35!

”Hvor mange lande har du været i?” Vanessa arbejder på det lille hotel i Buenos Aires, hvor jeg bor. Jeg ser op i luften, mens jeg begynder at tælle inde i hovedet. Europa, 22. Amerika, 27. Mellemøsten, Afrika og Asien …….  Jeg kigger på hende og siger: ”35”. Hun kigger målløs på mig, næsten skeptisk. Jeg kunne lige så godt have sagt 537. For hende er alt over tre stort. Og et eller andet sted kunne jeg godt forstå hendes reaktion. Jeg blev selv lidt overrasket. 

For en halv snes år siden begyndte jeg for alvor at forlade Europa for at se, hvad resten af verdenen kunne byde på. Og selv da min bipolaritet brød ud i fuld flor, fortsatte jeg mine eventyr. Ja, faktisk blev de flere og længere. 

Nu er jeg i fuld gang med at gøre det, som jeg altid havde drømt om.  Se verden.  Ikke bare et par lande hist og pist. Nej, HELE verden.  I starten var det selvfølgelig lidt voldsomt. Jeg, helt alene i den store verden med en sygdom i rygsækken. Men jeg fandt hurtigt tricket. Når først billetten var købt så er den eneste opgave, at møde op i lufthavnen. Resten må komme som det vil eller skal. 

På min første lange tur ville jeg se Indien. Jeg købte en charterpakke til Goa. Og da jeg først var derovre, købte jeg en togbillet til Mumbay.  Og derefter endnu en togbillet til det nordlige Indien. Og da jeg så var dér, fandt jeg ud af at det kunne være ret fedt at se Himalaya. Det eneste jeg skulle holde fast i, var ikke at have planer. Det betød at jeg kunne tage videre når jeg var klar og ikke før. Og pludselig havde jeg været afsted i tre måneder. Og jeg havde en oplevelse af, at jeg havde oplevet langt mere på de tre måneder, end det meste af mit liv hidtil. 

Det er siden blevet til yderligere to lange ture. En tur til Sydamerika (som antydet ovenfor) og en tur til Fjernøsten. 

Ud over tonsvis af oplevelser, har turene haft én altafgørende betydning. De har givet mig en følelse af, at det trods alt er mig der har dirigentstokken, og ikke sygdommen. De har bevist, at det er muligt for mig at forfølge mine drømme. Muligt at have nogle områder af mit liv hvor, jeg kan finde indhold og mening.

Så nu har jeg besøgt 35 lande på fem ud af syv kontinenter efter devisen: når jeg har det skidt, kan jeg lige så godt ligge i fosterstilling i Tokyo som på Vesterbro. Det gør i virkeligheden ikke nogen forskel.

Er du blevet lidt nysgerrig så kan du se et par rejseberetninger på de to blogs jeg har skrevet om turene.

Med briller i Sydamerika 

Noter fra Asien 

Lyster

Jeg har lyst. ……… lyst, lyst, lyst. Hvis man tænker over det, har vi altid lyst til et eller andet. Hele tiden. Lyst, lyst, lyst. Der er selvfølgelig primal-lysterne. Lyst til sex. Den er meget almindelig. Lyst til at spise. Også ret almindelig. Lyst til yngelpleje. Og et par stykker mere. Det er lyster, som er der længe før ´tanken´. Langt dybere nede. Meget længere inde. Og langt højere oppe i hierarkiet. De primære lyster. Dem der står først i køen. Om man så får dem tilfredsstillet eller ej. 

Så er der også de mere formulerede lyster. ”Jeg har lyst til at sidde med en kop kaffe og læse en god bog.” ”Jeg har lyst til at se pyramiderne.” ”Jeg har lyst til at gi´ min nevø en krammer.”  Der er også jeg-ville-ønske lysterne. ”Jeg ville ønske jeg så ud som Brad Pitt.” ”Jeg ville ønske jeg var kæreste med Louise. Hende fra HR.”  ”Jeg ville ønske jeg havde mere tid.”  Lyst, lyst, lyst. 

Og man siger jo, at lysten er en drivkraft. Lyster er noget vi forfølger. Lyster driver os ud i køleskabet. Ind i sengen. Op på tredje, hvor Louise sidder. Driver os rundt i manegen. De får os til at gøre dumme ting. Og de får os til at gøre ting, der giver os mening og indhold. 

Men jeg kan afsløre, at der også findes lystløshed. Et sted hvor selv de primære lyster mangler. Dem der driver vores selvopretholdelse. Dem der sikrer vores overlevelse. Man føler, at man er en tom skal. Man er måske nedtrykt og opgivende. Egentlig er det umuligt at beskrive total tomhed. Fordi tomhed i virkeligheden ikke kan opfattes. Alene af den grund, at total tomhed også er fraværet af tanker. Endda fraværet af tid og rum. Når man er helt tom, er man spændt op i et vakuum. Et sted hvor intet eksisterer. 

