytomater. Måske lidt ristede pinjekerner. Igen; wow.

Så er det, jeg tænker: hvordan kan man inden for en uge, måske endda inden for en dag have de to ekstremt forskellige sindstilstande? Hvordan kan en lille ubalance i den kemiske sammensætning i hjernen producere så store virkninger? Der er faktisk ikke nogen der har svaret. Man kan bare konstatere det. Lysten er en ekstremt vigtig ingrediens i livet. Om den er der eller om den mangler.