Guldfisk

Forestil dig en guldfisk i en glasbowle. Og forestil dig nu, at den svømmer rundt i den ene ende mens den tænker: ”Gad vide hvad der er i den anden ende?” Så svømmer den ned i den anden ende og tænker ”Gad vide hvad der er i den anden ende?” Og sådan bliver det ved. Denne, hvad skal vi sige, fabel, illustrerer selvfølelig at skælklumpen er dum. Eller mere præcist, den er dum fordi den ikke kan huske ret lang tid tilbage. Er det ikke lidt frækt at man måler intelligens på evnen til at huske? Mere præcist korttidshukommelse. Nu er beretningen ikke den mest udbredte joke. Og den opfattelse der ligger bag, ikke den mest udbredte definition af intelligens. Men alligevel.    

Hukommelse er en af de ting man først sætter pris på når man mister den. Det er meget almindeligt at man opdeler (menneskets) hukommelse i tre. Langtidshukommelse, korttidshukommelse og den lidt mindre kendte, arbejdshukommelse. Alternativt kan man kalde arbejdshukommelsen for automathukommelsen. Det er den man bruger når man udfører opgaver der ikke kræver tankevirksomhed. Tage bad, skrælle kartofler, gå/løbe, den slags. Det er småting og det gælder for de fleste af dem, at det ikke er en stor katastrofe, hvis den falder ud ind i mellem. Men der er en vigtig ting som man kan knytte til arbejdshukommelsen. Sprog. Pludselig kan man ikke komme på et ord eller et navn, som man med sikkerhed ved, at man kender. Heller ikke nogen katastrofe. Så længe det ikke er hele tiden. 

Men hvis mængden af ord som man ikke kan huske stiger drastisk, har man et problem. Og jeg vil vove den påstand, at folk der hakker i det og siger øhhh i hver anden sætning, godt kan virke lidt dumme. Men man er ikke dum, fordi man, som nævnt, godt ved, at man kender ordet. Det vil bare ikke frem. I perioder oplever jeg det forholdsvist tit. Og i mit stille sind sammenligner jeg det lidt med at være lam. Man kan ikke røre sig, men man er bevidst om det. Det vil sige at man registrer sine omfattende begrænsninger, men er fuldstændig magtesløs. Sammenligningen er måske noget overdrevet, men jeg kan ikke rigtigt komme på andre måder at beskrive det på. 

I mit tilfælde følges tabet af arbejdshukommelse som regel med tabet af de to andre. Og alt i alt betyder det at enhver social omgang bliver meningsløs. Fordi hvis man stort set ikke kan tale og man ikke kan huske hvad der blev sagt for et minut siden (korttidshukommelse) og man ikke kan hente minder og associationer frem (langtidshukommelse) er det så godt som umuligt at være deltagende i en samtale. Og fordi kommunikation er en afgørende forudsætning i interaktion med andre, er det et stort tab.

Jeg vil ikke behandle korttidshukommelsen og langtidshukommelsen yderligere i dette indlæg. Det bliver for langt. Så der er stof til andre indlæg. Jeg vil bare minde jer om, at i skal sætte pris på jeres hukommelse. Fordi hvis den smutter i mere end et par timer er man på spanden. Husk det nu!

Tude Marie

Grådlabil. Et ord som jeg altid godt har kunnet li´. Det har en god rytme. Det er en kombination af det kantede ”gråd” og det mere elegante ”labil”. ”Grådlabil”. Det ligger ligesom godt på tungen.

Det overrasker mig altid når jeg begynder at få våde øjne. Og det der overrasker mig mest er de ting der kan fremprovokere duggen på mine nethinder. Wherters egte for eksempel. Den lune og hyggelige bedstefar, der tilbyder sin sønnesøn en lille godte. To generationer spiller ud og knytter bånd igennem en karamel. Det er smukt. Og så er der de romantiske komedier. Især den scene hvor de to smukke hovedpersoner trodser fornuft og alle misforståelserne og overgiver sig til betingelsesløs kærlighed. Amerikanerne er verdensmestre i følelsespornografi. De kan, som ingen andre, portrættere følelser der transcenderer rationalitet. Og jeg er et let offer. Mine tårekanaler vinder en kamp, der synes tabt på forhånd.

Sidste gang var det en komedie om knaldhård marinesoldat, der skulle være babysitter/bodyguard for fire børn, hvoraf især de to yngste var ualmindeligt nuttede. Den ene unge kommer uforvarende til at kalde den ellers så rå børste for far. Og lige der, blev mine tårer afløst af et åbent udbrud af fossende gråd. Og vandet strømmede ud af øjne og næse. Men rekorden blev dog slået da jeg så en animationsfilm sammen med min nevø. Cars hed den. Jeg blev overvældet af uhæmmet gråd. Jeg kan ikke længere huske hvilken scene det var, men retrospektivt må jeg bare undre mig. Jeg mener, det er to biler der bliver forelskede i hinanden. For pokker! To biler!