Når jeg alligevel forsøger at beskrive det, er det med udgangspunkt i det stadie, hvor jeg er på vej ud af tomheden. Den har ikke helt sluppet sit tag i mig, men jeg kan mønstre bevidsthed nok, til at huske fraværet af, ja, af alting. Når jeg er i den fase plejer jeg at beskrive det på følgende måde. Der findes et helt særligt sted i helvede for tomhed. En lille filial, for folk helt uden lyster og andre følelser end nedtrykthed og håbløshed. Når man er dér, er der ingen drivkraft. Du kan lede og du kan lede, men du finder aldrig noget du gerne vil. Der er intet der kan dulme tomheden. Du kan ikke trøste dig med en plade chokolade. En solnedgang ved havet eller en dokumentar på DR2. Der er ikke noget du glæder dig til. Ingenting at se frem til. Intet der kommer efter tomheden. 

Så svinger pendulet. Jeg står nede i kiosken og har lige købt en plade chokolade. Med hasselnødder. Jeg kæmper lettere febrilsk med emballagen og får endelig knækket et stykke af. Kigger lidt på det og ind i munden. Jeg lader det danse på tungen. Bare ét stykke, ligesom i reklamerne. Og ”hmmmmm”, hvor er det dog fantastisk. Så kigger jeg mig lidt omkring og henne ved disken får jeg øje på noget. En lakridspibe. Den må jeg ha´. Og det er den mest fantastiske lakridspibe jeg i mit liv har smagt. Wow. 

Det er mange og ofte simple ting jeg får lyst til når jeg er manisk. Salat for eksempel. Til dem der ikke kender mig, kan jeg afsløre at min normale diæt ikke inkluderer salat. Jeg er mere kødtypen. Men pludselig er den der. Lysten til frisk salat, med et par overskårne sherrytomater. Måske lidt ristede pinjekerner. Igen; wow.

Så er det, jeg tænker: hvordan kan man inden for en uge, måske endda inden for en dag have de to ekstremt forskellige sindstilstande? Hvordan kan en lille ubalance i den kemiske sammensætning i hjernen producere så store virkninger? Der er faktisk ikke nogen der har svaret. Man kan bare konstatere det. Lysten er en ekstremt vigtig ingrediens i livet. Om den er der eller om den mangler.

     

En dag sidst i april

”Det er dejligt vejr udenfor.” Jeg har min mor i røret og kan høre, at hendes stemme er optimistisk og forventningsfuld. Min mor er ude-menneske og dejligt vejr betyder meget for ude-mennesker. Mens vi afslutter samtalen kigger jeg fraværende ud af vinduet og konstaterer nøgternt to ting. Solen skinner fra en blå himmel og der er næsten ingen blæst. Jeg bladrer hurtigt i min indre ordbog og finder frem til definitionen på dejligt vejr. Og helt rigtigt ”Solskin” og ”Næsten ingen blæst”. Kriterierne er opfyldt. Vi afslutter samtalen og jeg sætter mig ved mit spisebord, kigger ud i luften mens mine tanker begynder at vandre. 

Det var en dag sidst i april i 2005. Og jeg var på vej hjem fra arbejde. Men det var ikke hvilken som helst dag. Det var dén dag. En af årets vigtigste dage. Det var lige præcist den dag hvor varmen vinder over køligheden. Den dag alle danskere har ventet på i næsten seks måneder. Den dag hvor luften er anderledes, nærmest munter. Den første dag hvor man river skjorten af ved først givne lejlighed fordi det endelig kan lade sig gøre at være udenfor kun iført T-shirt. I hvert fald så længe det er lyst. 

Mens jeg mærker at temperaturen er skiftet fra kølighed med et snert af varme til varme med et snært af kølighed, kigger jeg op på himlen. Og situationens alvor går op for mig. Mine nethinder opfanger himlen og min hud mærker varmen, men signalerne bliver fortolket anderledes end de bør. Himlen er lysegrå og varmen luner ikke. Og mens jeg står der og kigge op drypper der små tårer fra mine øjne.

I de foregående 15 måneder var det gået støt ned af bakke for mig. Jeg havde lidt af en søvnløshed, der ikke ville slippe sit tag i mig. Og jeg var langsomt ved at falde fra hinanden. Problemet ved, at ting går ned ad bakke er, at der ikke er nogle skidt, ligesom ned af en trappe. Der er ikke noget der tydeligt kan markere nedturen. Den flyder bare. Der havde ikke rigtigt været markører. Men den dag var det tydeligt at tingene var blevet værre fra et tidspunkt til et andet. Jeg var ikke i stand til at kaste mig nydelsesfuldt ud i denne, en af årets mest nydelsesfulde dage. 

Og manglen på glæde på den dag sidst i april. En dag der markerede sommerens begyndelse. Blev en markør for, at det ikke bare var en midlertidig periode med søvnløshed og nedtrykthed. Det var blevet en permanent sindstilstand, der ikke bare ville forsvinde af sig selv. Ikke engang på en dag hvor sommeren begynder.

