En tosse takker af - farvel

Så er det blevet tid til at lukke og slukke for denne omgang. Tid til afslutning og tid til afsked.

Jeg må indrømme, at som jeg sidder her og skriver dette sidste indlæg, er der ikke er meget vedmod i luften omkring mig. Måske fordi jeg har opnået det jeg ville. Jeg havde én overordnet ambition med bloggen da jeg startede. Jeg ville give dig, kære læser, et indtryk af hvad det vil sige at lide af bipolar affektiv lidelse. Af hvordan livet som tosse er. Jeg ville nuancere det billede af sindslidende som folk har. Især gennem pressen. Jeg ville sætte et ansigt på sygdommen og beskrive de personlige udfordringer jeg har kæmpet med undervejs.

Og lige fra starten vidste jeg, at der var én præmis for at opnå den ambition. Jeg var bevidst om, at hvis dette projekt skulle virke, så måtte jeg give mig selv 100 %. Jeg kan ikke adskille mit "jeg" fra sygdommen og derfor måtte jeg være het ærlig og oprigtig. Det har til tider været svært. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Til tider angstprovokerende. Jeg har i det store hele lagt min sjæl i det og blottet mig. Ikke bare for venner og bekendte, men også for totalt fremmede. Men jeg har gjort det fordi jeg har været bevidst om, at hvis jeg skulle leve op til ambitionen, var ærlighed en forudsætning.

Det er et meget tungt emne. Ingen tvivl om det. Der er ikke mange velduftende roser i luften. Alligevel har bloggen haft mange faste læsere. Mange tilkendegivelser og klap på ryggen. Mange "tommelfinger op" og mange kommentarer. Det har betydet enormt meget, fordi jeg ind imellem kom i tvivl. Usikker på om bloggen nu også havde sin berettigelse. Om det overhovedet var interessant. Men så har jeg kigget på statistikken og er blevet overbevist om, at jeg bare skulle give den gas og fortsætte derudaf. Og der skal lyde et rungende TAK til alle jer læsere.

Måske sidder du og tænker: hvorfor stoppe? Og svaret er på en måde ganske enkelt. Jeg har det simpelthen for godt. Og har haft det i meget lang tid. Det betyder at jeg hele tiden kommer længere og længere væk fra smerten og hjerteblodet. Og jeg har kunne mærke at indlæggene var blevet stadig mere abstrakte og har fjernet sig fra udgangspunktet. Og det er i modstrid med den oprindelige ide.

Omvendt har bloggen været en følgesvend i 7 1/2 måned. Den har hele tiden været med mig. Der har har hele tiden været ideer der skulle modnes, kladder der skulle skrives og indlæg der skulle udgives. Og det har været en god følgesvend, som jeg kommer til at savne. Men det er ikke nok til at fortsætte.

Jeg vil endnu engang sige tak. Mange tak. Uanset hvem man er som skriverkarl, skal der altid være nogen at skrive til. Modtagere derude i cyperspace, som man har i tankerne når man sidder ved tasterne.

Jeg ved ikke om ovenstående udtrykker det tydeligt nok, men dette er et følelsesladet moment for mig. Jeg siger ikke kun farvel til min følgesvend, bloggen, men også farvel til dig, kære læser. Men nu er det tid til at sige good bye, og vende skiltet på døren. Skiltet hvor der står: lukket pga manglende sygdom.



Lige lidt praktisk. Jeg fjerner ikke bloggen fra nettet. Så hvis der er et par indlæg du lige mangler at læse, kan du altid komme til dem.