Jeg kan ikke lige gennemskue om følsomme mænd stadig er in. Men uanset hvad, er den grad at følsomhed nok ikke så tiltrækkende. Der er vist ikke noget sexet over en mand der tuder hele tiden. Heldigvis ved jeg at jeg under normale omstændigheder ikke er mere følsom end gennemsnittet. Jeg ved nemlig, at det er en kombination af tre faktorer der spiller ind. En melankolsk sindstilstand, en træthed der går helt ind i rygmarven og bivirkningen af nogle af de mange piller som jeg dagligt kaster ind i sprækken. 

Hvis du nu, bare for provokationens skyld, beretter om guldklumpens første ord. Og kigger forventningsfuldt på mig, i håb om at se tårer og snøft. Må jeg indskyde, at jeg langt fra er så følsom hele tiden. Bare så du ikke bliver skuffet hvis jeg ikke bryder sammen. Og at jeg, som regel for selvrespektens skyld, bliver hjemme når det sker. Og at overfølsomheden mere er fremkaldt af biokemi end et udtryk for en overdrevent blød natur. 

En 100 meter marathon

Fjernsynet står og pludrer et sted i min lejlighed da katastrofen indtræffer. Jeg mangler sødmælk og cigaretter! Igennem de sidste par år er jeg langsomt, men sikkert, kommet op på fyrre smøger om dagen. Og mine nikotinreceptorer skriger efter tilfredsstillelse. Og endnu engang bliver dagens uoverskuelige udfordring præsent. Scenariet er ligeså konkret som det er uforståeligt. Godt nok er der mere end 50 meter ned til cigaretbiksen, men der er heller ikke mere end 100 meter. Og spørgsmålet klister sig fast i de få procent af min hjerne, der virker: hvordan kan det være så svært?

Selv med en moderat depression er den slags ture en kamp. Jeg er splittet. Fornuften og bevidstheden sidder som et fjernt og svagt ekko et sted bagerst i hovedet. Og de rummer et løfte, som jeg gang på gang giver mig selv når jeg er nogenlunde velfungerende. Et løfte om at jeg ikke vil bebrejde mig selv. Men skyldfølelse og selvbebrejdelse får frit spil, når jeg har det skidt. Banen er ryddet og de kan galopere uhindret fremad. Uden rytter, der kan tøjle dem, og uden fartgrænser. Og de to potente travheste står ikke alene. Ved siden af dem sprinter outsideren Nederlag frem, tæt forfulgt af den erfarne og snu Opgivenhed.

Hvem der vinder er underordnet. Helt underordnet. Fordi alle udgør et spektrum af følelser under kategorien destruktive og negative tanker. Tanker som intet tilsyneladende kan stoppe. Tanker der står i vejen for mælk i kaffen og røg i lungerne.

Nyforelsket i livet

Bam. Så skete det. Jeg slog øjnene op engang midt på formiddagen og kunne mærke det med det samme. Det skulle blive en god dag. En rigtig god dag. Samtidig med at jeg svinger benene ud af sengen bemærker jeg at solen kaster sine frostklare stråler ind gennem mine persienner. Jeg skal ikke kunne sige om den har skinnet de sidste par dage. Men at den skinner i dag. Det er helt sikkert. Mit blik strejfer lågerne på mit klædeskab og konstaterer med stor nydelse, at de er supercool. Lækkert design, elegant finish og en smuk grøn farve. Tanken farer hurtigt ind og endnu hurtigere ud igen. Men den når at sætte en behagelig stemning fast i mit grundhumør.

På turen ud til køkkenet bemærker jeg at min ryg er rank og mine skuldre trukket tilbage. Og de ti skridt derud må have set ud som en model på catwalken. Solen skinner også i køkkenet, men med en anden og smuk ny vinkel. Jeg glæder mig allerede til en kop kaffe med et skvæt varm mælk. Kan næsten mærke den kærtegne min tunge og afgive en behagelig varm følelse, mens den langsomt glider ned gennem mit spiserør. Og da jeg fylder kaffetragten, vælter duften af de mellemristede bønner ind i mine næsebor. Der findes næsten ikke noget bedre.

Med en hurtig, fast og sikker hånd tænder jeg for radioen. Musik og hyggesnak glider ud af højtaleren. Og for en gangs skyld har P3 valgt at spille god musik. Sådan virker det i hvert fald. Jeg elsker musik og sidder og nynner med. Og jeg synes pludselig at radioværtens små kommentarer og observationer er både vittige og interessante. Dagen kommer til at byde på aktivitet. Jeg får taget fat i de venner som jeg ikke har haft kontakt med i de sidste tre uger. På bare et par timer får jeg ordnet de praktiske ting der har ligget på mit bord og ventet på netop denne dag. Det er som om alle skal-tingene i løbet af natten er blevet tryllet om til vil-ting. Og det tager ingen tid at få dem ordnet. Et par opkald og et par mails. Og så er det ude af verden. Mere skulle der åbenbart ikke til. Og det er lige før jeg ville ønske der var flere.

På det intellektuelle og rationelle plan ved jeg godt hvorfor denne dag er så meget bedre end i går. Jeg er hypomanisk. En mild mani. Men selv denne nøgterne observation kan ikke slå skår i min glæde. De relativt sjældne hypomanier er som perler af glæde og livslyst. Små belønninger. Oaser af positivitet i en ørken af mismod, melankoli og ladhed. Og det er med at nyde dem. Nyde at pendulet endelig er svinget til den anden side.

Mit kontaktbehov er vokset betydeligt. Mine problemløsninger er kreative og elegante. Min motorik er fejlfri. Mit spejlbillede viser en mand med et smil, der kommer dybt indefra. Og alle de ting jeg elsker, elsker jeg endnu mere end normalt. Smag, duft, berøring, høresans og udsyn er forstærket flere hundrede gange. Jeg opfatter verden klart og yderst nydelsesfuldt.

Slangen i paradis er harmløs, men der er dog et par ting som den mumler. Er det en enlig smuk hvid svane? Er dagen i morgen som den i går? Eller vil hypomanien udvikle sig til en egentlig mani? En mani fyldt med rastløshed, utålmodighed og alle de små og store ting, der kan gøre livet efter manien vanskeligt. Bruge en formue på ting som jeg ikke har brug for. Bage uhæmmet på kvinder fordi jeg synes at jeg er den mest tiltrækkende mand i København. Men jeg slår det hurtigt hen. Kan faktisk ikke forestille mig en tilværelse der ikke er livsbekræftende og positiv. Jeg er jo stærk, klarttænkende og glad. Jeg er nyforelsket i livet.

Jeg vil lige minde om at du kan se tidligere indlæg i margen til højre.

At være (tosse) eller ikke at være (tosse). Dét er spørgsmålet.

”Jamen, hvordan er du? Sån´, når du er normal.” Med jævne mellemrum får jeg spørgsmålet fra folk, der oprigtigt forsøger at forstå mig. Og det er vel det, man i sin essens kan kalde et eksistentialistisk spørgsmål. På lige fod med mig selv, vil de gerne forsøge at isolere en eller anden form for personlighed, der karakteriserer netop mig. Og hvem vil ikke det? Forstå sig selv. Finde ud af hvad man kan regne med. Finde den kerne, der kan fungere som en konstant i ens liv. Mit svar ender som regel med at blive: jeg kan fortælle dig hvem jeg var. Før jeg blev syg.

Da det hele for alvor startede, prøvede jeg at holde fast i et bestemt selvbillede. En forestilling om en Thorbjørn som jeg igen ville blive, når der engang kom styr på det hele. En persona jeg ville vende tilbage til. Men jo længere tid der gik, desto svagere blev det billede. Og til sidst blev det bare en udvisket skikkelse i tågen. Mere og mere tømt for indhold. Samtidig blev min identitet stille og roligt smeltet sammen med min sygdom. Jeg er min sygdom og min sygdom er mig. Og det er blevet biokemiske faktorer, der determinerer min personlighed. Lidt skræmmende måske. Men det var ikke før jeg erkendte det faktum, at jeg for alvor kunne slappe af og holde op med at spejde efter normaliteten. Min normalitet. Fordi en maniodepressiv har minimum to personligheder. Én der er glad og én der er ked af det. Og alt midt i mellem.

Det er ikke fordi der ikke er noget psykologi i det. Tværtimod. Masser. Men de psykologiske stødpuder reagerer på mine forskellige humørtilstande og ikke på en grundstemning.

Jeg er begyndt at kalde mig selv for ”tosse”. En sjælden gang ”skør”. Og når humøret er højt, kan jeg finde på at sige: ”Jeg er sindssyg. Og det har jeg papir på.” Der er nogle filosoffer, der mener at ting der bliver formuleret, som regel ender med at blive realitet. Det er et åbent spørgsmål om de har ret. Også fordi denne varedeklaration måske var en realitet før jeg navngav mig selv. Hønen og ægget. Men begrebet ”tosse” er et stativ, som jeg kan hænge en del af min selvforståelse op på.

Der er mange i min situation, der vil gøre alt for at undgå at blive puttet i den kasse. Måske af ovennævnte grund. Fordi de er bange for at det skal gå i opfyldelse. Og det har jeg fuld respekt for. Vi har alle forskellige overlevelsesstrategier. Men for mig er den erkendelse afgørende for den måde jeg tilrettelægger mit liv på.

Det her kunne sagtens blive et meget langt blogindlæg. Der er jo skrevet lange romaner om netop dette tema og det vil jeg ikke rode mig ud i. Ikke nu, i hvert fald. Så indtil videre har jeg bare stillet en masse spørgsmål. Flere end jeg har givet svar på. Og måske er det i virkeligheden spørgsmålene, der beskriver os og ikke svarene.