"Hvad gør du nu, lille du?"

Da støvet havde lagt sig. Da alle de voldsomme forandringer var overstået, meldte spørgsmålet sig: hvad nu? Nogle særdeles turbulente år var gået og der var ved at komme styr på det hele. De mange år med søvnløshed og mental nedslidning var overstået. Diagnosen var stillet. Behandlingen var i gang. Jeg havde fået pension fra min pensionskasse, så der var også nogenlunde styr på økonomien. Nu var der blevet plads til eftertanke.
 
I flere måneder sad jeg på en udendørscafé et sted på Vesterbro. Pensionist som 37-årig. Og psykisk syg på CV'et. Hvad fanden skete der egentlig? Jeg var havnet i en af de der "Det er noget, der sker for de andre" - situationer. Lige bortset fra at det var mig der var "de andre". Og et halvlangt livsforløb havde ikke givet mig værktøjer til at arbejde med alt det. Alt var blevet nulstillet. Og jeg blev klar over at jeg skulle starte forfra. Ikke bare det der med, hvilket arbejde jeg havde. Skulle det mon blive til et par unger og et hus med gæsteværelse? Parmiddage med min smukke kone og de andre par i omgangskredsen. Nej, det her var anderledes. Mere grundlæggende. Jeg var blevet jomfru.
 
Indtil da var mit liv forløbet nogenlunde som forventet. Efter niende blev jeg erklæret "egnet" så jeg kunne komme i gymnasiet. Og spørgsmålet var ikke om jeg skulle i første G, men hvilken linje jeg skulle vælge. Og hvis jeg tænker tilbage, var jeg nok allerede dengang bevidst om at grunden til at jeg skulle i gym var, at jeg på den måde kunne komme på universitet. Og det kom jeg. Med lodder og trisser, ja. Men ikke desto mindre.
 
Gymnasiet ledte til universitet og universitet ledte til en stilling i centraladministrationen. Min tid som bureaukrat varede i godt og vel ni år. Og i den tid gik det stødt og roligt den "rigtige" vej. Den slagne vej, som det hedder. Inden jeg får mit liv i datid til at lyde forudsigeligt og kedeligt, må jeg understrege med fed og kursiv, at det ikke var kedeligt. Der var selvfølgelig huller i vejen, og jeg havde da også kysset kantstenen et par gange. Men alt i alt har jeg haft det skide skægt. Der var bare aldrig de helt store overraskelser. Mit livsforløb havde været en lineær opadgående kurve med et absolut fravær af eksistentielle udfordringer. Indtil da.
 
Så blev alt nulstillet. Og på Halmtorvet i sommeren 2006 stak de store spørgsmål næsen frem. Det første var: hvad nu? Hvad skulle jeg lave? Den gamle manual var uanvendelig. Den der udstak mine forventninger, først og fremmest til arbejdslivet. Mine umiddelbare fremtidsudsigter indeholdt ikke et normalt arbejdsliv. Og det gik op for mig, hvor meget udsyn, der var knyttet til arbejdsmarkedet. Og hvor meget identitet. Jeg havde hidtil måske fnyset af folk der ikke tænkte på andet end arbejde og af deres tendens til at identificere sig med jobbet. Men det gik op for mig, at uden arbejde/karriere var der mange hvide pletter på landkortet. De fleste havde selvfølgelig med tid at gøre. Det vil sige, hvad skulle jeg stille op med al min tid. Men en overraskende stor del havde også noget med identitet at gøre. Jeg havde været akademiker. Jeg havde været embedsmand. Jeg havde været projektleder. Jeg havde været foredragsholder. Og jeg havde været kollega. Måske mest det sidste.
 
Der findes ingen håndbog for invalide mennesker. Og et liv uden guidelines er skræmmende. Det er meget svært at genopfinde sig selv. Man kan nemlig ikke skæve sig over skulderen og se hvad de andre gør. Hvad gør kollegerne? Hvad gør vennerne? Der er ingen karrierekonsulenter man kan spørge til råds. Man er helt alene om det. Over tid gik det stille og roligt op for mig, at min første hovedopgave måtte blive, at finde meningsgivende aktiviteter. Noget der kunne udfylde tomrummet efter arbejdslivet. Parentes bemærket, så er det du sidder og læser en af dem.

Det var ikke svarene jeg fandt, men det var her jeg for alvor fik tid til at stille de rigtige spørgsmål. Og det var her jeg fik opbygget et fundament, en platform, hvorfra jeg kunne lede efter svar og stille nye spørgsmål. Det var her jeg skiftede ham, lagde den gamle normale Thorbjørn bag mig, og fandt kimen til den nye version. Med alle de muligheder og begrænsninger der ligger i version 2.0.
Tak for kaffe!