Bam, for omkring 14 mia. år siden blev universet skabt. Herunder alle grundstoffer. Også litium. For cirka tres år siden fandt man så ud af, at litium, ud over batterier også virker godt på folk med min version af tossesyge. Der er ikke så vanvittig mange bipolare, og på den ene side er det godt. Jo færre syge desto bedre. Men der er en ulempe ved det. Det koster knapper at forske i hjernen. Og det betaler sig ikke at udvikle medicin til en lille målgruppe. Så vi får medicin, der er skabt til andre. Og det er som regel helt tilfældigt man opdager, at det også virker på os.
Første gang jeg fik ordineret litium, var min første tanke; hvordan fandt man ud af, at det virker på bipolare? Havde man taget det periodiske system og startet fra en ende af? ”Dig der, du får lidt uran. Virker det? Nej? Prøv med lidt kviksølv, det glider let ned. Fik du det dårligt? Sorry. Vi går videre…” Personligt er jeg glad for, at det ikke blev guld, platin eller sølv. Det havde været dyrt!
Mine piller er noget heftigt stof. Med en del bonuseffekter. Jeg plejer at bruge de fire s´er til at beskrive hvad der driller eller pilles ved når jeg tager mine stoffer. Sult, søvn, sex og serotonin.
Da jeg første gang fik det, som man utrolig fejlagtigt kalder lykkepiller, blev jeg meget sulten. Meget. Og i en periode vågnede jeg tit med en del slikemballage ved siden af min hovedpude. Hvilket undrede mig, fordi jeg aftenen i forvejen ikke havde chokolade i huset. Der gik ikke lang tid før jeg regnede ud, at jeg var gået i søvne ned til kiosken. Så en man godt nok sulten. I samme periode tog jeg næsten tyve kilo på. De ti var ok, fordi jeg var ret tynd. De sidste ti var irriterende fordi jeg ikke længere kunne passe mine skjorter. Og det er dyrt at udskifte garderoben.
Og så var der dengang hvor jeg gik til lægen og bedte om nogle blå piller. Han sagde begejstret ”Det kan jeg gøre bedre! Du får en tredagspille.” Og forestillingen om en romantisk weekend i Paris dukkede straks op i mit hoved. En weekend hvor jeg, og en ikke nærmere bestemt kvinde, ikke kom ud af døren. Indtil videre er det desværre blevet ved drømmen.
Søvn. Ja, der er ikke så meget at sige. Enten sover man eller også sover man ikke. Nogle gange er jeg vågen i tyve timer. Og andre gange sover jeg tyve i streg. I mange år fik jeg sovepiller, men det må jeg ikke mere. Det er lidt øv, fordi de er ret gode mod søvnløshed.
Serotonin er et af tre stoffer i hjernen, der forstyrres ved sygdommen. Det vigtigste i mit tilfælde. Men jeg vil sparre jer for en lektion i biokemi.
Somme tider er det lidt svært at vide hvad der er symptomer og hvad der er bivirkninger. Men sex og sult er helt sikkert bivirkninger. Og som antydet ovenfor kan man have brug for piller mod bivirkninger. Piller mod piller kan man sige. Og hvad nu hvis de også har bivirkninger? Skal jeg så have piller mod piller mod piller? I øjeblikket får jeg magnesium mod antipsykotiske piller. Og hermed er vi tilbage ved grundstofferne.
I bund og grund er jeg tilhænger af medicin. Jeg mener, hvis man har hovedpine tager man hovedpinepiller. Hvis man har brækket et ben, bruger man krykker og hvis man har diabetes, får man insulin. Det der bekymrer mig er, hvordan det er tilfældet der råder. For tiden får jeg noget der er udviklet mod psykose, noget der er udviklet til epileptikere og så et grundstof der bare ikke er udviklet. Det var der i forvejen. Alt sammen noget man ved til tilfælde har fundet ud af også virker på bipolare. Og så er bivirkningerne ret upraktiske. Især det med mine skjorter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar