Selvmord I

Der er et emne som jeg endnu ikke har berørt. Et emne jeg har danset rundt om uden for alvor at nærme mig. Men også et emne jeg ikke kan komme uden om. Og nu er det tid. Eller sådan tænkte jeg i hver fald for tre uger siden. Det skal handle om selvmord. 

Det er ikke fordi jeg ikke har arbejdet på bloggen i de foregående enogtyve dage. Jeg har både arbejdet på teksten, men i høj grad også med de mange overspringshandlinger, der er opstået i kølvandet. Og jeg kan på mange måder takke indlægget for at næsten halvdelen af min lejlighed nu er nymalet. 

Jeg har skrevet et en myriade af løsrevne sætninger i hovedet. Jeg har skrevet korte og lange udkast som aldrig rigtig kom ind til emnet. Og så har jeg skrevet to, næsten færdige udkast som jeg har kasseret igen. Til sidst har jeg anlagt en anden strategi. Mest i desperation. Så det kommer til at handle om hvorfor det mon er så svært at skrive om selvmord. Og ikke om selvmord i sig selv.

Jeg har lidt psykologi under vesten. Mest af den akademiske slags. Det vil sige den slags, der ikke har været anvendt i virkeligheden. Men alligevel. I ethvert forløb, er der to ting der er afgørende når man vil undersøge en problemstilling. Spørgsmål og tid. Rigtige spørgsmål skal være oprigtige, åbne og uden bagtanke. Det sidste er ret vigtigt, fordi hvis subjektet (læg mærke til at jeg allerede nu søger ly i 3. person), fornemmer at der er et rigtigt svar, vil han enten gå i forsvarsposition eller give det svar som han forventes at give. Tid hænger sammen med det første, det nytter ikke noget at man giver forhastede svar, der ikke forholder sig til emnets egentlige kerne. 

Godt så. Det har ind imellem slået mig, at min blog også har en selvterapeutisk virkning. Det har aldrig været meningen, men min indre psykolog vil pege på det ubevidste og jeg har en tendens til at være enig. Det betyder at bloggen er min psykolog (ikke dig som læser) og at jeg som forfatter, er fyren på sofaen.

”Hvorfor tror du, at det er så svært at skrive om selvmord?”. Spørgsmålet svæver lidt i luften. Jeg rømmer mig. ”Jeg tror at det er på grund af mine pårørende.”. ”Kan du uddybe det?”. Pause (Det er her ”tiden” kommer ind i billedet. Ingen forcering). ”Jeg ved at de læser bloggen. Og jeg vil ikke have, at de bliver bekymrede.”. ”Vil det sige at du ikke har talt med dem om det?”. ”Ja. Stort set ikke.”. ”Hvorfor?”.  En endnu længere pause. Jeg klør mig i hovedet. Endnu en lang pause. ”Død er noget ekstremt privat. Uanset hvor mange der står ved siden af dig når tiden er inde, vil du altid være alene.” ”Det forekommer mig, at det mere handler om dig end dine pårørende?” ”Nu du siger det. ”. Spørgsmål og svar har kørt frem og tilbage i mit samtalecenter igennem tre uger nu. Ikke hele tiden, men hver gang jeg har forsøget at skrive. Og til sidst er jeg blevet klar over, at dette indlæg skulle handle om, hvorfor jeg ikke kan skrive det.

Jeg vil skåne dig for en længere dialog, men konstatere at jeg åbenbart ikke er klar til at dele. At der åbenbart er en grænse for hvad jeg vil skrive om. Indtil nu i hvert fald. Men det kan være at dette lettere iltfattige indlæg vil sætte noget i gang. Og så har jeg i det mindste fået hvide vægge, rene gulve og nymalede paneler.

Big bang og chokoladeemballage

Bam, for omkring 14 mia. år siden blev universet skabt. Herunder alle grundstoffer. Også litium. For cirka tres år siden fandt man så ud af, at litium, ud over batterier også virker godt på folk med min version af tossesyge. Der er ikke så vanvittig mange bipolare, og på den ene side er det godt. Jo færre syge desto bedre. Men der er en ulempe ved det. Det koster knapper at forske i hjernen. Og det betaler sig ikke at udvikle medicin til en lille målgruppe. Så vi får medicin, der er skabt til andre. Og det er som regel helt tilfældigt man opdager, at det også virker på os. 

Første gang jeg fik ordineret litium, var min første tanke; hvordan fandt man ud af, at det virker på bipolare? Havde man taget det periodiske system og startet fra en ende af? ”Dig der, du får lidt uran. Virker det? Nej? Prøv med lidt kviksølv, det glider let ned. Fik du det dårligt? Sorry. Vi går videre…” Personligt er jeg glad for, at det ikke blev guld, platin eller sølv. Det havde været dyrt!  

Mine piller er noget heftigt stof. Med en del bonuseffekter. Jeg plejer at bruge de fire s´er til at beskrive hvad der driller eller pilles ved når jeg tager mine stoffer. Sult, søvn, sex og serotonin.

Da jeg første gang fik det, som man utrolig fejlagtigt kalder lykkepiller, blev jeg meget sulten. Meget. Og i en periode vågnede jeg tit med en del slikemballage ved siden af min hovedpude. Hvilket undrede mig, fordi jeg aftenen i forvejen ikke havde chokolade i huset. Der gik ikke lang tid før jeg regnede ud, at jeg var gået i søvne ned til kiosken. Så en man godt nok sulten. I samme periode tog jeg næsten tyve kilo på. De ti var ok, fordi jeg var ret tynd. De sidste ti var irriterende fordi jeg ikke længere kunne passe mine skjorter. Og det er dyrt at udskifte garderoben. 

Og så var der dengang hvor jeg gik til lægen og bedte om nogle blå piller. Han sagde begejstret ”Det kan jeg gøre bedre! Du får en tredagspille.” Og forestillingen om en romantisk weekend i Paris dukkede straks op i mit hoved. En weekend hvor jeg, og en ikke nærmere bestemt kvinde, ikke kom ud af døren. Indtil videre er det desværre blevet ved drømmen.     

Søvn. Ja, der er ikke så meget at sige. Enten sover man eller også sover man ikke. Nogle gange er jeg vågen i tyve timer. Og andre gange sover jeg tyve i streg. I mange år fik jeg sovepiller, men det må jeg ikke mere. Det er lidt øv, fordi de er ret gode mod søvnløshed. 

Serotonin er et af tre stoffer i hjernen, der forstyrres ved sygdommen. Det vigtigste i mit tilfælde. Men jeg vil sparre jer for en lektion i biokemi.    

Somme tider er det lidt svært at vide hvad der er symptomer og hvad der er bivirkninger. Men sex og sult er helt sikkert bivirkninger. Og som antydet ovenfor kan man have brug for piller mod bivirkninger. Piller mod piller kan man sige. Og hvad nu hvis de også har bivirkninger? Skal jeg så have piller mod piller mod piller? I øjeblikket får jeg magnesium mod antipsykotiske piller. Og hermed er vi tilbage ved grundstofferne. 

 

I bund og grund er jeg tilhænger af medicin. Jeg mener, hvis man har hovedpine tager man hovedpinepiller. Hvis man har brækket et ben, bruger man krykker og hvis man har diabetes, får man insulin. Det der bekymrer mig er, hvordan det er tilfældet der råder. For tiden får jeg noget der er udviklet mod psykose, noget der er udviklet til epileptikere og så et grundstof der bare ikke er udviklet. Det var der i forvejen. Alt sammen noget man ved til tilfælde har fundet ud af også virker på bipolare. Og så er bivirkningerne ret upraktiske. Især det med mine skjorter.